læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Noter
1 Tre unge mennesker havde siddet nede i en kutter i havnen og sniffet gas, da en af dem
ville tænde en cigaret med det resultat at der blev sprængt hul i siden af kutteren, der øjeblikkeligt
sank. Mirakuløst overlevede alle tre. Det skete natten før min indsættelse!
2 Peters far, provst Johannes Ruge, vicebiskop Jens Chr. Chemnitz, landsstyreformand Jonathan
Motzfeldt og landstyremedlem for kirke og kultur Thue Christiansen.
3 Den kristelige forening ’De som kommer sammen’ Svarer lidt til Luthersk Missionsfor-
ening i Danmark
4 Prædiken 16.s.e. Trinitatis 1981. Luk. 7,11-17. Fiskenæsset
Har livet en mening? Er der overhovedet noget formål med vores tilværelse, som tilsyneladende
er styret af en tilfældig skæbne. En skæbne, som vi står magtesløse overfor, når den
rammer os med ubønhørlig grusomhed. Når katastrofen rammer os, når det, vi kæmpede for
og arbejdede på, smuldrer bort mellem hænderne på os og bliver til ingenting, og ikke
mindst, når det barn, vi bragte til verden og opdrog med kærlighed og omsorg og satte så
store forventninger til, rives fra os af dødens kolde hånd, må vi da ikke spørge: Gud, hvis
du er til, hvorfor lod du så dette ske?
Mon ikke disse og lignende spørgsmål har præget de mennesker, som fulgte enkens søn til
graven, sådan som de både før og siden har præget mennesker, der oplever livet som uretfærdigt,
og som mister troen på livets mening? Tyngede af sorg og håbløshed vandrede de
den tungeste af alle veje - vejen til graven med en, de holdt af.
Vi hørte forrige søndag om de ti spedalske, hvordan de midt i deres elendighed dog havde
så meget håb, at de turde råbe til Jesus: Mester, forbarm dig over os. Men her, hvor døden
havde lammet ethvert håb, var der ingen, der turde råbe om hjælp. Overfor døden stod man
magtesløs - det vidste man kun alt for godt. Så det var kun gråd og fortvivlelse, der mødte
Jesus, da han nærmede sig byen med sit følge af glade, fortrøstningsfulde mennesker. Mennesker,
som havde været udstødt og undertrykt - spedalske, invalide, toldere, syndere, fattige,
kvinder og børn, de magtesløse, som alle havde fået nyt liv og nyt håb i mødet med Kristus,
og som nu fulgtes med ham til forargelse for de, som anså sig selv for at være noget.
Det er livsglæden og livsleden, der møder hinanden her i skikkelse af de to grupper af mennesker
udenfor Nain. Det er håbet og livsmodet, der møder håbløsheden og modløsheden.
Og hvor let var ikke livsglæden - glæden over at være til, glæden over skønheden i naturen,
glæden over menneskers fællesskab - hvor let var den ikke blevet stoppet ved mødet med
den grædende enke og de sørgende mennesker, som fulgte hendes søn til graven? Hvor let
var ikke glæden blevet vendt til bitterhed mod den natur, som ikke kender til barmhjertighed,
- mod det liv, som ikke kender til retfærdighed? Så let, som der for os i dag at blive
overvældet af modløshed, når vi hører om den nød og elendighed, der findes rundt omkring
os. Mord, selvmord, vold, misbrug af det gudskabte liv hører til dagens orden. Og hele tiden
lever vi under truslen: Hvornår rammer ulykken os? Hvornår er det mig eller en af dem, jeg
holder af, man hører om?
Sådan er vilkårene for det liv, vi har at leve her på jorden. De er barske, men vi kommer ikke
udenom dem. Vi kan ikke vende dem ryggen ved at fortie dem eller lukke af for de dårlige
nyheder, som spolerer vores glæde. De hører med til vores liv, hvis vi ellers vil leve et
sandt menneskeliv.
Jesus og den glade flok, som fulgte ham, vendte da heller ikke ryggen til den lidelse og fortabthed,
de mødte overalt. Tværtimod. Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse
de fortabte. Derfor gik han lidelsen og fortvivlelsen i møde, fordi han havde godt nyt til fortabte
mennesker, og i ord og handling forkyndte han Guds riges komme - livets sejr over
døden. Med sit guddommelige skaberord: Unge mand, jeg siger dig, stå op! bragte Jesus
livshåbet og livsglæden tilbage til dem, som havde mistet alt håb. Sorg blev vendt til glæde
- fortvivlelse blev vendt til fest.
Dette skete for 2000 år siden i et land langt herfra. Enkens søn er for længst død igen - det
samme er Lazarus og Jairus' datter og alle de, som blev helbredt af Jesus. Livet er igen blevet
fyldt med lidelse og ondskab - ja, den kirke, som skulle forkynde kærlighedens glade
budskab, synes til tider at have været foregangsmand, når det gjaldt ondskab og undertrykkelse.
Hvad nytter det hele så? Er vi ikke tilbage ved det spørgsmål, som vi indledte
med: Har livet overhovedet nogen mening, sådan som det former sig fyldt med lidelse og
239