DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

virkelighed, som de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen gjordeopmærksom på allerede i 1980’erne.Denne virkelighed handler imidlertid ikke kun omindvandringspolitik. Jeg startede dette essay med boligfolkene påVestegnen – og deres skepsis over for et nyt flertal. Efter min mening erdenne skepsis velbegrundet.3 eksempler:1) Flertallet af danskere bor i ejerbolig, men der er trods alt næstento millioner lejere, heraf en million i den almene sektor. Det erimidlertid boligejerne, som i de seneste årtier har nydt godt afgevinsterne og opmærksomheden – både i medier og politik. Hellerikke S og SF har for alvor gjort lejere og almene boliger til enmærkesag.I 2009 afsatte VKO eksempelvis halvanden milliard til den såkaldterenoveringspulje, hvor folk fik offentlige tilskud til at forbedre deresbolig. Fra starten var lejerne stort set udelukket – og over halvdelen afpengene gik til boligejere med en husstandsindkomst over 600.000kroner. Oppositionen kritiserede da også puljen, men især for nogetandet: at der ikke var nok klima og miljø. Den kulturellemiddelklassedagsorden var vigtigere end lavindkomsterne i det almeneboligbyggeri.2) Uddannelsespolitikken. Når der er massiv social skævhed iuddannelse, kan det ikke bare forklares med borgerlignedskæringspolitik. Også centrum-venstrepartierne har støttet tiltag,der indretter uddannelserne efter de bedrestillede klasser og skaberulighed. Tag Reform 2000, der individualiserede erhvervsuddannelserneog påduttede arbejderklassens unge „ansvar for egen læring“. Eller taggymnasiereformen, hvor 16-årige knægte skal lære abstraktvidenskabsteori og lave projektarbejde på akademisk niveau. Hvisuddannelserne skal indrettes efter de manges børn, er der brug for intetmindre end en kulturrevolution; det kræver, at også centrum-venstrekaster elitært vraggods overbord.3) Arbejdsmarkedet. Danmark har historisk været kendetegnet afvelordnede forhold, også for dem nederst i hierarkiet. I de seneste år harvi imidlertid været vidne til en omfattende „brutalisering“ afarbejdslivet. Inden for rengøring, hotel & restauration, byggeri ogtransport har arbejderne oplevet en hård cocktail af udlicitering, nyearbejdsorganiseringer og social dumping – ikke mindst som følge aføsteuropæiske løntrykkere. Men S og SF bringer ikke for alvor dettespørgsmål i front –måske fordi man ikke vil puste til den udbredte EUskepsisi arbejderklassen.Hvad enten vi taler om boliger, uddannelse eller arbejdsmarked, ermønsteret det samme: S og SF mumler lidt i skægget, men giver denikke for alvor gas.Hvorfor? Fordi politik for de underprivilegerede ofte kolliderer medforestillinger i de bedrestillede kulturelle klasser. Og fordi de tidligerearbejderpartier er integreret i Christiansborg-boblen, der lever sit egetliv afsondret fra brede samfundslag.S-SF’s politik er designet til Christiansborgs medieunivers. Der skalvære fyndige svar på den økonomiske krise, når Thorning og LøkkeRasmussen tørner sammen på tv. Og det skal undgås, at også næstevalgkamp udkæmpes på indvandringspolitikken med oppositionen somlallende slappere. Resultatet er en „endimensionel“ politik, bygget op79