Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

Fra aktiv ‘Strøm’ til passiv ‘Recipient’
Ser man samlet på perioden 1900-1970, er det åbenlyst, at der var en
stærk tiltro til, at Øresund med sin stærke ‘Strøm’ nok skulle klare sig og
overleve, trods den store mængde af spildevand, der hver dag blev lukket
ud. Havvandets fylde stod for ‘fortyndingen’ , og ’Strømmen’ for iltningen.
Man havde iværksat mekanisk rensning og bundfældning foran nogle af udløbene,
men det var for at papir, sand og klude ikke skulle gå i pumperne,
og for at latrinen ikke skulle sætte alt for tydelige brune spor i Øresund. Af
de usynlige stoffer i vandet, var det kun bakterierne, man endnu så som et
problem, og løsningen var, at stoppe badning i nærheden af kloakudløbene,
og at føre kloakudløbene længere væk fra kysten. Når man diskuterede
havforureningsproblemer, var det stort set stadigvæk kun de kystnære områder,
søerne, og vandløbene man tog i betragtning, da spildevandet her
ikke havde mulighed for at blive opløst.
Det kunne i denne forbindelse være spændende mere detaljeret at studere,
hvornår man for alvor begynder at ‘tvivle’ på Øresunds ‘Strøm’ og ‘selvrensning’.
Hvor havet og Øresund før var blevet regnet og anset som en
‘Naturkraft’, et ‘Verdenshav’ med stærk ‘Strøm’, som en stærk aktiv og
medspillende ‘aktant’, bliver Øresund i stedet til en ‘recipient’, en passiv
modtager, der er offer for menneskehedens forurening.
Men hvornår og hvordan bringer græsrodsbevægelser, biologer, kemikere
eller andre naturvidenskabsfolk deres argumenter og undersøgelsesresultater
ind i debatten? Et detaljeret studie af denne‘skepsis’ har jeg desværre
ikke haft mulighed for at medtage i denne afhandling, men der sker helt tydeligt
et brud i forståelsen af havets rolle. Sådanne mere generelle miljøproblematikker
indgår også i de nuværende kloak-og spildevandsdiskussioner,
der som nævnt i indledningen, netop har været med til at sætte dagsordenen
for denne afhandlings problematik.
Hvor kloak og spildevandsdiskussionerne i 1800-tallet navnlig var en del af
byens og lægernes sundheds- og hygiejneforebyggelse og forskning, så
kommer ingeniører, biologer og kemikere for alvor på banen fra 1960'erne
og 1970'erne. Som nævnt, har jeg i denne afhandling ikke haft mulighed for
at gå i detaljer med denne periodes ‘miljø-diskurs’ og specifikke ‘miljøpraksis’,
men i næste kapitel vil jeg dog give et kalejdoskopisk rids af dele
af de nye problematikker.
266
266