Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Kvalitet i den offentlige sektor
riet som snart de fleste kommuner, har et katalog over værdier, som medarbejderne
skal forholde sig til og anvende i praksis. Disse værdikataloger er i høj grad forskellige
fra kommune til kommune, fra ministerium til ministerium og medfører reelt en ophævelse
af en fælles værdiholdning, der kan danne grundlag for sammenhængskraft i
samfundet og individuel hensyntagen. Alle holdninger og værdier er i princippet lige
gode, og man kan derfor stort set argumentere for ethvert synspunkt, da det altid er
muligt at finde en eller flere værdier eller holdninger, der netop støtter det synspunkt,
man har.
7. Det tredje element i samtidsdiagnosen benævnte jeg fagpluralisme. Heri ligger, at
den ensartede opfattelse af, hvad faglighed er, som Webers bureaukratimodel forudsætter,
ikke er til stede i dag. Dette vises måske bedst gennem nogle undersøgelsesresultater.
I socialministeriets publikation Undersøgelse af retssikkerhedsloven fra 2004,
sættes der fokus på borgerinddragelse ifølge retssikkerhedslovens § 4. Undersøgelsen
er finansieret af Socialministeriet og gennemført af Rambøll Management i samarbejde
med VFC Socialt Udsatte og nogle forskere fra Aalborg Universitet. Undersøgelsen
kommer bl.a. til, at der i den politiske ledelse og forvaltningsledelsen i landets kommuner
er et begrænset fokus på, hvordan styring af borgernes medvirken i egen sag
skal forvaltes. Undersøgelsen peger samlet på, at den politiske ledelse og forvaltningsledelsen
ikke i tilstrækkeligt omfang påtager sig deres ledelsesansvar og prioriterer implementeringen
af retssikkerhedslovens § 4. Vedrørende den konkrete sagsbehandling
kom undersøgelsen frem til, at sagsbehandlernes praksis er meget forskellig, hvad angår
etablering af borgermedvirken i henhold til retssikkerhedsloven, fordi de har betydelig
frihed til selv at tilrettelægge sagsbehandlingen på dette område. Ud over rækken
af generelle karakteristika ved sagsbehandlernes praksis er der også forskelle givet
ved sagsbehandlernes uddannelse og det område, de arbejder på, og den regulering
der præger det enkelte område.
I en anden undersøgelse som Socialforskningsinstituttet foretog i 2001 med titlen
”Der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad man har krav på – forældre til børn med
handicap møder det sociale system”, foretaget af Steen Bengtsson og Nina Middelboe –
kommer man frem til noget tilsvarende. Borgerne oplever meget forskellige og ofte
manglende oplysninger. En borger udtrykker sin kritik således:
”Endvidere synes jeg ikke det offentlige (kommunen) oplyser om vore
rettigheder som forældre til et handicappet barn. Vi skal ofte selv spørge
og kæmpe for tingene, hvilket er utroligt opslidende og gør en gal og ked
af det, da man jo kun ønsker at hjælpe sit barn! Forslag til forbedring:
Fortæl om vores rettigheder og muligheder fra start!”
I en tredie undersøgelse af børnesager – særligt vedrørende den forebyggende indsats
– af Else Christensen og Tine Egelund fra Socialforskningsinstituttet fra 2002 sammenfattes
resultaterne bl.a. således (Christensen og Egelund 2002, side 25):
12
”Det forebyggende arbejde bygger sjældent på klare begreber for udviklingstrusler
mod børn eller for metodekategorier. Sagsbehandlerne er
uvante ved at tænke teoretisk og anvende veldefinerede begreber for
påvirkninger, der truer børns udvikling, eller for deres egen metodiske
indsats, hvilket gør det vanskeligt (eller umuligt) både at analysere/vurde-