læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

stol og begyndte at græde. Hun ville egentlig ikke, men hun kunne ikke lade være - det
var som om, det kom væltende indefra - som en dæmning, der gik i stykker.
Poul var i vildrede. Han hørte godt, hun snøftede lidt derude, men han tænkte først, at hun
måske helst ville være alene. Da der var gået nogen tid, og snøftene fortsatte, gik han alligevel
derud.
»Jamen hvad er der i vejen, Grethe? Hvorfor sidder du her og tuder? Er det festen, der
bekymrer dig? Det skal nok gå. Vi hjælpes ad, du - så skal det nok gå.«
Men det var ikke festen, der var Amalies problem. Det var hele hendes liv, der var problemet.
Alle fortrængningerne - alt det, der ikke måtte komme frem for den pæne overflade
med alle vanerne og traditionerne og dagene, der bare gik, og nu var hun snart en
gammel kone, og hvad så, Grethe? Det var den fortrængte længsel efter sandheden, noget
ægte - noget virkeligt - noget, man kunne leve på - det var hendes fortrængte længsel efter
at være sig selv - tage sine egne valg og sit eget ansvar - og ikke bare altid gøre det
forventede. Hun følte, hvordan hun pludselig hadede TV-avisen og aftenkaffen og opvasken
og køkkenet og huset...og hun hadede Poul og fik dårlig samvittighed, for han kunne
jo ikke gøre for det - den rare og skikkelige mand, hun havde, og som altid havde været
god mod hende, og taget sig af hende...
»Måske skulle du gå hen og snakke med doktor Hansen«, foreslog Poul forsigtigt, »det
kan være, han kan give dig noget for det.«
Det kunne doktor Hanen.
Da Grethe nogle dage senere kom hen i konsultationen prøvede hun at fortælle, hvad der
var sket - at hun følte sig så elendig til mode - at hun ikke kunne sove om natten - at hun
fik tudeture og hjertebanken i et væk, og at hun ikke forstod, hvad der var galt - og nu
skulle de snart have sølvbryllup, og det var næsten ikke til at bære.
Doktoren lyttede til hende. Så smilede han og klappede hende på hånden.
»Du skal ikke bekymre dig, Grethe - det er ganske naturligt. Du er simpelt hen kommet i
overgangsalderen - og det sker mere eller mindre for alle kvinder i din alder. Nu skal du
se, jeg skriver nogle hormoner op til dig, og så må du også hellere få noget, du kan sove
på. Ja, for vi skulle jo gerne have dig frisk til jeres sølvbryllup...«
Og Grethe blev klar til festen. Pillerne hjalp, og hun blev igen den gode gamle Grethe,
som alle kendte og holdt af, og Poul åndede lettet op, for man havde jo hørt både det ene
og det andet - og kvinder i den alder kan være så følsomme.
Og festdagen oprandt. De kom og satte æresport op om aftenen, naboerne, og Grethe
havde lavet natmad, og Poul sparede ikke på noget. Og de kom og sang om morgenen og
der var hornorkester med høje hatte, og de fik masser af rundstykker og godt med gammel
dansk. Og de fik et væld af gaver, og et solur til haven, som de havde snakket om.
Og alle kom til midddagen i forsamlingshuset, og der var taler og sange i fantastiske
sangskjulere, og musikken var god og de kyssede hinanden ved bordet og dansede brudevals,
og klokken to gik de nærmeste med hjem til en øl og en bid brød, og den var fire,
før de sidste gik.
Så sad de ude i køkkenet, Poul og Grethe.
»Det var så det«, sagde Poul, »var det ikke en dejlig fest?«
»Bestemt var det så«, sagde Grethe. »den var helt, som den skulle være. Alle tiders fest.«
Men hun løj, da hun sagde det, for ikke at såre sin mand, for festens glæde var ikke
kommet, og hun forstod det ikke med alle de forberedelser de havde gjort og det hele var
jo gået så godt - så hvorfor var hun slet ikke glad?
»Jeg tror lige, jeg rydder det sidste op«, sagde hun - »gå du bare i seng, min ven.«
Og Poul gik i seng og Grethe ryddede det sidste op, men da hun så ud af vinduet stod den
mørke skikkelse der endnu, og pludselig så den på hende og spurgte bedrøvet:
»Hvorfor måtte jeg ikke komme med til jeres fest?«
Så vidt historien. Næste gang skal jeg nok fortælle, hvad den har med julen at gøre. Fortsat
god torsdag.
29 Julebrev 1994.
Så gik der endnu et år, som vi i vores lille familie kan se tilbage på med glæde over mange
gode og spændende oplevelser. En af de største var, da Ida og Troels blev konfirmeret i maj
sammen med tre andre kammerater her fra Julianehåb. Det var ikke så meget af familien,
der havde fundet vej til Julianehåb i den anledning, men vi nød farmors og et par gode venners
selskab på dagen, hvor der også var åbent hus med megen kommen og gåen. En dejlig
263