You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
nistisk infiltreret p.gr.a. sin tekst til sangen »Ballad of Unde Sam«. Om også<br />
Ellington har opfattet stykket politisk, er en anden sag. Måske har han i 1946<br />
mere hæftet sig ved dets showprægede sider. Som det fremg<strong>år</strong> nedenfor, har<br />
Duke Ellington dog senere givet udtryk for en forståelse for værkets mere<br />
kontroversielle sider.<br />
Musical'en er radikal på mindst to afgørende punkter: kompagniets sammensætning<br />
og forestillingens budskab. I programmet fra Chicago, <strong>Beggar's</strong><br />
Holiday. Chicago S tage bill , lanceres <strong>Beggar's</strong> Holiday som » .... the first completely<br />
bi-racial production on the American stage - and pos si bly any other stage«.<br />
Det pointeres, at denne blanding af racerne i rollebesætningen er gjort »in<br />
casu al fashion; there is no stereotyped or 'stock' Negro characters in the musical«.<br />
Det er nok værd at betone i et land, hvor den hvide underholdningsindustri<br />
til overmål har yndet at fremstille den sorte entertainer og kunstner just<br />
som »stock character« - altså som en ganske bestemt, af de hvides ønsketænkning<br />
præget type. Allerede i den sort-hvide rollebesætning ligger der en slags<br />
politisk budskab - vel at mærke n<strong>år</strong> denne blanding af racerne ikke standser<br />
ved at de hvide spiller herrer og de sorte spiller tjenere. Selv i vore dages<br />
amerikanske TV-serier er dette det fremtrædende mønster; hvor stærkt må en<br />
rollernæssig »ligestilling« så ikke have virket i 1946. På dette, som på så mange<br />
andre punkter, er der en klar parallel til <strong>Beggar's</strong> <strong>Opera</strong>. Også her vendes der jo<br />
op og ned på de velkendte klassen ormer.<br />
Som nævnt beskæftiger Duke Ellington sig selv med dette forhold i sin<br />
selvbiografi Music is my Mistress fra 1973. Her hedder det i forbindelse med<br />
omtalen af <strong>Beggar's</strong> Holiday:<br />
»Beggar' s Holiday ... was a long way before its time so far as social significance was<br />
concerned. Again it was a matter of saying things without saying them. If you had<br />
white and black people on the stage together at that time, one of them was supposed<br />
to call the other a bastard. There was none of that in this show. Peopie were cast<br />
according to ability«99<br />
Hvad ang<strong>år</strong> radikaliteten i stykkets budskab ligger den også helt på linje med<br />
<strong>Beggar's</strong> <strong>Opera</strong>. For tekstforfatteren Latouche som for John Gay og Bertolt<br />
Brecht før ham har der været problemer med slutningen. På den ene side skal<br />
stykket slutte så at sige inden for sit eget univers, og på den anden side vil man<br />
gerne have det politiske budskab ekspliciteret. Latouche skrev flere versioner<br />
af slutningen. Den første af dem blev alt for radikal for et traditionelt Broadway<br />
publikum. Her bliver Macheath, der netop er blevet reddet fra den elektriske<br />
stol, belært om, at samfundets ulykker ikke skyldes de enkelte personer i<br />
69
Change language