DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

fremtidens arbejdsmarked en ret stor gruppe af borgere, som ikkehonorerer normalarbejdspladsernes krav. Men det udelukker altså ikkesociale og økonomiske stramninger.Men hvad med velfærdsservicen?Tag så den dyre velfærdsservice. Her er det helt anderledes. Der erikke ét eksempel, der godtgør politikernes mod til at indskrænke service– eller at effektivisere dens produktion. Nuvel, det vrimler konstantmed historier om besparelser i kommunernes børneinstitutioner, skolerog ældrepleje, og er det ikke rigtigt, at mange af regionernes sygehuselige nu opsiger både læger og sygeplejersker? Javel, det er en del afkampen om sjælene. Vedkommende vinder, der kan få os alle sammentil at tro, at der er skåret, og at der i løbet af kort tid igen vil blive skåretpå bevillinger og normeringer. Sandheden forbliver imidlertid, atudgifterne til velfærdsservice sammen med antallet af medarbejdere ivelfærdsservice støt og roligt vokser. Sektoren har aldrig været større.Sandheden er også, at politikerne på stribe får uld i mund, når mannærmer sig dette emne. Her står man nemlig over for en solidtfasttømret velfærdskoalition bestående af velformulerede brugere. Ikkeen af dem har det mindste at tabe ved at insistere på deres adkomst til enservice, som er gratis for dem. Deres støtter er hundredtusinder afvelorganiserede ansatte, hvis tillidsfolk har et meget stort ord at sige iden del af den politiske og administrative beslutningsproces, somfastlægger bevillinger og organiseringen af sektoren, og som påhverdagsbasis er med til at lede og drive dens institutioner. En sådanmagtbastion berører politikere, der er ved deres fulde fem, kun medbløde vanter.Det kommer også til udtryk i regeringens nye 2020-plan. Man talernok engang om afbureaukratisering og bebuder lanceringen af plan II,hvor ingen husker, hvad plan I gik ud på, og i særdeleshed ikke om denleverede varen. Man taler tilsvarende om effektivitet, men det er iløsningen af administrative opgaver. Det er fint nok, men kunne detikke tænkes, at der også var et effektivitetsproblem inden forvelfærdsservicen? Jo vel, men det rører vi ikke ved, for der er politisk altfor meget på spil, og derfor ved vi ikke, hvordan vi skal gribe det an.Efterlønnen og den sprængfarlige service„Det er mig en gåde, at det kan være et tabu at bede en rask og rørig60-årig frisør, læge eller pædagog om at tage endnu et par år påarbejdsmarkedet,“ anførte Margrethe Vestager for nylig. Ikke destomindre er det politisk sådan, at lige netop efterlønnen siden 1990’ernehar opnået samme politiske urørlighed som velfærdsservicen. Der er envis logik i det, for efterlønnen, der var tænkt som en gave til 1970’ernesældre og langtidsledige, blev også grebet med kyshånd af en del af dem,som den radikale leder refererer til i ovenstående citat. De er i arbejde,de har været i arbejde, og derfor har de råd til at forladearbejdsmarkedet før tiden, når det offentlige gennem efterlønnenspæder lidt til. Samtidig skræmmer 1998-indgrebet i efterlønnen fortsatalle de partier, hvoraf mere end ét nødvendigvis skal med i en ny aftale.Før man fortvivler over politikernes endnu en gang manglende modtil at gøre noget ved fremtidens udfordringer, skal man huske på, at detfaktisk lykkedes for daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen atindbygge en ny begrænsning i ordningen, da velfærdsforliget blev67