vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

More documents

Recommendations

Info

Det revolutionære liv Af peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk oktober 2007 eder holm-pedersen: De sidste par års samtale har i høj grad kredset om et centralt problem: revolutionen og ikke mindst, hvordan man i praksis, i sin hverdag kan leve revolutionært. Men vi er endnu ikke nået frem til det afgørende svar. Det må være det, der er målet i dag: Hvordan kan man i praksis leve revolutionært? mikkel bolt: I forhold til det spørgsmål kan man f.eks. pege på Carsten Juhls kommende værk – Globalæstetik. For den handler bl.a. om, hvad man helt konkret kan gøre nu og her. For ham er det store problem nationalstaten og nationalpopulismen. National-staten udgør en blokering for etableringen af et kosmopolitisk perspektiv. das werk: Så vi har i en eller anden forstand ventet på den her voldsomme kapitalistiske globalisering? bolt: Den rummer i hvert fald en positiv mulighed, idet den kan være med til at indlede den første etape hen imod udviklingen af en eller anden form for global velfærdsstat, hvor der kan ske en global omfordeling af de økonomiske ressourcer. Og ikke mindst kan de mange eksklusioner af mennesker, der hele tiden fi nder sted i det nationalstatslige regi, blive afviklet i det kosmopolitiske i februar 2005 mødtes kunsthistoriker Mikkel Bolt og lederen af den transnationale virksomhed Das Beckwerk for første gang for at samtale om forholdet mellem livet og kunsten, mellem hverdagen og revolutionen. Samtalerne fortsatte gennem tre år, ledet af Peder Holm-Pedersen, stifter og redaktør af internetmagasinet Turbulens.net – Forum for samtidsrefl ektion. Samtaleteksterne er tidligere publiceret på Turbulens.net, og bliver dette efterår udgivet samlet i bogen I sammenbruddets tjeneste. Mikkel Bolt har udgivet bøger om den sidste avantgarde, Situationistisk perspektiv, hvor det enkelte menneskes rettigheder ikke er bundet til et nationalt statsborgerskab. Ifølge Carsten er der så to ting, som vi, altså os med pas, os, der ikke er blevet ekskluderet, kan gøre, mens vi venter på, at nationalstaten afvikles, og det her kosmopolitiske perspektiv bliver etableret. Dem med pas kan gøre alt for dem, der ikke har noget pas, dvs. sørge for at folk får asyl, støtte op om de udviste irakiske asylansøgere osv. Og samtidig kan man gøre sig stor umage med at udtale og huske alle fremmedord. Så vi på den måde kan være med til at opløse nationalstaten indefra? bolt: Det er i hvert fald de ting, Carsten peger på, vi kan gøre nu og her for at skærpe den globalæstetiske sensibilitet. En æstetisk sensibilitet, der kan løfte vores selvforståelse ud af de her national-statslige rammer. At den globale kapitalisme ligefrem skulle rumme en positiv mulighed er ikke just det budskab, man oftest hører fra den traditionelle venstrefl øj i Danmark. Internationale, om fi losofen Giorgio Agamben og samtidens politiske interventionskunst, og Das Beckwerk har siden 2002 produceret et væld af romaner, performances, koncerter, installationer, fi lm og iscenesættelser. Blandt de mest kendte produktioner fra Das Beckwerk er biografi en Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003) og Nielsen & Rasmussens forsøg på at indføre demokratiet i Irak, usa, Iran og Afghanistan med kassen The Democracy, en odyssé man bl.a. kan læse om i romanerne Selvmordsaktionen (2006) og Suverænen (<strong>2008</strong>). | sc bolt: Problemet med den danske venstrefl øj er, at den ikke har været i stand til at diagnosticere, at den er nationalistisk. Og at den har været det hele tiden faktisk. Fagbevægelsen, de politiske partier og de forskellige marxistiske grupperinger har jo stort set alle været kendetegnet ved en form for nationalisme. das beckwerk: De har stået og sunget Internationale på dansk. bolt: Denne nationale begrænsning af venstrefl øjs-projektet har selvfølgelig noget at gøre med en lang historisk mellemregning omkring udviklingen i Sovjetunionen og forløbet i den russiske revolution. Som bekendt burde revolutionen jo ifølge Marx være sket i England, det sted hvor industrien og økonomien var højest udviklet. Men pludselig stod Lenin og Trotskij sgu og havde taget magten i Rusland, i et af de mest tilbagestående lande. Trotskij har så forestillingen om den permanente verdensrevolution, hvor revolutionen springer videre til de højt udviklede lande. Det argumenterer man også for i starten, altså at det er det, der skal og vil ske. Derfor ser man også den her heftige omdæmningspolitik fra de vestlige landes side, der aktivt går ind og tager del i 70 71
peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk Man begynder jo ret hurtigt at udrense alle alternative konkurrerende socialistiske projekter og ideer, så de får etableret det her partidiktatur. Proletariatets diktatur, men altså kun som netop de magthavende forstår det. den russiske borgerkrig og bekæmper og forsøger at begrænse bolsjevikkerne og det nye system, der er ved at blive etableret. Da så den her verdensrevolution bliver mindre og mindre realistisk, og de forskellige revolutionsforsøg i f.eks. Tyskland og Ungarn mislykkes, jamen, hvad gør man så? Det er det ene forhold, der kommer til at spille en rolle for projektets videreudvikling. Det andet forhold har noget at gøre med udviklingen internt i det system, de får etableret i Rusland. Man begynder jo ret hurtigt at udrense alle alternative konkurrerende socialistiske projekter og ideer, så de får etableret det her partidiktatur. Proletariatets diktatur, men altså kun som netop de magthavende forstår det. Den bevægelse konsolideres selvfølgelig i det øjeblik, Lenin bliver en grøntsag, og Stalin kommer til magten. Han introducerer så forestillingen om socialisme i ét land, og dermed forlades ideen om verdensrevolutionen og det kosmopolitiske perspektiv til fordel for en forestilling om, at socialismen nu er forankret i Sovjetunionen. das beckwerk: Og så bliver den ultranationalistisk. bolt: Det er den ene ting. Det andet er, at alle de forskellige nationale kommunistpartier rundt om i Europa og resten af verden pludselig skifter funktion. Tidligere havde de haft som mål at være med til at skabe den her altomfattende revolution, en forenet frigørelse af arbejderklassen, men nu har de pludselig som funktion at legitimere det russiske kommunistparti og hele udviklingen i Rusland. Dvs. de kæmper ikke længere for revolutionen, eller den sættes i hvert fald på vågeblus, hvis det i den konkrete situation er vigtigere at legitimere, hvad det er, der foregår i Sovjetunionen. Det betyder, at der bliver udviklet en underlig selvforståelse, hvor man hele tiden lytter til, hvad radio Moskva siger, for det er jo den, der forklarer, hvordan verden hænger sammen, og hvor Historien er på vej hen. Men det bliver stadig sværere for venstreintellektuelle og avantgardeteoretikere, at forstå, hvad det er, der foregår. Det, de hører fra radio Moskva, giver simpelthen ikke mening i forhold til det, der var teorien, og det der var projektet. Det er også det, man kan se, når man sidder og læser teksterne fra 30’erne, altså Benjamin, Bataille og Hemingway f.eks. De tematiserer alle noget med, at de ikke kan se og forstå, hvad det er, der fi nder sted, hvad der er på færde i deres samtid. Benjamin har f.eks. forestillingen om, at de, der burde vide, de ved ikke noget som helst. Og det er ikke, fordi der er nogen, der forbyder dem og Benjamin selv at få noget at vide. Problemet er simpelthen, at samtiden er blevet uigennemsigtig. Han kan ikke se, hvor de her forskellige ledemærker og pejlepositioner er henne. Så den historiske udvikling accelererer voldsomt på det her tidspunkt, og Benjamin, Bataille og de andre føler simpelthen, at de er ved at falde af toget. På det punkt ser jeg en klar parallel til den situation, vi står over for i dag. Det er ganske enkelt meget svært at se, hvad det er, der foregår i vores samtid, og hvor det er, Historien er på vej hen. Derfor er det også meget svært for en kritisk politisk fi losofi at pege på, hvad det er, der skal gøres. For Benjamin betød det eksempelvis, at hans tænkning i stadig stigende grad blev messiansk. I de historiefi losofi ske teser, som han skriver, lige før han begår selvmord, er der ingen tiltro til, at der skulle være nogen positiv progression i historien, som når Marx skriver, at marxismen skal forstås som et lokomotiv, der bare drøner fremad i Historien. Det billede oversætter eller forvandler Benjamin til et nej, det er ikke historiens marxistiske lokomotiv, der er revolutionen. Det er afb rydelsen. Revolutionen er afb rydelsen af den bevægelse, en form for standsning, en rydning, hvor der kan ske noget andet. Han ved så ikke, hvad det er, der skal ske. das beckwerk: Hvis toget bare kører, og det ikke styres af det marxistiske lokomotiv, men det i stedet bare er Historiens tilfældige kræfter, der drøner derudad, og ingen kan se, hvad der foregår, så er det klart, at det eneste, man kan drømme om, er et øjebliks ro. At lortet bliver afb rudt, så vi lige kan orientere os. Hvordan skulle denne afb rydelse så iscenesættes? bolt: De fl este af de her 30’er-tænkere er tilbøjelige til at mene, at det er hinsides den enkeltes evner, at det sker. Igen med Benjamin, der skriver om Historiens engel, der baglæns blæses frem i tiden og ikke kan indløse noget som helst. Og det bliver et billede på hans egen afmagt. På trods af denne afmagt drister jeg mig nu alligevel til at forsøge at etablere en afb rydelse. Om ikke andet så i hvert fald i denne samtale, for nu kørte toget også bare af sted med os og samtalen. Vi skulle jo gerne bevæge os hen imod spørgsmålet om, hvad der bør gøres helt ned på individplan. das beckwerk: Ja, og jeg havde egentlig også tænkt på en åbning til den her samtale i dag, men det vil sgu være latterligt, hvis jeg begynder at komme med den nu. Sådan lidt festarrangøragtigt. Og vi kan ikke bare starte forfra, når Historiens tog kører. Så realistiske må vi være. Når samtalen kører, så kører den, og så må vi se, om vi kan få lokomotivet til at køre i den rigtige retning. Vi er vel allerede godt på vej, for nu har vi jo fået tematiseret den her afmagt, som man meget let kommer til at føle, stillet over for de store politiske og historiske processer, der bestemmer vores samtid. Men den afmagt og den passivitet, som den som oftest aff øder, vil I vel ikke acceptere? das beckwerk: Absolut ikke. Men samtidig må vi jo også sige, at toget har kørt lige siden, Benjamin prøvede at stoppe det og altså endte med helt at hoppe af. Og det har jo kun kørt stærkere og stærkere. Der er ikke sket nogen standsning. Det er kørt så heftigt, at alle dem, der måtte have siddet længst fremme og have styret toget, er faldet tilbage i passagervognene. Det betyder også, at når det revolutionære liv man tidligere til 1. maj kunne have kapitalister med horn i panden som et billede på den onde togfører, så er det i dag nogle ansigtsløse kræfter, der kører toget, akkurat ligesom i metroen. Selv Bill Gates er jo bare med på vognen. Mange af dem prøver så ligesom f.eks. den tidligere fi nansspekulant George Soros og rocklegenden Bono at være gode i farten. Men de er allesammen om ikke ofre, så underlagt togets fart og retning. Nogle af dem har så bare været heldige og er kommet med på første klasse, mens andre tramper rundt i nogle kemikalier for at farve det tøj, som dem på første klasse slet ikke gider have på, men som de nærige små borgere på economy class køber. Der er på den måde ikke nogen onde, vi kan udpege. Det er bare lortet, der kører derudad. Der er jo ingen, der arbejder for at fremme den globaliserede kapitalisme. Der er ingen hattedameforening, der arbejder til fordel for kapitalismens bevarelse og udbredelse. Den kører bare af sig selv. Det er ikke sådan, at der står nogen eller noget bag alt det her med en masterplan. bolt: Men det er jo dog klart, at der er nogen, der faciliterer den her udvikling. Og hvis man skulle prøve at identifi cere nogle af de her hattedame-foreninger, så er det jo sådan nogle instanser som Verdensbanken eller g8-landene, der kan fremstå som de store monstre. das beckwerk: Det er jo også kun, fordi man gerne vil have et monster og ikke bare det abstrakte Ingen, som markedskræfterne og markedets ny verdensorden er. bolt: Ja, ja, og alle spiller spillet. Bono, der går ind og hilser på i g8-klubben og siger: Er I ikke med på, at det store problem, vi må fokusere på nu, er fattigdomsbekæmpelse i Afrika, eller nogle økologiske problemer, eller hvad det nu kunne være. Der kører hele tiden det her mediemæssige spil, hvor nogle forskellige kendisser går ind og forsøger at forhandle med de her klubber. Uden for murene står der så den her store gruppe af alle mulige forskellige former Og vi kan ikke bare starte forfra, når Historiens tog kører. Så realistiske må vi være. Når samtalen kører, så kører den, og så må vi se, om vi kan få lokomotivet til at køre i den rigtige retning. 72 73
Page 1 and 2: # 4 2008 TIDSSKRIFT for LITTERATUR
Page 3 and 4: vagant # 4 / 2008
Page 5 and 6: - leder - Utstøtningen er det slik
Page 7 and 8: press inviterte forfattere av ulik
Page 9 and 10: odd w. surén tone hødnebø: Skamf
Page 11 and 12: odd w. surén I det stillestående,
Page 13 and 14: odd w. surén i Aristoteles’ defi
Page 15 and 16: mazdak shafieian & sigurd tenningen
Page 17 and 18: anna hallberg hårda pappskivor« -
Page 19 and 20: anne helene guddal Höss gjør seg
Page 21 and 22: anne helene guddal når emnet er uk
Page 23 and 24: - selvfølgelig med unntak av det f
Page 25 and 26: gisle selnes Off eret som måtte ti
Page 27 and 28: De malte Av marcel beyer Oversatt a
Page 29 and 30: marcel beyer «Neustadt-punkerne»:
Page 31 and 32: Russerne kommer! Russisk samtidslit
Page 33 and 34: Den der ler sidst … Av yasmina re
Page 35 and 36: mads anders baggesgaard der ikke tj
Page 37: Utvidelse av hatsonen bhl: Nylig fa
Page 41 and 42: peder holm-pedersen, mikkel bolt &
Page 43 and 44: peder holm-pedersen, mikkel bolt &
Page 45 and 46: Art, not nature Tre versjoner av Pa
Page 47 and 48: jenny hval the pain of disappearing
Page 49 and 50: kjetil sletteland til den norskætt
Page 51 and 52: Att skriva eller låta sig skrivas
Page 53 and 54: anders johansson Det som no skjedde
Page 55 and 56: frode helmich pedersen I anledning
Page 57 and 58: Wunderkammer Løveids snakkende mus
Page 59 and 60: sindre ekrheim Det er en episk fort
Page 61 and 62: Vagant er blitt 20 år - hvem skull
Page 63 and 64: TORE RENBERG vis jeg har forstått
Page 65 and 66: cathrine strøm «utover, bakover,
Page 67 and 68: hans jacob ohldieck Tidlig i 2005 b
Page 69 and 70: audun lindholm Jeg ristet på hodet
Page 71 and 72: audun lindholm utgi et tidsskrift.
Page 73 and 74: audun lindholm Vi hadde en forkjær
Page 75 and 76: audun lindholm Benetton-kampanjen p
Page 77 and 78: audun lindholm forståelig, på den
Page 79 and 80: audun lindholm Vagant, men både ha
Page 81 and 82: 156 FOUCAULT HEIDEGGER BAKHTIN GADA
Page 83: 160 Gyldendal presenterer «... per

vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?