læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

tager sig en ny kone eller en ny religion, men ofte forveksler man den indre nyskabelse
med den ydre og må erkende, at det ikke hjalp. Nissen flyttede med. Det
nye var ikke nyt, som man troede. Det var bare overspringshandlinger, som skulle
forestille noget væsentligt - men ikke var det.
Dette år var for os opbruddets år, og det blev nærmest en besættelse. Alt det gamle
skulle ud - nu skulle der ryddes op. De gamle familiemøbler blev solgt - kælderen
blev ryddet - bilen solgt - vennerne, arbejdet, familien forladt, og vi rejste
langt væk - fordi det vante og det vedtagne tyngede som en tung oppakning, man
ikke kunne få af, og som derfor måtte skæres løs, og det gjorde lidt ondt, fordi
man somme tider skar forkert.
Og hvor meget af den tyngende oppakning fik man så af, og hvor meget slæbte
man med alligevel? Er det tungt at leve med denne oppakning, er det vel endnu
tungere at rejse med den - den oppakning, som er vokset fast gennem årene.
Mærkeligt nok har jeg haft ondt i skuldrene, siden jeg kom til Grønland - måske
fordi jeg føler tyngden af min oppakning endnu mere her i dette land, som nøder
sine mennesker til et let sind, og som ikke giver dem lov til at lade sig tynge af
fortidens synd og skyld.
Sket er sket, siger naturen, og nu er du nødt til at rette dig op og gå dit liv i møde
med alle dine sanser åbne, for ellers... Og så opdrager man sine børn til et let sind
og giver dem mange sejre og meget mod på livet. For derude står naturen og forlanger
et opmærksomt liv, og din opmærksomhed må ikke svækkes af tunge,
gamle tanker.
Og der står også et samfund og venter på din opmærksomhed. Og du kan ikke
undse dig, for uden dig går det ikke.
Så må de gamle tanker fare.
»Ånderne skulle påkaldes med friske ord; slidte sange måtte aldrig benyttes...vore
forfædre havde den tro, at sangene fødes i stilhed, mens alle kun anstrenger
sig for at tænke smukke tanker; da bliver de til i menneskenes sind og stiger op
fra havets dyb, bobler, der søger luft for at briste...«
Jeg tror, det er den stilhed, man oplever ved en grønlandsk julegudstjeneste, når
man står sammen og synger den gamle, slidte Guuterput qilammiu. Fordi netop
gentagelsen, ritualet, det kendte er den stilhed, der skal til, for at det nye kan
komme til.
Det er måske slet ikke det nye, du selv etablerer, der er nyt - måske forstyrrer det
bare, så du aldrig for alvor er stille - så stille i det kendte og vante, at det virkeligt
nye kan komme til - ikke i kraft af din egen nyskabende indsats, men som bobler,
der langsomt stiger op fra havets dyb og søger luft for at briste. Som en rose, der
af sig selv skyder op af det frosne sind.
Ja, julen siger vel det samme om al verdens larm og kejserlige nyskabelser, som
så så imponerende ud men ikke var noget for alvor i forhold til stilheden på en
mark udenfor Betlehem - en stilhed og et mørke - og måske også en træls hverdag
for hyrderne - som gjorde, at englene kunne komme til - at himmelhvælvingen
kunne briste og det nye liv kunne fødes.
»...Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind...«
»...og tænke smukke tanker!«
Det er vel ikke så moderne mere at søge stilheden - at holde sig til det kendte. Vi
søger oplevelsen - udfordringen - sensationen. Vi rejser. Vi køber nyt. Skal hele
tiden følge med tiden, som det hedder. Mere og mere hektisk og måske mere og
91