DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

genvalgt! Det er jo aldrig sket før!“, sagde et yngre, kvindeligtfolketingsmedlem. Mit svar var: „Og hvad så? Det er vel grundlæggendeligegyldigt at blive genvalgt, hvis man ikke får gennemført den politik,man synes om? Altså bortset fra, hvis det ikke er den førte politik, derinteresserer én mest.“ Jeg spurgte retorisk, hvad det næste mål skullevære, når man ved et valg i 2004 eller 2005 havde bevist, at man forførste gang nogensinde kunne få en Venstre-statsminister genvalgt? „Atblive genvalgt to gange? At blive genvalgt tre gange? At blive den længstsiddende liberale regering nogensinde?“ Det var lidt ment som enprovokation, men skulle vise sig at være tragikomisk præcist i forhold til,hvilke argumenter man rent faktisk kom til at høre fra VK-politikereefter 2005- og 2007-valgene. Det pågældende kvindeligefolketingsmedlem førte de næste år en loyal, upåagtet rolle og blevuundgåeligt behørigt belønnet med en ministerpost.Ikke alle reagerede sådan. Et par V-folketingsmedlemmer sendte migindforståede ansigtsudtryk, og en enkelt kom venligt op og bad om atmåtte få mine PowerPoint-dias. Sigende nok blev denne person holdtbagest i folketingsgruppen og ikke genvalgt. De andre blev først ministreet pænt stykke tid efter 2001 – da også de havde lært ikke at insistere på,at en liberal regering bør forsøge at føre liberal politik.KonsekvenserneHvad blev resultatet af den af VK-regeringen lagte linje? Mediernehar gennem det seneste årti brugt megen tid på indvandrings- ogintegrationspolitikken, udenrigspolitikken og i de første år ikke mindstAnders Fogh Rasmussens mere symbolske, værdipolitiske udmeldinger.Det har i mange henseender været forståeligt nok, men samtidigt harfokus i realiteten ikke været på en udvikling, som ellers nok traditioneltburde have kunnet få borgerligt-liberale politikere til at hæve stemmen:Den af VKO-flertallet førte overbudspolitik har resulteret ioffentlige udgifter, der bedst kan betegnes som værende løbet løbsk –bortset fra at det antyder, at der er tale om et uheld og ikke en bevidstligegyldighed overfor konsekvenserne af ens egen politik. Det offentligeforbrug er i perioden 2001-2010 steget med i gennemsnit 1,7 pct. omåret – hvilket er voldsomt meget mere end hvad Nyrups SR-regeringhavde planlagt. Det har allerede givet Danmarkshistoriens højesteoffentlige forbrug. Fortsætter den lagte linje over de næste ti år, vil manmangle penge svarende til 3 pct. af BNP – og det vel at mærke under ennoget urealistisk antagelse om, at et evt. nyt ABØF-flertal ikke skullekunne finde på at hæve de offentlige udgifter yderligere.Samtidigt har man præsideret over et stigende skattetryk (målt somsamtlige skatter og afgifters andel af BNP) – en stigning, der påoverfladen ser beskeden ud, fra 48 pct. i 2002 til 48,2 pct. i 2009, mensom undervejs passerede en Danmarkshistorisk rekord på 51 pct. i 2005og reelt dækker over en massiv stigning i skatteindtægterne, som blot erkamoufleret af, at BNP (hvori også indgår overførselsindkomster)samtidigt er steget betragteligt. Det er blevet muliggjort gennemindførelsen af over 250 nye skatter og afgifter, desuagtet eksistensen afdet nominelle „skattestop“ (2001-09), frem til Skattereformen og„Genopretningsplanen“ fra 2009/2010, der tilsammen reelt indebar enaf de største skatteforhøjelser i nyere tid, som bogstaveligt vil få pengenetil at fosse ud af borgernes lommer og ind i de offentlige kasser. Der er idag langt flere offentligt ansatte og flere modtagere af offentlige84