Analyse af solafskærmninger mht. termiske og ... - Viden om vinduer

En del af solstrålingen, som rammer
solafskærmningen eller ruden, afhængig
af, om der er tale om indvendig eller
udvendig solafskærmning, reflekteres,
en del transmitteres og en del
absorberes i glasset eller
solafskærmningen. Solstrålingen, der
absorberes i ruden eller afskærmningen
vil medføre en opvarmning af disse, og
den absorberede solenergi vil overføres
til de bagvedliggende lag ved
varmestråling og konvektion. I figur
d.2.a ses en skitse af princippet.
Såfremt der er ventilation mellem nogle
af lagene, vil dette kunne fjerne noget af solenergien. Den indirekte transmitterede
solenergi består således af tre bidrag: Varmestrålingsfaktoren (gt), konvektionsfaktoren (gc)
og ventilationsfaktoren (gv), hvor følgende sammenhæng gælder. [prEN 13363-2, 2002]
q g g g
Ligning D.2.b
i
t
c
v
Den totale solenergitransmittans bestemmes på grundlag af oplysninger om de enkelte lags
reflektans, transmittans og absorptans for solstråling samt rudens og solafskærmningens
varmetransmissionsforhold. Den sekundære varmestrøm findes på baggrund af solenergien
absorberet i vinduets glaslag og solafskærmningen, varmeovergangen mellem glaslagene,
varmeovergangen mellem glas og solafskærmning samt overgangsisolanser udvendigt og
indvendigt.
Den totale solenergitransmittans bestemmes her vha. det europæiske program WIS.
Desuden anvendes ParaSol til at beregne de månedlige gennemsnitsværdier for g-værdien.
Ved beregning af g-værdien for solafskærmningerne, var det ikke muligt at modellere de
nøjagtige forhold, men der måtte foretages en række antagelser. I det nedenstående vil de
anvendte modeller i WIS og ParaSol kort blive beskrevet.
D.2.2 Inputdata til WIS
Figur D.2.a Total solenergitransmittans [U-003, 2001]
Ruden blev modelleret som en 4 mm tyk dobbelt lags rude med almindeligt glas (IPflo04)
med et luftmellemrum på 12 mm, svarende til referenceruden.
Det blev antaget, at rammen havde en U-værdi på 3 W/m 2 K, og en bredde på 0,12 m. Den
aktuelle bredde af rammen var egentlig kun 0,8 m, men idet det i WIS ikke var muligt at
modellere de to vinduer, blev rammetykkelsen sat således, at det samlede glasareal for det
aktuelle vindue og modellen i WIS stemte overens. Linietabskoefficienten for rammen blev
sat til 0,06 W/m K, svarende til en træramme.
I WIS var det kun muligt at modellere solafskærmninger som lameller. For således at
modellere screenen og filmen blev det antaget, at disse to bestod af 500 mm brede lameller
med en indbyrdes afstand på 500 mm, som var fuldt lukkede (90 ).
32