DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

Forestillingen, om at de økonomiske spørgsmål altid er de vigtigste,ligger dybt i navnlig de store og regeringsbærende partiers politikere,men der er egentlig ikke meget, der støtter den, når man ser påvælgeradfærden.En nypolitisk dagsorden?Spørger man i vore dage de danske vælgere, hvad der efter deresmening er de vigtigste problemer, politikerne bør tage sig af, er det daheller ikke de økonomiske problemer, der nævnes først. Siden 1980erne erandelen af økonomiske problemer, der betragtes som vigtige blevetreduceret kraftigt. Den svækkede interesse for økonomiske spørgsmålfalder godt i tråd med teorien om den nypolitiske dagsorden.Allerede i 1970erne fremsatte den amerikanske forsker RonaldInglehart sin teori om „postmateralisme“ med udgangspunkt isocialpsykologien Abraham Maslows teori om „behovspyramiden“. 4 I taktmed at fattigdommen forsvandt blandt de brede masser i de vestligesamfund, blev andre behov mere fremtrædende: behovene for socialkontakt og anerkendelse, aktivitet og selvudfoldelse, etc. Et værdiskift, ellerhvad Inglehart kaldte en „stille revolution“, var i gang i de yngregenerationer i Vesteuropa.Dette værdiskift har imidlertid vist sig at have mange forskelligepolitiske udtryk, både på venstre og på højre side af det politiskespektrum. Inglehart forestillede sig en udvikling i retning af meretolerance, demokrati, åbenhed og kreativitet – altså nogle af de værdier,som ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne gik ind for. Ingen synes athave forestillet sig, at nationalisme og religiøs fundamentalisme senerehen kunne erobre den politiske dagsorden.En mere generel teori har efterhånden vundet frem, ifølge hvilken derer en naturlig rækkefølge i de opgaver og problemer, staten står overfor. 5I første omgang må staten løse nogle ydre og indre sikkerhedsproblemer.Grænserne må fastlægges, røverbaroner må afvæbnes og gadevoldenreduceres så meget, at det økonomiske liv kan komme i gang. Næste fasebliver da at skabe økonomisk vækst og tilvejebringe infrastrukturenhertil – veje, havne, postvæsen etc. I tredje fase rettes opmærksomhedenmod den sociale dagsorden. Borgerne ønsker at føle sig somligeberettigede medlemmer af samfundet, også når de bliver gamle, ellerhvis de rammes af sygdom og arbejdsløshed eller andre ulykker. Fjerde ogforeløbig sidste fase kommer, når alle disse opgaver er nogenlundetilfredsstillende løst. Nu ønsker borgeren, at staten skal interessere sig fordet, vi med et noget vagt begreb kalder livskvalitet. Vi ønsker at bo i etpænt nabolag og bevæge os i et rent og smukt miljø. Vi ønsker også frihedtil at være os selv, til selvudfoldelse og aktivitet.Alt dette skal staten og kommunerne tage sig af i det moderne samfund,og teorien går da også ud på, at forventningerne til staten er voksende, en„forventningernes revolution“. Det er altså ikke just nogen ønskedrøm forvore dages liberalister, der jo gerne ser staten begrænset mest muligt – deengelske liberalister fra 1800-tallet forsøgte faktisk at skære statens rolle nedtil det, vi her kalder fase 1-opgaverne, altså den fysiske sikkerhed. Det vistesig imidlertid politisk nødvendigt at gøre noget ved de tilbagevendendeøkonomiske kriser og den voksende økonomiske ulighed, og siden erstatsmagten vokset støt.Når politikerne og statens funktionærer ikke bukker under forforventningspresset, skyldes det, at opgaverne tilhørende fase 1 og 215