Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

Diskussioner foregår i statslig og kommunalt regi, hvor diskussionerne bl.a
omhandler restriktioner og retningslinier. Bruddene og reformerne efter
1849 har alle grader af ‘frihed’ over sig, men de nye borgervalgte politiker
lægger på flere områder restriktioner ind, ved eksempelvis at gennemføre
en byggelov i 1856 og sundhedsvedtægter i 1860. Det samme sker da det
traditionelle laugssystem for håndværk og handlende nedlægges og erstattes
af ‘næringsfrihed’; det brud kræver på sammen måde omorganisering,
for selv om det hedder næringsfrihed og i princippet skal give alle ret til frihandel
og næring, så er det nødvendigt at diskutere, hvordan denne nye
frihed skal forvaltes.
Mange personer, foreninger og sammenslutninger får reelt mulighed for indflydelse
- en indflydelse som kun tidligere har været de få beskåret, nemlig
de få som har været i statens og kongens tjeneste, og som har haft særlige
privilegier. Med ‘bruddene’ er det selvfølgelig ikke alle i København, for
hvem indflydelse er en mulighed, for som jeg nævnte i kapitel 3, var det kun
1,6 % af københavnerne, der reelt havde stemmeret.
De diskussioner, debatter og problematiseringer, jeg vil gennemgå er derfor
også tidstypiske - og dette ikke kun forstået som de specifikke emner, der
bliver sat til debat, men også, at der bliver gjort ‘rum’ for diskussionerne.
Man forsamler sig og som borger frigør man sig fra enevælden og kongemagtens
bånd netop ved at indgå i en lang række nye fora. Som gennemgået
i kapitel 4, er det fra 1840 med Borgerrepræsentationen som forum, og
her i 1850' erne blomstrer der kongresser, verdensudstillinger, nye tidsskrifter
og foreninger op. Der har tidligere været selskaber og laug, men efterhånden
avler den ene forening den næste; der kommer industriforening,
lægeforening,‘Københavns Grundejerforening’ osv. osv.
Københavns kommune får nye og udvidede beføjelser med den nye kommunallov
i 1857 og derved nye ansvarsområder at varetage, hvor det tidligere
havde været staten, der havde varetaget bl.a vandforsyning og brolægning,
og med kommunalreformen får København egen stadsingeniør, til
at varetage de nye infrastrukturelle projekter.
Jeg vil i dette kapitel gå tæt på dele af den proces, som udspiller sig i København,
og hvor kritiske røster bl.a er fremme over det ‘ufuldstændige’ system,
som man vil byde københavnerne. En rigtig god kilde til understrege,
at diskussionerne omkring løsningerne af de hygiejniske problemer ikke er
aftagende, er beretningerne fra ‘Den Hygieiniske Congres i Kjøbenhavn,
110
110