Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Jobcentre i spændingsfeltet mellem stat og kommune
Regeringens lancering af det enstrengede system
Allerede ved VK-regeringens tiltrædelse blev der sendt et tydeligt signal om de organisatoriske
ændringer af styringsstrukturen, som var i vente. Aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere
og sygedagpengeområdet blev flyttet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet
(det tidligere Arbejdsministerium). Herefter følger i 2002 “Flere
i arbejde”, som navnlig i lyset af begyndende flaksehalsproblemer handlede om at
øge det effektive arbejdsudbud. Det nævnes imidlertid også i regeringens oplæg, at
man arbejder frem mod et “enstrenget arbejdsmarkedssystem, hvor målet er en fælles indgang”
uden, at der dog blev taget konkrete initiativer hertil (Regeringen 2002: 9).
Derefter går spillet omkring strukturreform i gang. I Beskæftigelsesministeriets sektorrapport
til Strukturkommissionen (april 2003) fremgår det imellem linjerne at ministeriets
foretrukne model hviler på en kommunal forankring (Beskæftigelsesministeriet
2003: 192-193). Set fra centraladministrationens synsvinkel præsenterer Strukturreformen
formentlig et åbent “policy-vindue”, der dels kan benyttes til at få styr på de
“uregerlige” kommuner gennem en stærkere central styring og regulering af den
kommunale beskæftigelsesindsats, dels kan afskærme beskæftigelsesministeren fra et
notorisk upopulært politikområde, idet opgaven formelt set overlades til kommunalbestyrelserne.
På den vis repræsenterer modellen en ny vej i styringen af beskæftigelsespolitikken,
hvor ministeransvarligheden mindskes (og ministerbeføjelserne øges),
samtidigt med, at den centraladministrative styringsform kan fastholdes og endog
udvides til at omfatte det kommunale område. Et ikke ukontroversielt biprodukt heraf
er dog, at arbejdsmarkedets parter delvist sættes på et sidespor.
Strukturkommissionen er ikke sen til at tage handsken op og anbefaler i betænkningen
til regeringen et enstrenget system, som er forankret i kommunerne (Strukturkommissionen
2004: 34-35). Det er endvidere værd at bide mærke i, at kommissionen
i den sammenhæng taler om, at “En sådan omlægning indebærer endvidere, at kommunerne
får et finansielt medansvar for de forsikrede ledige” (Strukturkommissionen
2004: 34-35) og definerer et enstrenget system som “et system, hvor ansvaret for alle
målgrupper og ydelser på beskæftigelsesområdet varetages i samme system” (Strukturkommisionens
hovedbetænkning: 579). Dette vil betyde enden for a-kassesystemet, som
udgør en meget vigtig rekrutteringskanal for fagbevægelsen. Et enstrenget ydelsessystem
vil således på længere sigt være en bombe under fagbevægelsen. Strukturkommissionen
anfører dog flere gange, at der fortsat skal være statslig styring, samt at arbejdsmarkedets
parter stadig skal have indflydelse.
Til trods for forsikringerne om nødvendigheden af fortsat statslig styring og partsstyring
er Strukturkommissionens anbefaling udtryk for en klar kommunalisering af beskæftigelsespolitikken,
som naturligt leder tankerne hen imod, at et stort politikområde
overlades til kommunerne for at sikre deres opbakning til den samlede strukturreform
(jf. Larsen 2004). Strukturkommissionens anbefaling om en kommunalisering
vækker mildest talt derfor heller ikke begejstring hos arbejdsmarkedets parter og Socialdemokraterne,
hvor en statslig forankring af beskæftigelsesindsatsen er den foretrukne
model (Høringssvar 2004). De politiske forhandlinger om strukturreformen tager
derefter fart i foråret 2004, hvor beskæftigelsesområdet som noget særligt udskilles
i et selvstændigt forløb med beskæftigelsesministeren for bordenden. Regeringen
lægger sig i sit udspil fra april 2004 tæt op ad Strukturkommissionen og anbefaler et
49