Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Kvalitet i den offentlige sektor
Normpluralismen betyder, at der i regionerne og kommunerne er andre – navnlig økonomiske
– normer på spil, når en reform skal implementeres. Som et eksempel kan
nævnes anbringelsesreformen, der trådte i kraft 1. januar 2006. Der er tale om en
større lovpakke, der skal føre til nye efterværnsmuligheder for de over-18 årige, en
omlægning af indsatsen for de 15-17 årige, øget brug af netværksplejefamilier, flere
sagsbehandlingsregler mv. Politikerne bag reformen besluttede, at der blev tilført mere
end 400 millioner kroner alene i perioden fra 2005 til 2009. Dette har imidlertid allerede
vist sig ikke at holde stik, da kommunernes opfattelse af det økonomiske behov
er anderledes på en række centrale områder. Det er ikke muligt at overskue, hvilke
konsekvenser det får for reformens heldige forløb, at den tiltænke økonomiramme
ændres. Det klassiske eksempel på økonomisk regulering på tværs af retlig regulering
er fra 1990’erne, hvor politikerne ønskede, at færre kom på førtidspension. I stedet
for at ændre pensionslovgivningen valgte man at regulere antallet af førtidspensioner
over byrdefordelingsreglerne mellem stat og kommuner, således, at kommunerne
skulle bære en større andel af omkostningerne ved tildeling af pension. Det er naturligvis
helt i folketingspolitikernes magt at ville begrænse antallet af førtidspensionister,
men det undergraver retssikkerheden, at kommunerne pludselig ændrer praksis,
uden det retlige grundlag tilpasses. Er det lovgivningen eller økonomien, der skal
bestemme, om en person skal have førtidspension?
Den faglige pluralisme fører til, at kommunerne ikke altid har den faglighed, som er
nødvendig for i praksis at kunne omsætte velfærdsreformer til konkrete handlinger i
forhold til borgerne. Før kommunalreformen var der i amterne udviklet specielle enheder
på fx handicapområdet, som nu er overgået til kommunerne. Disse enheder var
kendt for et højt fagligt niveau, oparbejdet gennem mange år. Ligesom på hospitalsområdet
er det på nogle områder nødvendigt at samle specialister i enheder, for at
de kan opnå den tilstrækkelige erfaring, som følger af løbende at have sager af ensartet
og kompliceret karakter. Meget tyder desværre på, at denne faglighed svækkes eller
i værste fald forsvinder i den nye kommunalstruktur.
Politikerne er opmærksomme på denne problemstilling og har reageret med at lovgive
om, hvad faglighed er. På det socialfaglige område kom fx ressourceprofilen og på
det skolepædagogiske område kom regler om handleplaner. Vi ser her en udvikling,
hvor det politiske trænger helt ind i de faglige metoder.
10. Der er næppe tvivl om, at politikerne i større eller mindre omfang er bekendt
med de forhold, som jeg her har benævnt fragmentering, normpluralisme og faglig
pluralisme. Imidlertid peger de politiske initiativer ofte i retning af den moderne samfundsmodel.
Mange ankeinstanser – fx Ankestyrelsen på det sociale område – har til
formål at ensarte afgørelser i landets kommuner, og det samme ligger bag lovgivningen
om faglige metoder. Altså bestræbelser på at få samfundet til at ligne det moderne
hierarkiske samfund med klare kommandoveje fra Folketinget til de enkelte kommuner.
Denne bestræbelse vil næppe lykkes, og det vil heller ikke være hensigtsmæssigt.
Den underskov af normdannende elementer i alle dele af samfundet indeholder
værdier, som absolut ikke bør sættes over styr i centraliseringsbestræbelser.
11. Konklusionen er, at det er nødvendigt med en adækvat samfundsmodel, hvis
velfærdsreformer skal kunne sætte sig igennem som tænkt og vedtaget. En sådan
samfundsmode er det i høj grad en forskningsopgave at komme med udkast til. Der
14