58 59
Den der ler sidst … Av yasmina reza L’aube le soir ou la nuit Flammarion Albin Michel, 2007 60 alain badiou De quoi Sarkozy est-il le nom lignes, <strong>2008</strong> icolas sarkozy er en klovn. Ikke på grund af hans politik. Selvom der er nok at være uenig i, er den ikke så markant at den kan kvalifi cere så stærke udtryk. Nej, det der gør Sarkozy til en klovn – ikke en hvid klovn, vel at mærke, men en klassisk trist klovn med eller uden rød næse – er hans læber. Hans fyldige læber, der synes at bevæge sig frit rundt i et ansigt de er alt for store til; et ansigt hvor der ligesom er alt for meget hud, hængende øjenbryn, kødfulde kinder; og alt sammen placeret på en mand der tydeligvis er for lille og helt uden format til at bære det. Sådan ser en klovn ud. En trist, tragisk klovn, der falder på halen og selv får de lagkager i ansigtet, som han havde udset sig andre som mål for. Sådan en karakteristik er ganske respektløs over for en statsmand fra en af verdens, trods alt, førende stormagter. Ikke desto mindre ligger den nær mange af de hånlige beskrivelser, den franske præsident har været udsat for i dette forår. Fra at have vundet en sikker og overbevisende valgsejr sidste år, har Sarkozy sat nye rekorder som den mest upopulære siddende præsident nogen sinde, ikke mindst med henvisning til hans fremtoning og hans manerer, som da han for nylig afviste en tilhører der ved en landbrugsmesse ikke ville tage hans hånd, med det siden berømte udråb: »Casse-toi alors, pauvre con!«, der i oversættelse betyder noget i stil med: »Pis af, idiot.« Sådan noget sætter franskmændene ikke pris på. De er vant til veluddannede politikere fra det bedre borgerskab. Enarker uddannet på den prestigefyldte École Normale d’Administration. I modsætning til Sarko, der forsøgte sig med en uddannelse på Sciences Po, der fungerer som adgangsvej til ENA, men tidligt måtte opgive på grund af manglende Om klovnen Sarko og alle de andre artister mads anders baggesgaard evner. Så de fortryder, gør de, at de valgte en lille utiltalende mand med gummiansigt til præsident, uagtet at de fl este utvivlsomt er ganske enige i den politik han fører. Den eneste formildende omstændighed er at Sarko, tre måneder efter skilsmissen fra hustruen Cecilia, giftede sig med supermodellen og sangeren Carla Bruni der er både køn at se på og fornuftig at høre på. Hvis hun kan forelske sig i ham, må der alligevel være noget ved ham, synes rationalet at være. Men selv om Sarkozy lige nu ikke står franskmændenes hjerter nærmest, er det utvivlsomt endnu alt, alt for tidligt at afskrive ham. Han har igennem hele sin karriere, for at bruge en politisk kliché, vist sig som en terrier der ufortrødent fortsætter trods modstand og forhindringer, og chancerne er gode for at han til næste valg netop klemmer sig op over de 50% ligesom hans amerikanske modstykke George W. Bush. Der synes at være noget i tiden der producerer politikere, der lader kritik og dårlige meningsmålinger prelle af, vel at mærke ikke til fordel for en visionær politik, men tværtimod til fordel for den rene bekræftelse af deres eget ego. Vi elsker, som vi altid har gjort det, at kritisere vores ledere, men hvor denne kritik tidligere gav ledere der forsøgte at stå fast og stå imod, i realiteten eller som ren positur, ser vi nu ledere der i stedet svælger i rollen som objekter for andres hån, som klovne med andre ord, der agerer skydeskive for publikums latter, men som vel at mærke selv har situationen under kontrol og publikum i deres hule hånd. Sarkozy er således helt uden tvivl et symptom, uden at det står helt klart hvad det er han er et symptom på. Og måske derfor har det sidste år ikke alene budt på kritik og forhånelse, men også på en række analyser der på forskellige måder forsøger at komme bag om fænomenet Sarko. To af de mest interessante, der begge har alain badiou fejres af Slavoj Žižek som vor tids største fi losof og har gennem en årrække besat den højeste fi losofi ske lærestol i Frankrig som professor ved École Normale Supérieure. Samtidig kritiseres han fra fl ere sider for sin højstemte alvor. Peter Osborne har således udråbt Badiou som den fi losofi ske neoklassicismes førstetænker (og det er ikke en kompliment!), og direkte adspurgt om sin holdning til Badiou svarer hans kollega på Université Paris viii gennem 20 år, Jacques Rancière, med et skuldertræk og bemærkningen: »Tja, han vil jo så gerne være fi losof …« Badiou deler vandene fordi han insisterer på ikke alene at tænke store tanker, men også bygge store systemer i en tid der ellers er grundigt vaccineret mod den slags. Hans to hovedværker L’être et l’événement (1988) og Logiques des mondes (2006) søger at præsentere henholdsvis en ontologi og en logik for fænomenets tilsynekomst på grundlag af matematikken (matematikken er ontologien selv) og er lige så komplicerede som de er ambitiøse. Badious tanker formuleres i et helt eget vokabular, som han ikke viger tilbage for at lade ledsage af matematiske formler. [ ] 61