DANSK POLITIK 2007-2012, Redigeret af Lasse Marker og ... - Ræson

at undervurdere potentielt farlige sager. Således var der etumiskendeligt element af Ritt Bjerregaardsk „jeg ved bedst og alle andreer idioter“, da Thorning i første i omgang blankt afviste, at skattesagenoverhovedet kunne være et problem. Men til forskel fra Ritt fikThorning rettet ind, da hun med nogle dages forsinkelse omsidererkendte, at ét er jura; noget helt andet er de politiske realiteter for enkvinde, der vil magten.Får hun dén, magten altså, bliver det sammen med Villy Søvndal. Enmand, hvis personlige fremtoning har haft stor betydning for partiet.Blot på en hel anden vis end alle troede. Da Søvndal for over fem årsiden blev valgt til SF-formand mente et enigt kor af kommentatorer atvide, at netop Søvndal-figuren ville forhindre succes tilfolkesocialisterne. Forestillingen om, at denne karikatur af en udbrændtskolebibliotekar kunne tilføre SF’erne ny og tiltrængt dynamik, virkedehelt ude i hegnet.Men vi blev til grin, gjorde vi kommentatorer. For det skulle vise sig,at netop alt det, der lignede en ulempe for Søvndal, skulle udvikle sig tilhans fordel. Han blev simpelthen anti-helt – i første omgang dog uden,at Venstre og de Konservative helt opdagede, hvad der skete.Så mens Søvndal blev mere og kult, sørgede ikke mindst AndersFogh og Lene Espersen for at give ham al tænkelig opmærksomhed. Tilsidst faldt tiøren dog, hvorefter løsenet for de borgerlige pludselig blevat bogstavere S-O-C-I-A-L-I-S-T-I-S-K, hver eneste gang Søvndal og SFblev nævnt.Lige meget hjalp det. Søvndals „omvendte Fogh“, hvor han harbevæget sit parti fra fløjen ind mod midten, er grundlæggende rigtigttænkt. Det så muligvis en overgang lidt faretruende ud, da Søvndal iforbindelse med sagen om mødremøder på Holbergskolen iKøbenhavns nordvestkvarter skrævede lige den centimeter mere, endbaglandet brød sig om. Søvndal holdt vejret og frygtede en nedturmed samme kraft som opturen. Men højst en krusning imeningsmålingerne blev det til. Tilsvarende tyder målingerne på, atdanskerne har vænnet sig til tanken om en Søvndal i en (udenrigs-?)ministerbil.Heller ikke forsøgene på at anfægte Søvndals troværdighed synes foralvor at have gjort indtryk. Danskerne placerer ham fortsat helt i top idiverse „hvem har du mest tillid til-målinger“. Men efter fadæsen, hvorhan (bevidst?) forvekslede fire milliarder med 24 milliarder er Søvndalskvote for tilbagelænet omgang med fakta nok opbrugt.Med SF’s ryk mod højre burde det logisk set være nemt forEnhedslisten at opsamle de vælgere, der trods alt finder Søvndalsmidterprojekt for vidtgående. Tilbage står bare at konstatere, atJohanne Schmidt-Nielsen langt fra har udnyttet potentialet. Schmidt-Nielsen, der som den første i Enhedslistens historie er officielfrontfigur, er for så vidt dygtig nok og hun appellerer fint til deklassiske enhedsliste-vælgere. Problemet er, at hun ikke rigtig formårat trække nye til – dertil ligner hun i for høj grad en elevrådsformandsnarere end en parlamentarisk leder.Op til 2005-valget var det den radikale Marianne Jelved, derkortvarigt opnåede kultstatus blandt ikke mindst de storby-hippe. Menlige så hengiven den kreative klasse er i forhold til en politiker medtidsånden i ryggen, ligeså flygtig er den i modgangstider. Og storbyklakørernehar for længst forladt de Radikale, hvor Margrethe Vestager72