læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

214
Jeg snakkede så med Magnus om det. Han kunne fortælle, at Jakobine nok søgte
stillingen hernede som provst og sikkert havde flertal i provstiudvalget. Til gengæld
opfordrede han mig stærkt til at søge stillingen som domprovst!
Det kan også være, vi bare skal tage hjem! Jeg har stadigvæk ondt i ryggen, men
det synes som om, det er lidt bedre. Jeg tager ikke så mange piller som før.
Ida har fået lidt kolde fødder mht efterskole. De har fået nogle flotte indstillinger
til GU fra skolen, hvor de ligger nr 1 og 2 i klassen. Så vi søger nok Middelfart
Gymnasium.
På den anden side er jeg ikke helt glad ved at tage hjem. Jeg vil gerne se, hvilken
medfart min bibelhistorie får, og måske søger jeg alligevel domprovstestillingen,
selv om Emma Balslev også søger. Det er vel et spørgsmål om at ville, når det
kommer til stykket, og jeg vil hellere til Nuuk end blive hernede. Hvis jeg ikke
får den, så kan vi jo bare rejse hjem.
Kirsten er blevet færdig med en større artikel om det grønlandske sundhedsvæsen
- et åbent brev til sundhedsudvalget med klager over de mange nedskæringer. Det
er et fællesbrev fra hele personalet, men Kirsten har været primus motor og har
slidt med det hver aften og hver weekend i januar - næsten! Nu gider hun heller
ikke mere.
I dag skinner solen igen fra en skyfri himmel, men storisen er kommet!
Julianehåb den 25. januar
Vi var til forældremøde i går på GU og snakkede bl.a. med Brian, som har Jens
til musik. Vi blev enige om, at det kunne være en god ide, om Jens gik videre
med sin musik også efter GU evt på Ålborg Universitet, hvor der findes en musikteknisk
linie. Forelagt disse visioner blev Jens nærmest fyr og flamme. Også
han var bange for, at musikken skulle forsvinde lige så stille efter GU, hvis han
ikke holdt den vedlige. Det er spændende, om han holder fast. Det med ingeniør
var vist mere Jesper Brun end Jens i virkeligheden.
I nat løb vores fyr tomt for olie. Jeg var nede og se på tanken i går, hvor den kørte
på de sidste dråber. Desværre kunne oliemanden først komme i dag, så nu venter
vi på olie.
Romanen tøffer langsomt afsted igen, men det er svært at komme i gang, synes
jeg. Amalie har skiftet navn til Debora, og titlen til Mørket og Havet, som er bedre
men ikke helt god. Deboras sang, måske?
Jeg tror det hænger sammen med den uafklarede situation om vores fremtid, som
hele tiden ligger i baghovedet. Snart er det den ene mulighed, snart den anden eller
tredje. Så savner vi fuglesangen og træerne derhjemme for i næste øjeblik at
være overbevist om det katastrofale i at vende hjem igen, og sådan kører det bare
derudad.
Jeg skrev i øvrigt et godt brev til Torvald om hans og Sørens latterlige nationalistiske
og småborgerlige mission, men jeg har ikke sendt det.
I øvrigt er jeg dødtræt af mit indholdsløse arbejde, og jeg kan ikke forstå, hvad
den mutte Jakobine siger, når hun endelig siger noget. Jeg ved ikke, hvad der foregår,
og Magnus bliver mere og mere sær, synes jeg - uvederhæftig. I aften vil
jeg ringe til Lisbet og bede hende sende ansøgningsskemaer op til mig til Middelfart
Gymnasium. Jeg vil også gerne høre, hvordan fællesmødet om strukturen
gik.
Julianehåb den 30. januar
Jeg har stadigvæk noget ondt i ryggen, men slet ikke så meget som tidligere. Jeg
tager ikke piller mere. Men det er stadigvæk irriterende, og noget er der jo galt.