Beggar's Opera gennem 250 år

stykket, der er fremstillet som svindlere og forbrydere, men ganske enkelt hele
menneskeheden gennem ondskaben » .. .in the secret shadow of his own heart.
The deeds have been done by all of us - the hates hated by all of us - the bombs
released, the triggers pulled, the mines laid, the victims destroyed -- by all of
us. The one thing we share in thi s inequal world is guilt«IOO.
Man indså, at en mere »stueren« udgave var nødvendig. Ved førsteopførelsen
sluttede forestillingen med, at Macheath, efter at have taget afsked med
sine koner, anbringes i den elektriske stol, hvorefter han heller ikke her bliver
henrettet p.gr.a. forfatterens indgriben! Denne fortæller publikum, at hvad
han her har fremstillet er en drøm, som han selv har haft, og som han nu har
videregivet til Amerika; og så vil han iøvrigt give stykket en happyending.
Efter denne slutning må stykkets radikalitet altså findes i dialogen og i
sangene i løbet af forestillingen; finalen, derimod, er blevet renset for en
egentlig morale.
Imidlertid forstod man nok i 1946 - ikke mindst fra højreorienteret hold -
hvad der var stykkets pointe. Bortset fra Ellington selv kom de fleste andre af
de involverede kræfter faktisk i vanskeligheder bagefter. I en vis forstand var
forestillingen en af de sidste venstreradikale manifestationer i amerikansk teater
før kommunistforfølgelserne, som i SO'erne skulle kulminere med mccarthyismen
under senator Arthur McCarthys åndelige førerskab, for alvor satte
ind.
Selvom Broadway-opførelsen af Beggar's Holiday fik både gode og dårlige
anmeldelser, blev den som sagt en publikumsfiasko. 14 uger efter premieren
blev forestillingen taget af plakaten efter 108 opførelser. Det lyder af meget
efter vores målestok. Men målt med Broadway's alen var det ingenting. Til
sammenligning kan anføres de 2.611 opførelser af Dreigroschenoper i New
York!
Som sagt tidligere må grundene til den manglende succes søges flere steder.
I modsætning til Beggar' s Opera og Dreigroschenoper brød Beggar' s H oliday ikke
med det etablerede teater. Det er en musical på linje med f.eks. Oklahoma,
Annie get your Gun og andre. Det radikale indhold er altså ikke, som hos
forgængerne, koblet sammen med en radikal/orm. Hertil kommer, at Latouche
befinder sig i samme dilemma som Brecht: for at vise kapitalismens råddenskab
på et teater med alt hvad det indebærer af afhængighed af teaterdirektørernes
investeringer og publikums gunst, må man arbejde på netop denne
kapitalismes vilkår. I 1728 kunne det borgerlige publikum sammen opfatte
satiren rettet mod andre end dem selv. I 1928 og 1946 kan det samme borger-
70