Beggar's Opera gennem 250 år

skab ikke undgå at blive forvirret over den retning satiren har taget - hvis man
da overhovedet bemærker nogen satire!
Det gjorde anmelderen af forestillingen i The New York Times, Brooks Atkinson
tilsyneladende ikke! I sin fyldige anmeldelse d. 27. december 1946 -
dagen efter premieren i New York - nævnes ikke et ord om noget politisk
budskab og ikke et ord om raceblandingen i opsætningens persongalleri. Anmelderen
hæfter sig ved, at LatoucheÆllington har lavet en overordentlig
seværdig forestilling ud af et forlæg, som »always had more prestige than
entertainment«. Der gøres meget ud af Ellingtons musik:
»Mr. Ellington has been dashing of! songs with remarkable virtuosity. Without
altering the basic style, he has written them in several moods - wry romances, a
sardonic lullaby, a good hurdy-gurdy number, a rollicking melody that lets go expansively.
An angular ballet cames offhis music rack as neatly as waterfront ballad. No
conventional composer, he has not written a pattern of song hits to be li/ted out of
their context, but rather an integral musical com position that carries the old Gay
picaresque yam through its dark modem setting«.
Atkinson må dog tage et enkelt forbehold:
There are obvious limitations to this style of camposing. As a musical show, »Beggar'
s H oliday« never quite breaks through the restraints of a sophisticated attitude
towards music and showmanship ... «
Alligevel kan anmeldelsen slutte med at proklamere, at » .... Mr. Ellington and
Mr. Latouche have given Broadway a score and lyries we can be proud of«.
Lad os se nærmere på forholdet mellem Beggar's Opera og Beggar's Holiday.
På plakaten står udtrykkeligt anført »based on 'The Beggar's Opera' by John
Gay« - altså helt på linje med Brechts angivelse på titelbladet af Dreigroschenoper.
Hovedparten af personerne er da også de samme, selvom enkelte har fået
nye navne. Således er Filch - den person i Beggar's Opera, der sikrer at pigerne
bliver med barn, så de undgår deportation - blevet til Careless Love C!),
ligesom luderne og gangsterne har fået mere tidsvarende navnelOl .
Endelig er der indført et par nye personer, først og fremmest The Cocoa
Girl. Handlingen er flyttet fra Londons underverden i det 18. århundrede til et
nutidigt gangster- og politikermiljø i USA. Manageren Perry Watkins markedsførte
den således: »A gay satire suggested in modern parallels to the 18th
century of John Gay's popular classic 'The Beggar's Opera' and transplanted
into the idiom of today's America«.
71