Beggar's Opera gennem 250 år

i spidsen, som på linje med de moralske tidsskrifter The TatLer og The Speetator
en halv snes år tidligere prædikede de augustæiske dyder som fornuft, mådehold
og den gode smag; målgruppen var den nye magtfulde middelklasse og
midlerne en række af de formidlingsformer, som i løbet af det 18. århundrede
antog en ny karakter i England (først og fremmest teatret, den borgerlige
roman og tidsskriftet)2s. John Gay's og ligesindedes nye publikum var efterhånden
blevet træt af den italienske operas uforståelige sprog og indholdsmæssige
uhyrligheder; i stedet læste man de nye romaner og tidsskrifter, interesserede
sig for politiske og litterære forhold og diskuterede det hele på et af
Londons ca. 500 kaffehuse.
John Gay havde selv i løbet af sin karriere haft adskillige berøringer med
overklasse og hof. En tid virkede han som privatsekretær for en grevinde, og
han nærede også visse forhåbninger om en position ved hoffet. Faktisk skyldes
en del af hans agression mod hoffet netop, at han følte sig hævet over en tilbudt
stilling som gentLeman usher og derfor måtte afslå den. Det gjorde heller ikke det
hele bedre, at Gay som så mange andre mistede penge i den berygtede økonomiske
skandale i 1720, der går under betegnelsen The South Sea BubbLe, hvis
tvivlsomme forgreninger strakte sig helt op i de højere regeringskredse 26 . Man
kan således ikke frikende Gay for et vist mål af opportunisme, og kan måske
ligefrem se dette afspejlet i hans to berømte samlinger af Fables fra 1727 og
1738 - altså henholdsvis før og efter Beggar's Opera (anden samling blev skrevet
allerede i 1731132 men først udgivet seks år senere). I den første fremsætter
forfatteren følgende programerklæring:
But he who studys nature's laws
From certain truth his maxims draws,
And those, without our schooLs, suffice
To make men moraL, good and wise. 27
I anden samling er tonen blevet skarpere. I nedenstående begyndelse på den 9.
fabel, The Jackall, Leopard, and other Beasts. To a PoLitician, genkender man
ophavsmanden til Beggar's Opera:
I grant corruption sways mankind,
That int'rest too perverts the mind,
That bribes have blinded common sense,
Foil'd reason, truth and eloquence;
I grant you, tao, our present crimes
ean equaL those of former times.
74.