at undervurdere potentielt farlige sager. Således var der etumiskendeligt element <strong>af</strong> Ritt Bjerregaardsk „jeg ved bedst <strong>og</strong> alle andreer idioter“, da Thorning i første i omgang blankt <strong>af</strong>viste, at skattesagenoverhovedet kunne være et problem. Men til forskel fra Ritt fikThorning rettet ind, da hun med n<strong>og</strong>le dages forsinkelse omsidererkendte, at ét er jura; n<strong>og</strong>et helt andet er de politiske realiteter for enkvinde, der vil magten.Får hun dén, magten altså, bliver det sammen med Villy Søvndal. Enmand, hvis personlige fremtoning har h<strong>af</strong>t stor betydning for partiet.Blot på en hel anden vis end alle troede. Da Søvndal for over fem årsiden blev valgt til SF-formand mente et enigt kor <strong>af</strong> kommentatorer atvide, at netop Søvndal-figuren ville forhindre succes tilfolkesocialisterne. Forestillingen om, at denne karikatur <strong>af</strong> en udbrændtskolebibliotekar kunne tilføre SF’erne ny <strong>og</strong> tiltrængt dynamik, virkedehelt ude i hegnet.Men vi blev til grin, gjorde vi kommentatorer. For det skulle vise sig,at netop alt det, der lignede en ulempe for Søvndal, skulle udvikle sig tilhans fordel. Han blev simpelthen anti-helt – i første omgang d<strong>og</strong> uden,at Venstre <strong>og</strong> de Konservative helt opdagede, hvad der skete.Så mens Søvndal blev mere <strong>og</strong> kult, sørgede ikke mindst AndersF<strong>og</strong>h <strong>og</strong> Lene Espersen for at give ham al tænkelig opmærksomhed. Tilsidst faldt tiøren d<strong>og</strong>, hvorefter løsenet for de borgerlige pludselig blevat b<strong>og</strong>stavere S-O-C-I-A-L-I-S-T-I-S-K, hver eneste gang Søvndal <strong>og</strong> SFblev nævnt.Lige meget hjalp det. Søvndals „omvendte F<strong>og</strong>h“, hvor han harbevæget sit parti fra fløjen ind mod midten, er grundlæggende rigtigttænkt. Det så muligvis en overgang lidt faretruende ud, da Søvndal iforbindelse med sagen om mødremøder på Holbergskolen iKøbenhavns nordvestkvarter skrævede lige den centimeter mere, endbaglandet brød sig om. Søvndal holdt vejret <strong>og</strong> frygtede en nedturmed samme kr<strong>af</strong>t som opturen. Men højst en krusning imeningsmålingerne blev det til. Tilsvarende tyder målingerne på, atdanskerne har vænnet sig til tanken om en Søvndal i en (udenrigs-?)ministerbil.Heller ikke forsøgene på at anfægte Søvndals troværdighed synes foralvor at have gjort indtryk. Danskerne placerer ham fortsat helt i top idiverse „hvem har du mest tillid til-målinger“. Men efter fadæsen, hvorhan (bevidst?) forvekslede fire milliarder med 24 milliarder er Søvndalskvote for tilbagelænet omgang med fakta nok opbrugt.Med SF’s ryk mod højre burde det l<strong>og</strong>isk set være nemt forEnhedslisten at opsamle de vælgere, der trods alt finder Søvndalsmidterprojekt for vidtgående. Tilbage står bare at konstatere, atJohanne Schmidt-Nielsen langt fra har udnyttet potentialet. Schmidt-Nielsen, der som den første i Enhedslistens historie er officielfrontfigur, er for så vidt dygtig nok <strong>og</strong> hun appellerer fint til deklassiske enhedsliste-vælgere. Problemet er, at hun ikke rigtig formårat trække nye til – dertil ligner hun i for høj grad en elevrådsformandsnarere end en parlamentarisk leder.Op til 2005-valget var det den radikale Marianne Jelved, derkortvarigt opnåede kultstatus blandt ikke mindst de storby-hippe. Menlige så hengiven den kreative klasse er i forhold til en politiker medtidsånden i ryggen, ligeså flygtig er den i modgangstider. Og storbyklakørernehar for længst forladt de Radikale, hvor Margrethe Vestager72
tydeligvis ikke har samme appel til de smarte som sin forgænger.Egentlig underligt nok. For Vestager er uovertruffen stærk i politiskedueller, hun er en skarp retoriker. Men hvor Jelved blev belønnet for atvære besjælet <strong>af</strong> overbevisningen om egen fortræ ffelighed, irriteresvælgerne over det selvsamme karaktertræk hos Vestager.Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det egentlig genererMargrethe Vestager. Indimellem kunne man få indtrykket <strong>af</strong>, atVestager – <strong>og</strong> med hende mange andre radikale – fortolker denbeskedne folkelige appel som et bevis på partiets uovertrufneeksklusivitet: Man ved, at man har ret. Og dybest set luner man sig ved,at så få har opdaget det.Gik Thorning <strong>og</strong> Søvndal <strong>og</strong> drømte om, at den radikaleselvbevidsthed skulle følge tilslutningen i meningsmålingernenedadgående retning, blev de slemt skuffede. Ydmyghed har aldrigligget naturligt for radikale <strong>og</strong> da slet ikke for Vestager. De lunknemeningsmålinger har på ingen måde fået hende til at overveje, om hunskulle gøre livet nemmere for Thorning ved at holde lidt igen medradikale særstandpunkter.Udadtil kan Thorning <strong>og</strong> Vestager måske nok minde om hinandenmed deres storbychikke look. Men man skal ikke tage fejl. Forholdetmellem Thorning <strong>og</strong> Vestager er ikke ret meget mere end tåleligt. Godtnok mødes de med jævne mellemrum til, hvad der betegnes som„koordinerende“ møder, men i det omfang Thorning forsøger at<strong>af</strong>stemme udmeldinger med R må hun konstatere, at den slags megetvanskeligt lader sig praktisere med de Radikale. Det er en helt andenhistorie med SF’erne, med hvem Thorning kører et meget tæt parløb.Parløb er der <strong>og</strong>så tale om mellem Løkke <strong>og</strong> Lene Espersen. Omendenhver jo kan se, at forholdet er mere fornuftsbaseret end på n<strong>og</strong>enmåde båret <strong>af</strong> kærlighed. På samme vis som Thorning kan føle, at medvenner som Vestager er det overflødigt med fjender, så må Løkke havedet på samme med den konservative regeringspartner, der i den grad harberedt ham <strong>og</strong> regeringen problemer.Da Lene Espersen i 2008 blev valgt som formand på det konservativelandsråd skete det til tonerne <strong>af</strong> Tina Turner-sangen „Simply the Best“<strong>og</strong> med løfter om, at nu ville den ti-procents-forbandelse, som BendtBendtsen havde nedkaldt over partiet blive brudt. I dag ville de flestekonservative give deres højre arm for en partileder, der i det mindstekunne sk<strong>af</strong>fe partiet ti procent.Historien om Lene Espersen deroute som udenrigsminister ervelbeskrevet. Den er dels påmindelsen om, at negative forløb i politikofte er selvforstærkende. Dels er den et vidnesbyrd om, at vælgernetrods alt siger fra, når det gustne overlæg bliver for tydeligt. LeneEspersen blev <strong>af</strong>sløret i et projekt, der var for gennemskueligt: nemlig atsk<strong>af</strong>fe sig hurtig <strong>og</strong> nem popularitet ved at tage sig en ministerpost, hvorden folkelige succes – troede hun – var en selvfølgelighed. Og når såden alt for sene undskyldning ledsages <strong>af</strong> en selvretfærdig „verden erond ved mig“-attitude, har vi opskriften på en <strong>af</strong> de største nedture inyere dansk politik. Mallorca-mareridtet blev Anders Samuelsens storechance. Godt nok er der et reform-positivt publikum derude blandtvælgerne, men det helt store skub fremad i meningsmålingerne skyldtesnæppe Liberal Alliances politiske pr<strong>og</strong>ramerklæring, men snarere atVenstre <strong>og</strong> de Konservative i foråret 2010 gav mindelser om det muntrekøkken. Men medvinden i målingerne havde en selvforstærkende73
- Page 4 and 5:
RÆSON#2, december 2007Naser Khader
- Page 6 and 7:
det ville vi bare ikke være med ti
- Page 8 and 9:
en eller anden art, blev yderligere
- Page 10 and 11:
I øvrigt havde vi meldt ud på for
- Page 12 and 13:
RÆSON#2, december 2007Ole Borre: K
- Page 14 and 15:
(„det handler om økonomien, dit
- Page 16 and 17:
faktisk er blevet løst i de fleste
- Page 18 and 19:
politiske dagsorden. Men på et enk
- Page 20 and 21:
partiets ideologi, er det karakteri
- Page 22 and 23: støtteparti DF. Det er problemer v
- Page 24 and 25: kæmpede mod kapitalismen eller mod
- Page 26 and 27: RÆSON#3, maj 2008Analyse: Helles h
- Page 28 and 29: effekt, for Thorning vil ikke så m
- Page 30 and 31: op imod en kæmpe majoritet i grupp
- Page 32 and 33: konspiratorisk mod partiet. Det hav
- Page 34 and 35: pendul svinger altid tilbage, men d
- Page 36 and 37: samfundets skyld!“ Per Michael Je
- Page 38 and 39: undt og siger „åh gud, vi er ned
- Page 40 and 41: her er der en mulighed for også at
- Page 42 and 43: umiskendelige fordel, at den rammer
- Page 44 and 45: sin sympati over på underhunden.SF
- Page 46 and 47: Ved gennem snart mange år at rejse
- Page 48 and 49: RÆSON#4, november 2008Rune Lykkebe
- Page 50 and 51: har været utilfredshed med, at arb
- Page 52 and 53: RÆSON#5, forår 2009Johannes Ander
- Page 54 and 55: egeringen ofte oppositionens forsla
- Page 56 and 57: kan også give anledning til gnidni
- Page 58 and 59: tilbage i gruppen sidder nu alene J
- Page 60 and 61: RÆSON#25. november 2009Analyse:
- Page 62 and 63: 16.000 medlemmer - en fordobling p
- Page 64 and 65: RÆSON#7, forår 2010Jørgen Grønn
- Page 66 and 67: Overførslerne er politisk håndter
- Page 68 and 69: indgået i 2006. Man skal også hus
- Page 70 and 71: konklusioner fra Skattekommissionen
- Page 74 and 75: virkning. Især fordi Samuelsen med
- Page 76 and 77: Det er helt sikkert, at troværdigh
- Page 78 and 79: For det andet er det klassepolitisk
- Page 80 and 81: om det økonomiske udspil „Fair L
- Page 82 and 83: holdningsmæssige „højredrejning
- Page 84 and 85: genvalgt! Det er jo aldrig sket fø
- Page 86 and 87: sige nej. Ligesom Schlüter i 1980e
- Page 88 and 89: RÆSON#9, maj 2011Portræt af Thor
- Page 90 and 91: Dine universitets- og gymnasiekamme
- Page 92 and 93: RÆSON#2. august 2011Interview med
- Page 94 and 95: Barfoed var bemærkelsesværdigt: h
- Page 96 and 97: ført en politisk zigzag-kurs, som
- Page 98 and 99: Thorningregering bliver det mest be
- Page 100 and 101: Det har ingen gang på jorden. Alen
- Page 102 and 103: RÆSON#28. september 2011Preben Wil
- Page 104 and 105: prøve noget nyt igen og igen, indt
- Page 106 and 107: alvor potenserede sit angreb på
- Page 108 and 109: autoritet. Eksperter er således og
- Page 110 and 111: RÆSON#10, december 2011RÆSON spø
- Page 112 and 113: Jeg tror kun, at det kan lade sig g
- Page 114 and 115: Er det ikke en farlig strategi? Det
- Page 116 and 117: nøje gik ud og udvalgte sig journa
- Page 118 and 119: RÆSON#11, maj 2012RÆSON spørger
- Page 120 and 121: siger, I kan?Umiddelbart nej. Men n
- Page 122 and 123:
udlændingepolitik. For vi har fakt
- Page 124 and 125:
RÆSON#11, maj 2012RÆSON spørger
- Page 126 and 127:
sydeuropæerne fået teknokrat- og
- Page 128 and 129:
RÆSON#11, maj 2011RÆSON spørger
- Page 130 and 131:
til at spare. Bliver vi ikke nødt
- Page 132 and 133:
RÆSON#11, maj 2011RÆSON spørger
- Page 134 and 135:
Vi skal stadig kunne bidrage til en
- Page 136 and 137:
hvilken samfundsformation man skal
- Page 138 and 139:
Ja. Men man skal være forsigtig me
- Page 140 and 141:
amerikanske forsvarskommando er pla
- Page 142 and 143:
personale, fordi de ikke er nok til
- Page 144 and 145:
hvorefter der ikke er aktindsigtsmu
- Page 146 and 147:
Krigen i Afghanistan koster Danmark
- Page 148 and 149:
samarbejde altid har været abstrak
- Page 150 and 151:
„Den aktivistiske udenrigspolitik
- Page 152 and 153:
aktivisme i den forstand, at vi ikk
- Page 154 and 155:
har det stadig været alt for lidt,
- Page 156 and 157:
kommer også bevidste løgne. Man h
- Page 158 and 159:
siger politikerne, at det er forsva
- Page 160 and 161:
RÆSON#5. juni 2012RÆSON spørger
- Page 162 and 163:
I vil ikke være med til at sænke