DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

1980’erne og 1990’erne fik mobiliseret vælgerne til at gøre Venstre tillandets stærkeste parti. Og i dag står hans stemme stærkt blandt deborgerlige, der føler, at Dansk Folkeparti i lige vel høj grad førertaktstokken i regeringssamarbejdet.De mennesker fik Vestager sendt et signal til på sit landsmøde – oghun fik tilmed vist noget af det overskud, som ellers ikke har været endel af hendes offentlige fremtoning, siden hun i juni 2007 overtogpartilederposten efter Marianne Jelved.Helle Thornings kongres i Ålborg gav hende lignende succeser.Thorning talte længe og markant om Dansk Folkepartis magt og fikdermed smart iscenesat Pia Kjærsgaard som regeringens egentligemagthaver. Tricket er velkendt – Fogh var en mester i at udråbe VillySøvndal til oppositionens åndelige leder for på den måde at udstilleThornings svaghed, og nu anvender Thorning altså samme trick overfor dansk politiks tavse mand, statsminister Lars Løkke Rasmussen.Samtidig lå Thorning & Co’s spark til Dansk Folkeparti godt ifortsættelse af den DF-frustration, som venstremanden EyvindVesselbo luftede i en kronik i Berlingske Tidende i ugen om til S-kongressen. Godt nok blev kritikken af regeringens følgagtighed overfor Pia Kjærsgaard skudt prompte ned af Venstres ledelse. MenVesselbos tanker flugter godt med de frustrationer, som mange, rigtigmange, venstrefolk stadig oftere lufter uden for citat over forjournalister på Christiansborg. Det er frustrationer, som Lars LøkkeRasmussen nok ikke slipper for at forholde sig til, når han fra sinemange rejser verden rundt indimellem mellemlander påChristiansborg.LØKKE. Han farer rundt til møder i Indien, New York, Paris ogmøder alle de store internationale politiske stjerner, men er reelt ude ipræcis samme rille, som gjorde Poul Nyrup Rasmussen til taber i 2001.Det var dengang lige efter 11. september, hvor Nyrup opøvede al sinstatsmandskraft og fløj til møder med FN’s generalsekretær og den slagsfolk, og hvor oppositionsleder Fogh i valgkampen i november 2001blæste Nyrup af banen med det primære argument om, at valg ikkevindes på de bonede gulve, men handler om danskernes hverdag.Godt nok har Løkke en bunden – og helt afgørende – opgave i etklimatopmøde og adskillige internationale forpligtelser, men sandhedener stadig den, at valget, når det kommer, vindes på hjemlig grund. Detkan nok så mange Obama-besøg ikke gøre noget ved. En stærkklimaaftale i december vil selvfølgelig give Løkke mange point, mensamtidig vil alle de store landes ledere kæmpe om opmærksomheden –og få den.For dansk politik er det en gave, at kampen mellem blokkene synesat blive mere ligeværdig. Det giver klarere valg og dermed bedre og mereinteressant politik. Der er langt til valget, og Lars Løkke Rasmussen skalnok få chancer for at vise, hvad han kan. Faktum er, at han indtil videreblot har administreret sin forgængers regering. Det siger en hel del omtilliden til Løkkes forgængers politiske jugement, og om manglen påsamme hos oppositionen, at Løkke står forholdsvis stærkt – helt udenat sige, ville eller gøre noget på den politikformulerende front.59