Beggar's Opera gennem 250 år

nuskript så at sige tog afsæt i operaen og udviklede en række tendenser, som i
operaen kun var antydet, således er også Kleine Dreigroschenmusik en reflekteret
viderebearbejdning af det allerede kendte stof. I en vis forstand en mere gennemarbejdet
version: en instrumental suite for koncertsalen er noget andet end
en række songs og ballader til et teaterstykke. Suiten spiller på kendskabet til
hele ideologien i de enkelte sange, som indgår i den, samtidig med at den har et
absolut musikalsk symfonisk præg. Hertil kommer, at det musikalske stof, som
allerede er til stede i partituret til Dreigroschenoper, men som i den konkrete
opførelse bliver »dækket« af stykkets handling og skuespillernes dramatiske
fremførelse af sangene, her i blæsersuiten træder klart og tydeligt frem.
Suiten består af otte satser, der hver for sig knytter an til et eller flere numre i
Dreigroschenoper - dog i en ganske anden rækkefølge end i operaen. Allerede i
dette udvalg af numre ligger der en form for kompositorisk proces. De sange,
der ikke bruges i suiten er dels de to finaler efter l. og 2. akt, dels de sange, der
mest direkte er indflettet i handlingen. I stedet er primært valgt sange, hvor
personerne træder ud af rollen og forholder sig alment kommenterende til
moral, udbytning og menneskelighed. Heri ligger vel forklaringen på, at Dreigroschenopers
vægtigste sang, »Seerauberjenny« (DGO nr. 6) slet ikke findes i
suiten trods sine umiskendelige musikalske kvaliteter og trods sin centrale
placering i hele Dreigroschenopers univers. Den lurende »farlighed«, der ligger i
denne småborgerskabet s flirt med magtens muligheder, beror på en fuldstændig
sammensmeltning mellem Brechts tekst og Weills (og Brechts!) musik i en
grad, som ikke kendes fra de øvrige sange. Som teater i teatret kan den ikke
løsrives fra forestillingen - end ikke selvom tilhørerne til suiten måtte være
fuldt fortrolige med Dreigroschenoper.
I det følgende gives en oversigt over de otte satser i Weills Kleine Dreigroschenmusik:
1. Ouverture
DGO 1: Ouverture 66
Her kommer den udvidede besætning i Kleine Dreigroschenmusik for alvor til
sin ret. Det viser sig f.eks. tydeligt i det kontrapunktiske, quasi-fugerede
mellemstykke. I operaen ligger en række vigtige stemmer i harmoniumet;
disse stemmer er i suiten lagt ud til blæserne (venstre hånd overtages af
fagot, højre hånd af klarinet), hvorved hele det kontrapunktiske spil kommer
til at fremstå klarere. Og herved bliver også spillet med og distancen til
den »neo-barokke« stilverden mere markant.
51