DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

RÆSON#7, forår 2010Jørgen Grønnegård Christensen: Tør politikernereducere velfærdsYDELSERNE?Af Jørgen Grønnegård ChristensenI det forgangne efterår tilbragte jeg en aften med norske kolleger. Dearbejder med den offentlige sektor, og en af dem er ganske liberal. Denliberale holdning er hos ham parret med en dybtgående ogforskningsbaseret viden om den offentlige sektor. De to ting har givetham et skarpt og kritisk blik for velfærdsstatens (og hele den offentligesektors) svagheder. Til dem hører, at den er dyr, at ingen rigtigtinteresserer sig for dens omkostninger og effektivitet, samt at der ertvivl om dens bæredygtighed.Den har uden for al tvivl også sine gode sider, men det var altså disseting, der sammen med vinen, på et tidspunkt fik ham til at spørge:„Tror I, at den nordiske velfærdsstat også eksisterer om halvtreds år?“Det var et godt spørgsmål, så godt, at det skabte tavshed for enstund, hvorpå en ikke særlig præcis diskussion om de politiske oginstitutionelle forudsætninger for radikal forandring af det nordiskevelfærdsprojekt startede. Men nu er spørgsmålet igen stillet, denne gangmed krav om et begrundet scenarie for, hvad der vil eller i det mindstemed sandsynlighed kan ske, hvis vi vover at tænke frem.Det er ikke overførslerne, der er problemetDen konventionelle visdom har to grene, den bekymrede og denfortrøstningsfulde. Den bekymrede visdom finder sine talsmænd blandtøkonomer; det kan være dem, der bemandede Velfærdskommissionen;det kan være de økonomiske vismænd; eller det kan være landetsmakroøkonomer, som arbejder på de etablerede universiteter. Deresgrundsynspunkt er, at det ikke går. I hvert fald ikke i længden. Deresargumenter er mange, men mest sigende er deres påvisning af, at hverdansker i gennemsnit i løbet af livsforløbet modtager mere, end deselvsamme danskere i gennemsnit betaler i skatter, afgifter, gebyrer ogbrugerbetaling. Det siger sig selv, at det giver en spænding. Det kan ogsåskabe tvivl om velfærdsstatens bæredygtighed.Det er imidlertid på langt sigt. Og politikere har det meget sværtmed udfordringer, der toner frem i fremtidens fjerne horisonter. Deforholder sig til nutiden og den meget nære fremtid. Der er hele tidenproblemer nok, som presser sig på. Tag bare finanskrisen og densøkonomiske og sociale eftervirkninger. Lige så vigtigt og måske endnuvigtigere er det, at stemmerne, som giver dem magt og myndighed aldrigfalder på det lange sigt. De falder i den nære fremtid eller, når det gårhøjt, på det mellemlange sigt. Derfor repræsenterer politikerne altid engrundfæstet optimisme. Deres konventionelle visdom er, at noget vilvise sig. Det kan være gode konjunkturer, som de kan tage æren for, selvom de ofte kommer udefra, eller det kan være det heldige øjeblik, hvorder ved et lykketræf opstår en politisk konstellation, der tillader at gørenoget, der reducerer udfordringen i en synlig og mærkbar grad.De to former for konventionel visdom trives side om side. De harimidlertid et fællestræk. De ser overførslerne som det store problem ogden store og i praksis uløselige udfordring. Det vil sige de64