DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

RÆSON#30. september 2009Troels Mylenberg om Christiansborg: DaDanmark fik en oppositionTirsdag åbner Folketinget. Oppositionspartierne er tilbage, men balancenmellem blokkene synes foreløbig urokkelig. Det kommende år bliverafgørende for næste valg: Det er over de næste 12 måneder,regeringsalternativet skal optjene vælgernes tillid.Af Troels MylenbergPå tirsdag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for førstegang åbne Folketinget på den traditionsrige første tirsdag i oktober,hvor folkestyret rulles ud i al sin glamourøse pragt med alt fragudstjeneste og dronningebesøg over forudsigelig oppositionskritik afstatsministerens tale til Enhedslistens larmende ankomst ifolketingssalen efter hilsnen til kongehuset – det republikanske partisrepræsentanter deltager ikke i den slags royalt pladder.Men selv om det meste vil se ud og lyde, som det plejer, er der i årganske meget nyt at lægge mærke til. Nye magtstrukturer og frontlinjerer ved at materialisere sig. Til gavn for spændingen ogunderholdningen, men nok også for debatten, som de senere år harværet solidt præget af den urokkelige flertalskonstellation, som DanskFolkeparti har forsynet VK-mindretalsregeringen med.Flertallet lever stadig godt og trygt, men sidste weekendssocialdemokratiske kongres viste tydeligt, at Socialdemokraterneefterhånden er færdige med kun at slås med sig selv. Det betyder reelmodstand til VKO og dermed også en mulighed for, at se VKOblokkenblive udfordret. Og hvordan klarer VKO sig så?I Anders Fogh Rasmussens syv et halvt år ved magten var han reeltaldrig rigtig presset af oppositionen. Der var kun lige en kort overgangtilbage i 2004, hvor daværende S-formand Mogens Lykketoft havde etpludseligt overtag I meningsmålingerne, hvor ledigheden steg en smule,og hvor Fogh syntes at have mistet sit greb om regeringen og magten.Men dengang formåede oppositionen på ingen måde at udnytte detpludselige overtag til at blive en trussel, og faren drev hurtigt over. Ikkemindst fordi oppositionen var kronisk splittet og stadig led af denindividuelle markeringstrang, som følger af et langtregeringssamarbejdes mange kompromisser. Lykketoft, den daværenderadikale leder Marianne Jelved og SF’s Holger K. Nielsenrepræsenterede tilsammen en svunden tid, mens Fogh trods alt varfremtidens mand for de fleste danskere.I dag er oppositionen en helt anden med nye folk på posterne, somefter valgnederlaget i 2007 har fundet ud af, at hvis de skal lykkes, såskal der trækkes i samlet flok. Bevares, Det Radikale Venstre medMargrethe Vestager i spidsen har ikke mistet sin hang til masochisme,men de radikale kamptropper er langt tættere på Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og deres S-SF-ægteskab, end de har været før.Det Radikale Venstre er, hvad enten de selv vil erkende det eller ej, etparti, der for længst har meldt sig ind i den røde blok. Den fløj i partiet,der besynger friheden til at kunne samarbejde med VK-regeringen, erreelt ikke længere eksisterende. Morten Helveg Petersen forlod politikdenne sommer. Hans far, Niels Helveg Petersen, genopstiller ikke, og57