læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

Men vi kan erkende, at sådan er vi altså - sådan er vi altså blevet af de og de
grunde, som man jo godt kan bruge tid på at grave frem, men hvad gavner det?
Jeg er, som jeg er, og hvad mere kan man så forlange? Omvendelse? Jamen, jeg
kan da ikke sådan lave mig selv om. Hvordan skulle det gå til? Gennem erkendelse
af min egen elendighed? Gennem bøn og faste? Lydighed mod en eller anden
guru eller profet?
Heroppe i den barske natur lærer vi, at ingenting er tilfældigt. Og så kan det vel
heller ikke være tilfældigt, at tiden er, som den er i al sin såkaldte elendighed og
ensomhed. Og i stedet for med det samme at blive febrilske og hyperaktive for at
få det hele lavet om til det bedre, så var det måske klogt, forinden at lytte til,
hvad der foregår.
Altså der er for mig ingen tvivl om, at jeg misbruger livets og fællesskabet gave
på det groveste og kun tænker på mig selv. Der er heller ingen tvivl om, at vores
slægt er en ensom og bitter slægt. Men jeg kan ikke gå i hundene over det, så
længe jeg tror, der er en eller anden mening med det. Så længe jeg tror, at netop
sådan, som jeg er - så håbløs en stakkel jeg end er - så har livet en mening med,
at jeg er den, jeg er og at mit samfund er sådan, som det er.
Vi er selvfølgelig fortabte, fordi vi ikke sanser, hvad kærlighed og fællesskab er
værd, men kan livet ikke rumme det fortabte? Var det ikke det, han kom og fortalte
i sin tid, inden de slog ham ihjel for det - ham fra Nazareth? Han, som ikke
krævede omvendelse og bod og bedring og anger, men bare sagde god for de fortabte
- helbredte dem - gav dem tilbage til sig selv og til livet, efter at de var blevet
udråbt som de elendige.
Jeg ser ikke stort på min egen eller på samfundets elendighed. Jeg er en flygtning
- jeg er en fremmed overfor livet, og selv om en ufattelig tålmodig skæbne giver
mig alle muligheder i hænde, så misbruger jeg dem gang på gang. Der er dage,
hvor jeg føler mig som én, der er ulykkeligt forelsket i det liv, som går forbi
udenfor mit fængselsvindue.
Jeg tror, jeg tilhører disse kældermennesker, som har så svært ved at deltage i
samfundslivet. De menneskesky, som bevæger sig rundt om livet som skygger.
De siger næsten aldrig noget, men de er gode til at observere. Ensomme er de også,
fordi folk i almindelighed har svært ved at acceptere deres væsen - derfor føler
de sig ofte udenfor det gode selskab. Og når de endelig kommer indenfor, bliver
de underligt kejtede og unaturlige, og de søger hurtigt ud igen - ud i halvmørket,
hvor de kan stå selv ubemærkede og høre latteren og sangen og samtalen på
afstand. Der er noget irriterende parasitagtigt over dem - de suger til sig af andres
gøren og laden, men selv yder de ikke noget til festen - de tør ikke.
Det blev min lod i livet at se på,
hvad lyse stemmer aldrig ku forstå.
De leved livet, talte, sang og lo
og kasted nu og da et irriteret blik
på krogen, hvor jeg sad og lured
for mig selv.
Jeg lærte aldrig lysets leg
men fandt min trøst i flasken,
som befried mig
fra mørkets grublerier for en tid.
Ad mørke gyder
sneg jeg mig igennem livets nat -
krøb langs med mure
som en slagen hund,
83