Beggar's Opera gennem 250 år

1920-23 (se note 4) og samtidige omtaler af begivenheden havde denne opførelse
mere berøring med den engelske Music Hall tradition end med det 18.
århundrede, og dermed var den tilsyneladende også blottet for satire og socialt
engagement - elementer, der heller ikke rigtig stod på dagsordenen i 1920'ernes
London og New York. På den anden side bidrog netop Austins opsætning
til at andre blev opmærksomme på visse sider afværket, og som det er fremgået
af oversigten og mere indgående vil blive beskrevet i det følgende, gav netop
1920-genopførelsen stødet til, at man påny fik øje på stoffets kritiske potentiale.
Hermed indledtes anden del af, hvad man kunne kalde Beggar's Opera-receptionen.
Fra en omtale i det respekterede Musical Times, juli 1922, efter opførelse
nr. 828 siden 1920 (!) rar man et ganske godt indtryk af, hvordan man dengang
opfattede værket:
»Such an established success does not need any praise at this day, unless one may say
that the gems of tunes spark le more gaily and the witty lines seem to have more life in
them than ever. It is difficult to see why the opera should ever stop, because it is a
com pote of the most delicious trifles strung together on the airiest of themes, a
compote of the bloom of flowers andfruit, with just enough of sun and dew added to
give healthy sparkle to the whole«19.
Der er unægtelig langt fra denne omtale til Swifts artikel i The Intelligencer to
hundrede år før. Sådan kan man uskadeliggøre kunsten - sikkert med de
bedste motiver!
Ved enhver ny opsætning af Beggar's Opera melder der sig naturligvis et helt
banalt problem, som er nærværende i stærkere eller svagere grad hver gang
man vil reproducere fortidens kunst: skal man forsøge at skabe en »autentisk«
forestilling så tæt op ad 1728-versionen som muligt - med fare for at stykket
reduceres til kuriøs museumsgenstand - eller skal man drage den fulde konsekvens
af, at man befinder sig i en anden historisk situation. Problemet er særlig
akut, når det som her drejer sig om et produkt, der i den grad er præget af sin
tid og sit sted. Grænserne mellem på den ene side en nyopsætning, der markedsfører
sig som Beggar's Opera og på den anden side Brechts løsning med
Dreigroschenoper er vel strengt taget flydende. Problemet er relevant både med
hensyn til dialog og musik, men også med hensyn til hele det »budskab« som
fremstår af en given opsætning. Skiftende opførelser har forholdt sig meget
forskelligt til dette - enkelte overhovedet ikke! Hvad det rent musikalske angår,
er de mange grammofonindspilninger af værket et nøjere studium værd.
De spænder fra den rene operafremførelse med skolede sangere og fuldt symfoniorkester
til det mere viseprægede med skuespillere og kammerbesætning, og
17