Kapitel 4

De analytiske redskaber
___________________________________________________________________________
I denne trinvise proces vil de regulative og instruktionelle registre også fungere samtidigt.
Det regulative ’mode’, ’field’ og ’tenor’ realiseret i særlige mønstre i theme,
transitivity og conversation struture. Det instruktionelle registers ’field, tenor og mode’
realiseret i andre theme, transitivity- og conversation structure-mønstre bidrager
også kollektivt i det instruktionelle registers forløb mod de særlige pædagogiske mål.
Ved hjælp af disse analytiske redskaber kan disse karakteristiske pædagogiske mål
identificeres.
4.17 Kodning af analysen af CONVERSATION STRUCTURE
Første skridt i analysen af udvekslingsstrukturen er at opdele transkriptionen i ytringer/taletræk.
Disse nummereres. Denne metode sikrer at også taletursskiftene nummereres,
hvilket gør det lettere at bestemme det antal skift som hver deltager bidrager
med, og det antal ytringsfunktioner der indgår i hvert skift.
Analysen må også tage højde for ufuldstændige taletræk og non-verbale taletræksrealiseringer.
Non-verbale handlinger som er betydningsfulde for interaktionen får tilføjet et nummer
og påtegnelsen nv.
Når transkriptionen er opdelt i taletræk, får hvert taletræk en ytringsfunktionsbetegnelse,
som fremstillet i netværket ovenfor.
Der er en fundamental forskel på at kode for modus og for ytringsfunktion. En grammatisk
kodning af en sætning kan foretages uafhængig af de sætninger, der befinder
sig omkring den. Men ytringsfunktioner kan kun udføres kontekstuelt, dvs. hvert taletræk
kan kun bestemmes ved at se på den relation det har til de tidligere taletræk.
4.17.1 Identifikation af taletræk i klassesamtalen
Hvordan genkender vi taletræk i en lang samtalesekvens? Selv om der ikke er ækvivalens
mellem taletræk og sætninger, er det alligevel oftest sådan, at forholdet mellem
taletræk og sætninger er meget tæt forbundet: De fleste sætninger udtrykker
taletræk, og de fleste taletræk er sætninger. For at afgøre om et eksempel er en sætning
eller et taletræk må to kriterier være opfyldt:
1. Sætningens grammatiske under- eller sideordning
2. Prosodiske faktorer (om slutningen af sætningen svarer til slutningen af en rytmisk
intonationsenhed
Disse to kriterier fanger et taletræks dobbelte identitet både som grammatisk og diskursiv
enhed.
Martins 561 definition på et taletræk som ’a clause which selects independently for
mood’ er et godt udgangspunkt, men den kan ikke stå alene. Underordnede sætninger,
som antager den sætningsform som den sætning har, den er bundet til, fungerer
ikke som selvstændige taletræk. En sætning som ikke gør dette er altså typisk ledsætninger.
Prosodiske mønstre har også betydning, men der er kun få eksempler i materialet.
561 Martin 1992:40.
199