Beggar's Opera gennem 250 år

te .... Written by himself during his Confinement in the middle Stone-Room ... Price
Six Pence. 23
John Walker, The Quaker's Opera, 1728. Både John Sheppard og Jonathan
Wild er på rollelisten.
Henry Fielding, The Life of Jonathan Wild the Great (1743).
Der kunne nævnes adskillige andre af den slags titler, men listen er tilstrækkelig
omfattende til at vise, at John Gay med sin forbryderromantik og sin utilslørede
fremstilling af de to berømte forbrydere på scenen anslog toner, som så
ubetinget var på mode hos publikum. Også på dette punkt er der en forbindelse
mellem John Gay og Bertolt Brecht. I Brechts Hauspostille møder man
adskillige forbryderportrætter, tilsyneladende skildret efter levende model, og
også her mærkes forfatterens blanding af afsky og tiltrækning.
Som det er fremgået ligger Gays egentlige opgør med sin tid ikke på det
sociale område, men på det politisk/moralske. Af helt personlige, men også af
ideelt politiske grunde, var Gays hovedanstødssten den korruption og den
umoral, han fandt hos overklassen og specielt hos sine politiske modstandere
whig'erne med førsteminister Robert Walpole i spidsen.
Systemskiftet fra tory- til whig-ledelse havde fundet sted i 1714, og fra 1721
og resten af Gay's levetid var Robert Walpole førsteminister. I det meste af
denne perdiode var der reelt kun et parti i England, idet det var lykkedes
Walpole i den grad at mistænkeliggøre og splitte tory'erne, at de slet ikke havde
kræfter til at true whig'ernes stilling. Når whig'erne - til trods for at de var lagt
for had i brede kredse - kunne fastholde magten så længe, skyldes det for det
første, at netop dette parti var en slags garant for den hannoveranske tronfølge
(og dermed et værn mod en jacabitisk katolsk trussel), og for det andet, at
Walpole gennem sin udenrigspolitik formåede at holde England så godt som
helt fri for indblanding i nogen krige. Den udbredte kritik af Walpole gik
derfor ikke så meget på hans resultater som på hans metoder. Korruption og
svindel hørte til dagens orden, og både blandt menigmand og de toneangivende
litterater blev Walpole kritiseret og lagt for had. Ikke overraskende forsøgte
han at bremse oppositionen gennem forbud og censur (f.eks. rettet mod oppositionstidsskriftet
The Craftsman og John Gay's Polly), og i 1737 førte Fieldings
direkte angreb på den forhadte førsteminister i skuespillet Pasquin til en
egentlig Licensing Aet, som indførte teatercensur og derved fratog scenen dens
kritiske muligheder, reducerede antallet af teatre til to og bevirkede, at interessen
efterhånden svingede fra teatret over mod den nye »borgerlige« roman. I
det hele taget er det karakteristisk for litteraturens funktion i Queen Anne's og