Beggar's Opera gennem 250 år

schenopers persongalleri og temakreds, målrettet, indigneret og politisk overordentlig
retlinjet. Med denne roman, ligesom med sit filmmanuskript Die Beule
fortæller Brecht, hvad det var han ville have sagt med Dreigroschenoper. Men
sandheden er ilde hørt: filmmanuskriptet blev aldrig realiseret som Brecht
ønskede det, og romanen læses kun af en brøkdel af dem, som kender Dreigroschenoper!
Musikken må vel bære en del af ansvaret - hvis man kan kalde det sådan -
for at intentionerne bag Dreigroschenoper mislykkedes. Brecht er selv inde på
noget sådant. I »Bertolt Brecht Archiv« findes et brudstykke af et Seibstinterview
fra 0.1933, hvor Brecht har dette at sige om operaens succes:
»Was, meinen Sie, machte den Erfoig der Dreigroschenoper aus?
Ich furchte, all da, worauf es mir nicht ankam: die romantische Handlung, die
Liebesgeschichte, das Musikalische. Als die Dreigroschenoper ErfoIg gehabt hatte,
machte man einen Film daraus. M an nahm fur den Film all das, was ich in dem
Stuck vers pottet hatte, die Romantik, die Sentimentalitet usw., und iiess den Spott
Weg. Da war der Erfolg noch grosser«.
En pointe i hele værket er netop modsætningen mellem handling og musik.
Musikkens berusende udtryk, dens leg men trivialmusikalske virkemidler,
skulle tjene til at afsløre falskheden og bedraget bag den klichefyldte dialog.
Ligesom Brecht bevidst tyr tiloperaklicheer i finalen for at vise uvederhæftigheden
i den lykkelige udgang, således tyr Weill til populærmusikalsk narkotika
for at afsløre borgerskabet (»Rauber sind Burger - sind Burger Rauber?«).
Men dermed var det jo ikke meningen, at publikum skulle forglemme sig selv
og glæde sig over den lykkelige slutning, eller muntert nynne de herlige Weill
melodier eller spille dem på grammofonen som anden underholdningsmusik 58 •
Men det var netop hvad der skete. Denne »historiens ironi« har Brecht ikke
syntes om! Hvis de musikalske rusmidler tages for pålydende og dobbeltbundetheden
i det trivielle undgår tilhørernes opmærksomhed, bliver virkningen
afWeills musik lige netop den modsatte af det tilsigtede. Om det er publikums
eller musikkens skyld, kan man altid diskutere.
Carl Dahlhaus er inde på problemet i en kort note om musikken i Dreigroschenoper:
»Die Phrase der Populariisthetik, dass Musik eine allgemein menschliche Sprache
sei, also auch einen Zustand, den sie in Tone fasst, ais einen allgemein menchlichen
fuhlbar mache, wird von Brecht beim Wort genommen; aber er benutzt sie in
kritischer Absicht. Indem er eine Melodie, die schiine Gefuhle bezeugt, durch einen
47