læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Jeg har samlet nogle ting fra dagbogen samt lidt mere i en forsinket fødselsdagsgave
til Torvald: Play the Game. Han sendte forleden sit foredrag om
kristendom og politik, som var udmærket, men jeg fornemmer alligevel en helliggørelse
af den danske folkelighed, som så retfærdiggøres til at fastholde en
opdeling af befolkningsgrupperne - f.eks flygtningene. Jeg har lidt svært ved at
følge ham, og jeg ved ikke rigtig, hvad det er, han er bange for. »Her er ikke forskel
på jøde og græker - træl og fri - mand og kvinde...« Vi er vel alle under den
samme menneskehedens lov - under det samme hellige liv - oplyst af den samme
sol. I hvert fald synes jeg det er meget svært at bruge netop kristendommen som
argument for en hævdelse af forskellighedens nødvendighed og den dermed følgende
gruppering i f.eks. nationale eller kulturelle sfærer indenfor visse grænser.
Jeg tror, det er meget nødvendigt at holde skidt og kanel hver for sig i dette
spørgsmål. Ét er måske den politiske, pædagogiske, religiøse eller sociale nødvendighed
- et andet er det, man kunne kalde sandheden. Det er så fristende at
sammenblande kategorierne.
Julianehåb den 8. marts
Højt solskin, blå himmel og klar frost.
Kirsten taler om at blive i Grønland, så hun må have det godt her, og en dag som
i dag må man spørge sig selv, om der er bedre i Danmark end her. Det bliver i
hvert fald ikke nemt at forlade dette sted.
Forleden fik vi en telefax op med en indkaldelse til generalforsamling i Brugsen i
Føns, hvor bestyrelsen anbefaler lukning. Det gør det jo ikke ligefrem nemmere
at vende tilbage. Og hvis vi så vender tilbage - vil vi så ikke gå hinanden på nerverne
af længsel efter Grønland? I virkeligheden tror jeg, vi begge to gør mere
gavn heroppe end i Danmark, men det er jo svært at tage skridtet fuldt ud, og ungerne
vil ikke høre tale om det. De vil endnu ikke anerkende, at de er betagede af
landet...
Men jeg har sådan en anelse om, at det bliver temmelig trist at komme tilbage i
forhold til vores liv heroppe. I hvert fald vil jeg søge udsættelse af hensyn til Jenses
studentereksamen.
Og nu mindes jeg så min tidligere dagbog fra Fiskenæsset, hvor der også var dage,
hvor vi tænkte på at blive - og andre dage, hvor det forekom utænkeligt. Nå,
så må man vel bare tage en beslutning på et eller andet tidspunkt.
Men det er jo ikke bare fordi solen skinner og himlen er blå, og med de nuværende
arbejdsforhold kræves der under alle omstændigheder en forandring. I øvrigt
er vi jo slet ikke optaget i det almindelige fællesskab endnu - lad os se om et par
år! - men alligevel har vi nok begge en dyb kærlighed til både land og folk. Kirsten
har jo flere gange længtes tilbage til Grønland, hvad jeg i og for sig aldrig
har, mens vi var i Danmark. For mig var det nok mere et spørgsmål om at komme
væk fra de stivnakkede fynske bønder m.m., da vi rejste. Oplevelsen. Men hvad
skal vi egentlig i Danmark?
Det er spændende, om det bliver Grønland eller Danmark, der bliver en parentes i
vores liv.
I dag faxede jeg til Grønnedal, at jeg kommer sidst på måneden. Jeg skal være
der et par døgn, og det bliver meget betagende at betræde det gamle sted igen.
Kan selvfølgelig også blive en skuffelse. Vi får se.
I Kristeligt Dagblad er man begyndt at diskutere Guds væsen og i Københavns
Stiftsårbog er temaet Det Hellige! Rygterne om Guds død synes overdrevne,
skriver Peter Hedegaard, og det kan vi jo som præster så være taknemmelige for.
121