Beggar's Opera gennem 250 år

Hvert af disse punkter kan overføres på Beggar's Opera. Endnu tættere er
forbindelsen til en enkelt af harlekinaderne, Harlequin Sheppard, opført på
Drury Lane i sæsonen 1724-25. Her optræder Harlekin i rollen som forbryderen
Jack Sheppard, Macheaths forbillede; som tidligere nævnt synges en sang
om Jonathan Wild (Beggar's Opera's Mr. Peachum) på en melodi, som senere
genfindes i Beggar's Opera, og endelig foregår arrestationen af Sheppard under
et besøg hos veninden Frisky MolI på en måde, som har en umiskendelig
lighed med Jenny Divers' angivelse i Beggar's Opera.
Med andre ord, Beggar's Opera - og dermed hele ballad opera-genren - er en
udbygning af den engelske harlekinade, som igen har rod i italiensk commedia
dell' arte-tradition!
Forbindelsen til den anden dominerende musikteater-form, den italienske
opera, er af en ganske anden art. Mens Beggar's Opera viderefører harlekinaden,
gør den nar af operaen; traditionen, som først og fremmest bygger på en
bemærkning af Pope i indledningen til The Dunciad, har ligefrem villet give
Beggar's Opera æren for at have givet operaen dødsstødet - i hvert fald for en
tid. Det er nu nok lidt for meget sagt. Snarere kan man vel sige, at successen
var betinget af, at John Gay med sit værk opfyldte netop de behov, som det
brede publikum nærede og som det ikke længere kunne få opfyldt gennem den
italienske opera. Det var ikke Beggar's Opera, der »lukkede« den italienske
opera i 1728; men de samme samfundsmæssige forhold, som skabte grobund
for Beggar's Opera - og 15 år senere for Handels oratorier - forårsagede operaens
fald. løvrigt blomstrede den italienske opera jo op igen i London i 1760'erne
og 70'erne.
Den italienske operaer havde holdt sit indtog i London i 1705 med opførelsen
på Drury Lane af Arsinoe, Queen af Cyprus. An Opera af ter the lalian
manner: All sung, oversat til engelsk, med musik muligvis af Thomas Clay ton. I
løbet af de næste par årtier spilledes sideløbende »italiensk« opera på italiensk
og engelsk, men efter at Handel med et slag havde gjort sig bemærket som
operakomponist med sin Rinaldo i l711, blev det i højere og højere grad de
italiensk-sprogede operaer, som »tegnede« genren med Queen's Theatre (efter
Queen Anne's død omdøbt til King's Theatre) som det førende operahus.
Trods en ikke ringe bevågenhed især fra de øverste samfundslag, vandt formen
aldrig rigtig for alvor fodfæste på engelsk grund. Sproget var en alvorlig hindring,
ligesom de konventioner omkring dramaets opbygning, musikkens fordeling
på de medvirkende, det musikalske udtryk osv., som netop er en del af
den italienske opera seria's særkende, forekom mange englændere komisk og
ude af trit med sund fornuft. Det var ikke blot diverse intriger, som skabte
27