læs min rystende dagbog fra grønland her - Hjem

i julen! Nu prøver vi at arrangere noget med at de sørger for transport den ene
vej, så jeg ikke skal sidde en hel uge i Grønnedal. Det er muligt, det må aflyses.
Jeg er også lidt harm(!) over, at jeg ikke har hørt fra Harms angående orlogspræsteriet.
Hvorfor skal provstiet her betale for den kirkelige betjening af en dansk
flådestation? Det er ikke rimeligt og det styrker ikke motivationen.
I lørdags havde jeg et grønlandsk bryllup med barnedåb og det er jo altid opløftende,
selv om jeg hakkede noget i udtalen.
Nu er det mandag morgen. Der er kommet skib, og der ligger et godt lag sne over
det hele.
Nanortalik den 3. december
Jeg har lige spist en fortræffelig morgencomplet på Hotel Kap Farvel - mit stamhotel
i Nanortalik. Fik en snak med retssekretæren fra Qaqortoq, som jeg af og til
møder på rejserne.
Det er flot og stille vejr hernede, og flagene er oppe i anledning af 1. søndag i
Advent, som jo er en af årets store festdage heroppe.
Ankom med helikopter i går til en større flok mennesker, der var ved at tage afsked
med socialchefen, der skulle til Danmark - desværre i en kiste.
Byen er stadig i choktilstand efter pasagerskibet Tuuluks dramatiske forlis for en
uge siden. 9 af kommunens medarbejdere havde været på tjenesterejse til Aappilattoq,
og på vejen hjem stødte de ind i en voldsom orkan. Den var varslet for Julianehåb-Frederikshåb
området, så man regnede ikke med, at den ville ramme
helt hernede. Men det gjorde den, og midt i de værste dønninger fik båden motorstop,
hvilket er det værste der kan ske overhovedet. De forsøgte at kaste anker,
men ankerkæden sprang i løbet af kort tid!
Alle gik i overlevelsesdragter og i redningsflåden, inden skibet røg på et skær.
Men også redningsflåden var ved at gå til, da det lykkedes for en ung mand at
springe op på en lille ø med en tovende, og en for en fik han alle passagerer og
besætningsmedlemmer i land, undtagen en, der var så panikslagen, at han ikke
kunne røre sig. De var nødt til i sidste ende at lade redningsflåden gå til havs, da
de ikke kunne holde den længere.
Nogen tid efter blev de på øen samlet op af en helikopter fra Grønnedal, og også
den sidste blev fundet drivende i sin overlevelsesdragt, men da var han desværre
død. I juni konfirmerede jeg hans plejedatter.
Forleden ringede Sofie, vores biskop i anledning af et brev hun ville sende til
pinsemissionerne på hele kysten, for at gøre opmærksom på, at der faktisk er væsensforskel
på Pinemissionen og Folkekirken, hvilket de ikke har været helt gode
til at bekendtgøre for deres proselytter, som synes at være gået ind i Pinsemissionen
og oven i øbet er blevet døbt i den tro, at de samtidig kunne være medlem af
Folkekirken. Nu ville hun gerne høre min mening. Vi var helt enige, hvad der vel
ikke er så underligt, da vi har trådt vores teologiske børnesko på de samme fakulteter.
Og som hun så rigtigt formulerede det: De skal ikke pesse på vores dåbssyn!
Jeg tror, vi snakkede en time både om det og om den tiltagende teologmangel i
Grønland og deraf følgende uvidenhed om disse og andre væsentlige spørgsmål.
Og så spurgte hun mig i øvrigt, om ikke jeg kunne tænke mig at blive provst her i
Sydgrønland, hvilket i og for sig er et ret væsentligt spørgsmål fra hende, da det i
høj grad er hende der bestemmer, hvem det skal være.
Så i de sidste par dage har jeg ikke tænkt på ret meget andet. Det er jo på mange
måder et tillokkende arbejde med en masse spændende udfordringer, som kræver
207