Beggar's Opera gennem 250 år

kun den musik finder nåde for hans dom, som er »subordinate to some nobler
Art and subservient to Reason«. Mod slutningen foretager han en vidtgående
kombination af begreberne »reformation«, »frihed« og »engelsk drama«, og
hævder at man ved at erstatte det gamle engelske elizabetanske drama med den
italienske opera samtidig åbner op for angreb på de to andre begreber frihed og
reformation:
»And yet though the Refonnation and the liberty and the Drama were esta blis hed
among us together ... notwithstanding all this, at the present juncture, when liberty
and the refonnation are in the utmost danger, we are going very bravely to oppress
the drama, in order to establish the luxurious Diversions of those very nations, from
whose attempts and designs both liberty and the refonnation are in the utmost
danger«.
Tankegangen er naturligvis, at de konfessionelle og politiske trusler ifølge
Dennis kommer fra Italien, hvorfor man i hvert fald bør holde sig fri af de
musikdramatiske strømninger derfra!
Mere humør er der over den satire mod operaen, som man kunne læse i
tidsskrifterne The Tatler og The Speetator. I en vittig artikel i The Speetator fra
marts 1711, fjorten dage efter førsteopførelsen af Handels opera Rinaldo på
Queen's Theatre, ironiserer Joseph Addison over alt det sceneudstyr, som er
nødvendigt i operaen (levende fugle, der flyver omkring hovedet på tilskuerne,
heste, som bryder igennem en mur, en flod, der løber hen over scenen) og
beklager samtidig at operateksterne er så dårligt skrevet: italienerne » .. fill their
writings with such poor imaginations and conceits, as our youths are ashamed
of before they have been two years at the university«.33 Hovedindvendingen
mod den italienske opera er for Addison dens mangel på common sense. I denne
sammenhæng kan man minde om The Speetators »formålsparagraf«: »Celebrare
domestica facta« (»Hædre de hjemlige handlinger«).
Humoristen og mådeholdspoeten over alle, Alexander Pope, måtte naturligvis
også føle sig stødt. I sit store digt The Dunciad giver han følgende malende
beskrivelse af den italienske opera:
When lo! a harlot form soft sliding by,
With mincing step, small voice, and languid eye:
Foreign her air, her robe's discordant pride
In patch-work flutt'ring, and her head aside:
By singing peers upheld on either hand,
She tripped and laughed, toa pretty much to stand;
Ja