Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

samlede latrinen i store beholdere, hvor man tilsatte svovlsyre for at binde
ammoniakken, og derefter blev massen inddampet, så væden forsvandt og
der kun var tørt pulver tilbage. Fabrikken ville betyde, at man ikke længere
skulle opbevare den rå latrin eller transportere denne ud på landet; med
poudretten var det lettere, da den kunne forsendes som en almindelig handelsvare,
uden særlige hensyn. 388 Man skulle stadigvæk bruge latrintønder,
men forslaget gik på en klar forbedring af tøndernes materiale, de skulle
forsynes med låg, de skulle dampes, og ved epidemier tillige desinficeres.
I ‘Betænkningen’ understreges det tillige, at det ikke var det samlede Natrenovationsfællesudvalg,
der ønskede en sådan fabrik, da to af medlemmerne
frygtede, at når fabrikken skulle have en fast kontrakt på at udføre et bestemt
antal tønder, så ville dette forhindre en hurtig installation af de meget
bedre vandklosetter. 389
Landmændene og den rå latrin
I hele den periode Natrenovationsfællesudvalget havde arbejdet, havde det
haft kontakt til både landmænd og sogneråd i Københavns omegn, og udvalget
havde forsøgt, at få landmændene til at love, at aftage latrinen fra
København:
“Medens dette har været os en Nødvendighed, kunne vi ikke
Andet end beklage, at vi ikke hos Landmændene have stødt paa
en saa stor Interesse for Sagen, som man paa Forhaand havde
havt Grund til at forvente (...) vi have ikke truffet hos dem den
Varme for Sagen, der skulde have gievet sig Udslag i Tilbudet
om virkelige Ofre for en saavel for Byen som for Agerbruget heldig
Løsning..(..)”
“...det fremfor Alt har været dels de meget afvigende Udtalelser
og dels det lidet Positive i deres Anskuelser..”
Allerede i februar 1893 havde Kjøbenhavns Amts Landboforening sendt et
brev til Natrenovationsfællesudvalget, hvori de understregede, at land-
388 Ibid.
389 2 ud af 8 var altså imod poudrettefabrikken. Det var Kayser og Oberst
Sommerfelt.
218
218