læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Jakobshavn den 28. december
Julen er forbi. Der var mange gudstjenester! Juleaften sygehuset kl. 14, kirken kl.
15 og 16,30 – Juledag kirken kl. 9 og 10,30 – sygehuset kl. 12 – kirken kl. 17. 2.
juledag kl. 10 – sygehuset kl. 14. 196 mennesker til alters i alt. Og nu så fri undtagen
kirkekontoret indtil søndag. Korsangen juleaften gik godt – og i det hele
taget nok anstrengende, men dejligt.
Nu sidder jeg og nyder en cognac og vil gerne skrive noget vægtigt…
Prædikenerne – de grønlandske, og for øvrigt også den danske! skrabede jeg
sammen fra gamle prædikener – lidt hist og her fandt jeg, der med nød og næppe
kunne bruges. Ak, ja!
Juleaften var Hanses her – vi fik rensdyrkølle og and og ris a la Mande. Mange
gaver. Racerbane til Jens etc. etc.
Ja, de sidste par måneder. Kirsten føler sig mere og mere hjemme på sygehuset –
barnet i hendes mave vågner hver aften kl. 23 og har det tilsyneladende godt. December
– ja, jeg fik jo skrevet et fællesbrev og sendt det af sted betids til de 50
modtagere. 26
Skolen plager mig lidt. Sproget selvfølgelig, men også faget. De har et forskruet
forhold til religion, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at ændre det – de har
jo vendt sig fra alt det der. Venstre hånd igen! Mere cognac, tak!
Vi regner med at tage til Danmark om to år – vi føler os lidt fremmede her endnu.
Alting er større end i Fiskenæsset. Her kommer ingen, men vi har et godt forhold
til dem, vi kender. det er godt, hans og Lisbeth er her, selv om vi ikke overrender
hinanden. Jeg ved ikke – jeg ville godt brænde for en sag. Det meste går ud på at
gøre sig gældende. Det kan ikke være meningen, at man hele tiden skal vende og
dreje sig for at komme i det rette lys – jeg ville gerne kunne se stort på den slags.
men det kræver den sikkerhed, som kommer af et sjæleligt engagement. Mit arbejde
er ikke rigtig tilfredsstillende, fordi jeg sammenligner mig med andre i
samme situation og ligesom lammes af de misbrugte muligheder. Jeg er ikke mig
selv – meget afhængig af ros og på tæerne overfor kritik – jeg er ikke mig selv.
Bundet af mit forhold til… de andre.
Hvad er det, jeg vil? Mine prædikener er gode, fordi de udtrykker en længsel –
min længsel efter frihed. Måske – hvis den blev opfyldt – ville jeg ikke mere
kunne prædike. Hvem ved? Og måske er det noget vrøvl, jeg siger. Måske bliver
jeg først mig selv, når jeg gør noget, som er utraditionelt - holder op, f.eks. – gør
noget, som jeg kan svare for – stå inde for. Og ikke bare følger med strømmen –
går den slagne vej… Kaste sig ud i usikkerheden med udsigt til økonomisk og
menneskelig ruin – det er måske vejen? Og sandheden – og livet? Eller jeg kunne
begynde at skrive – erkende min ambition om berømmelse – om Nobelprisen –
og dyrke den.
- En cognac til, tak!
67