Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Kvalitet i den offentlige sektor
Et kommunalt forankret beskæftigelsessystem ville imidlertid udgøre et markant brud
med den hidtidige organisering og styring på beskæftigelsesområdet. Arbejdsmarkedspolitikken
har traditionelt haft fokus på de landsdækkende funktionelle hensyn,
hvilket styringsmæssigt er søgt matchet med en forholdsvis stærk central styring samt
en væsentlig rolle til arbejdsmarkedets parter. Omvendt har socialpolitikken traditionelt
været en kommunal opgave, dvs. overvejende lokalt forankret med styring af folkevalgte
politikere (Larsen m.fl. 2001; Damgaard 2003). Over tid har der udviklet sig
to meget forskellige systemer og kulturer. Karikeret kan man sige, at AF-systemet, med
ministeransvalighed i et statsligt dekoncentreret system, har været meget optaget af
legitimitet i form af analyse og dokumentation, samt af om man lever op til de fastsatte
produktionsmål og effekter. Indsatsen forklares langt hen ad vejen ud fra tal.
Hos kommunerne har man med kommunalt selvstyre og udstrakt autonomi ofte
været mere optaget af metoder, projekter og bestemte målgruppers problemer, mens
analyse og dokumentation fylder mindre (dog afhængig af kommunernes størrelse).
På økonomisiden er der ligeledes stor forskel på de to systemers styringsformer. AF
har haft en samlet økonomisk ramme, der alene er målrettet den beskæftigelsespolitiske
indsats. Det gav stabile og forholdsvis gode økonomiske betingelser. Omvendt er
kommunerne underlagt den kommunale økonomi, hvorunder der skal prioriteres
mellem flere områder ud over de beskæftigelsesmæssige opgaver. Samtidig har kommunerne
forsørgelsesudgifter, hvilket ikke berører AF. Man kan argumentere for, at de
forskellige modeller giver kommunerne et større incitament til at få flere i arbejde.
Omvendt kan det også betyde, at den beskæftigelsesmæssige indsats ender i en budgetklemme,
hvor området nedprioriteres til fordel for andre områder. Disse forskellige
funktioner og logikker tilsiger, at det beskæftigelsespolitiske system ikke kan bygges
op efter alene ét styringsprincip (jf. Larsen 2004).
Siden starten af 1990’erne er der imidlertid sket en arbejdsmarkedsorientering af socialpolitikken,
hvorved de to systemer opgavemæssigt har tilnærmet sig hinanden. De
kommunale målgrupper er gradvist blevet omfattet af aktiveringspolitikkens krav om
deltagelse i jobtræning, uddannelse, vejledning m.v. Aktivering og selvforsørgelse er
dermed blevet væsentlige fælles pejlemærker for de to systemer (Damgaard 2003; Torfing
2004). Samtidig blev der i 1998 oprettet lokale koordinationsudvalg, hvor arbejdsmarkedets
parter fik en rådgivende rolle over for kommunalbestyrelserne i forhold
til initiativer omkring et mere rummeligt arbejdsmarked (Andersen og Torfing
2004; Bredgaard 2004).
Med “Flere i Arbejde” fra 2002 forsøgte regeringen endvidere at harmonisere tilbud
og redskaber for henholdsvis forsikrede og ikke-forsikrede ledige. Endvidere er der en
række beskæftigelsespolitiske opgaver, som fordrer høj koordination mellem AF og
kommuner (sygedagpengesager, overførsel af personer mellem systemerne, virksomhedsservice,
offentlig jobtræning, mv.). Der er således flere gode argumenter for en
bedre koordineret indsats eller visionen om et enstrenget system. Det er imidlertid ikke
ligefrem de indholdsmæssige diskussioner om de to systemers koordination og
mulige fælles opgavevaretagelse, der kommer til at præge regeringens lancering af det
enstrengede system og den efterfølgende beslutningsproces. Snarere kommer det til at
handle om en endelig afklaring af, hvem der skal forestå den samlede opgave (Larsen
2004).
48