læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

242
Problemerne er måske andre end for 2000 år siden, men de er ikke blevet mindre. Hvad
gavner julens budskab så? Er det så andet end en hyggelig gammel tradition, der sammen
med juletræer og julenisser og julegaver skal skaffe os lidt opmuntring her i den
mørke tid? Er det andet end en drøm, når det kommer til stykket - en drøm om den kærlighed
og den fred, som vi alle længes efter, men som vi hverken kan eller vil lade bestemme
vores liv, højst lade komme lidt frem her ved juletid.
Vi står her overfor det, som adskiller det kristne budskab fra al anden religion og fra al
anden livsvisdom. I årtusinder har man brugt religionen til at drømme sig væk fra den
barske virkelighed. Man har sat sit håb til en fremtid, hvor alting nok skulle blive godt.
Man har levet sit liv i en stadig forventning om det, som engang skulle ske; at al verdens
ondskab skulle forsvinde, at en ny verden skulle opstå,
hvor alle skulle være gode mod hinanden og hvor der skulle herske fred, kærlighed og
glæde og retfærdighed. Det var det, som alle fromme jøder
forventede: at Messias skulle komme og gøre en ende på al uretfærdighed i verden, og
det er det, vi forventer, når vi forsikrer os selv og hinanden om, at alting nok skal blive
bedre i morgen eller til næste år eller når vi bare får løst det problem, som plager os lige
nu. Vi lever i en forventning - det vil sige, vi lever på en drøm, og det er det samme som
at leve på en løgn.
I modsætning hertil taler julebudskabet om virkeligheden og om sandheden. Ja, det er
det, som er budskabet: at drømmeri er blevet til virkelighed, at forventningerne er gået i
opfyldelse, at vi nu ikke længere
behøver at flygte fra vores liv ind i en drøm om, hvordan det burde være, men har fået
magt til at leve livet i dag, lige præcis sådan som det er, sådan som børnene lever livet
fra dag til dag i tryg forvisning om, at der altid er en voksen til at klare problemerne. Det
er livet selv, vi vi får skænket i julegave i dag. Det eneste sande liv - det liv, som Gud
har skabt til os - livet i dag!
”Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn." Det kan være svært
at give, men somme tider kan det være endnu sværere at modtage, og den gave, som her
tilbydes os – det største, vi kan få - har vi særligt svært ved at modtage. Vi vi1 gerne
yde noget til gengæld, Vi er for stolte til bare at modtage, så vi gør, hvad vi kan for at leve
sådan, som vi mener Gud, vil have, vi skal leve. Ja, der er ingen ende på det, mennesker
kan finde på for at gøre sig lækre overfor Gud. Som hunde, der ikke ved hvilket
ben, de skal stå på for at behage deres herre. Og resultatet bliver da også et hundeliv fuld
af forstillelse og hykleri - fuld af fordømmelse og misundelse og fuld af skyldfølelse hos
dem, som ikke formår at leve op til de krav, som de mener Gud stiller til dem.
Men Gud ønsker intet til gengæld for det liv, han har givet os. Han kender os. Han ved,
hvordan vi er, og han gennemskuer vores hykleri. Det eneste, Gud vil, er, at vi åbner os
for den kærlighed, han giver os, så vi bliver i stand til at modtage det liv, som er skabt til
os. Det sande liv fuld af fred og glæde.
I har hørt, der er sagt til Jer: Du skal leve et pænt og anstændigt liv, så skal du nok blive
frelst. Men julens budskab siger til os: Du er frelst - nu kan du leve! Amen.
10 Jørgen og Peter Petersens far
11 Patientforeningen Håbet. Oprettet i forbindelse med de store epidemier i 50’erne og ik-
ke mindst tuberkulosen.
12 Prædikener Langfredag, Påskedag og 2. Påskedag 1982. Fiskenæsset.
Langfredag er for mange mennesker en sorgens dag. Vi markerer det med at flage på halv
stang, og vi pynter vores kirke med sorte bånd som til begravelse. Det er på denne dag i
kirkeåret, den kristne menighed ud over Jorden mindes, hvordan kærligheden bukkede
under for magtbegæret - hvordan livet bukkede under for døden.
Men det var ikke alle, som sørgede. Der var nogle, der triumferede, dengang det lykkedes
at få Jesus korsfæstet. Det var magtens repræsentanter - det var dem, som mente, at kærligheden
var en farlig modstander, som det gjaldt om at få ryddet af vejen, så det, de kaldte
livet kunne vende tilbage til de normale tilstande - det liv, hvor magten betød alt - det
liv som var kendetegnet af frygt, frygt for magten og frygt for døden. Jo, for magten i
verden er langfredag en festdag, for på denne dag viste det sig jo, at den havde ret. Jesus
kunne ikke være Guds søn, sådan som han påstod, for hvad er det for en Gud, som lader
sin søn henrette som en forbryder? Så selvsikre og triumferende var de, at de kunne tilla-