Kongernes købstadsbesøg - Dansk Center for Byhistorie

Konklusion
Det danske monarki er et af verdens ældste, og ligeså længe har de danske majestæter rejst
rundt i deres rige. I dette speciale er kongerne Frederik V, Christian VIII og Christian X’s
rejser til købstæderne i Jylland og hertugdømmerne blevet undersøgt for at belyse forholdet
mellem konge og befolkning ved tre nedslag igennem 200 år. Købstadsbesøgene blev set
som en ritualisering, hvor både befolkning og kongemagt havde mulighed for at
iscenesætte sig selv og deres forståelse af kongemagtens rolle i samfundet. Formålet var at
undersøge, om der var overensstemmelse mellem befolkningens forventninger og
monarkiets selvforståelse, og om dette kunne være en af grundene til monarkiets beståen.
Den danske kongemagt har udvist en særlig evne til at tilpasse sig samfundets
udvikling. Frederik V opfyldte befolkningens forventninger til kongemagten igennem
fokus på militæret. Også herigennem blev Herrschaften formidlet med vægten på
landsfaderen, der passer på børnene, naturligvis understøttet af magtiscenesættelse i form
af fine klæder og et følge på flere hundrede mennesker. I midten af 1700-tallet var
majestætens personlighed mindre vigtig. Det var derimod hans funktion som leder af
landet, som vægtedes, og hyldesterne skal ses som et normativt udtryk for, hvordan
kongemagten burde være.
Christian VIII stod i et spændingsfelt – mellem enevælde og folkestyre, mellem
Helstat og Ejderstat og mellem ny og gammel kongeforståelse. Med så mange
spændingsfelter kan kongegerningen kun give problemer, og selv om Christian VIII
forsøgte at opfylde de modsatrettede forventninger gennem lige brug af Macht og
Herrschaft, belønnedes han ikke med popularitet. Strukturerne var imod ham, men hans
aristokratiske præferencer og intellektuelle stil hjalp heller ikke. Den frie forfatning kunne
måske have understøttet kongemagten og holdt Helstaten sammen, men først efter
Christian VIII’s død blev dette en realitet, mens Helstaten sprængtes i borgerkrig.
Christian X’s betingelser var radikalt anderledes. Machten var stort set væk og
kun Herrschaften og interessen for befolkningens hverdag stod tilbage. Men her ramte
monarkiet det centrale i befolkningens forventninger til kongemagten, idet kongehuset
skulle være dualistisk: noget særligt og som alle andre. Købstadsbesøgene understøttede
dette – kongemagten kom samme steder som alle andre, men blev behandlet som noget
særligt. Christian X’s oprigtige interesse sikrede folkets hengivenhed, hvilket blev
yderligere forankret gennem to nationale begivenheder: Genforeningen 1920 og
besættelsen. Den begyndende folkeliggørelse under Christian X pegede frem mod det
95