vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk
Man begynder jo ret hurtigt at udrense alle alternative
konkurrerende socialistiske projekter og ideer, så de får
etableret det her partidiktatur. Proletariatets diktatur, men
altså kun som netop de magthavende forstår det.
den russiske borgerkrig og bekæmper og forsøger at
begrænse bolsjevikkerne og det nye system, der er ved at
blive etableret.
Da så den her verdensrevolution bliver mindre og
mindre realistisk, og de forskellige revolutionsforsøg i
f.eks. Tyskland og Ungarn mislykkes, jamen, hvad gør
man så? Det er det ene forhold, der kommer til at spille
en rolle for projektets videreudvikling.
Det andet forhold har noget at gøre med udviklingen
internt i det system, de får etableret i Rusland. Man
begynder jo ret hurtigt at udrense alle alternative konkurrerende
socialistiske projekter og ideer, så de får etableret
det her partidiktatur. Proletariatets diktatur, men
altså kun som netop de magthavende forstår det.
Den bevægelse konsolideres selvfølgelig i det øjeblik,
Lenin bliver en grøntsag, og Stalin kommer til magten.
Han introducerer så forestillingen om socialisme i ét land,
og dermed forlades ideen om verdensrevolutionen og det
kosmopolitiske perspektiv til fordel for en forestilling
om, at socialismen nu er forankret i Sovjetunionen.
das beckwerk: Og så bliver den ultranationalistisk.
bolt: Det er den ene ting. Det andet er, at alle de forskellige
nationale kommunistpartier rundt om i Europa
og resten af verden pludselig skifter funktion. Tidligere
havde de haft som mål at være med til at skabe den her
altomfattende revolution, en forenet frigørelse af arbejderklassen,
men nu har de pludselig som funktion at legitimere
det russiske kommunistparti og hele udviklingen i
Rusland. Dvs. de kæmper ikke længere for revolutionen,
eller den sættes i hvert fald på vågeblus, hvis det i den
konkrete situation er vigtigere at legitimere, hvad det er,
der foregår i Sovjetunionen.
Det betyder, at der bliver udviklet en underlig selvforståelse,
hvor man hele tiden lytter til, hvad radio Moskva siger,
for det er jo den, der forklarer, hvordan verden hænger sammen,
og hvor Historien er på vej hen. Men det bliver stadig
sværere for venstreintellektuelle og avantgardeteoretikere,
at forstå, hvad det er, der foregår. Det, de hører fra radio
Moskva, giver simpelthen ikke mening i forhold til det, der
var teorien, og det der var projektet.
Det er også det, man kan se, når man sidder og
læser teksterne fra 30’erne, altså Benjamin, Bataille og
Hemingway f.eks. De tematiserer alle noget med, at de
ikke kan se og forstå, hvad det er, der fi nder sted, hvad
der er på færde i deres samtid. Benjamin har f.eks. forestillingen
om, at de, der burde vide, de ved ikke noget
som helst. Og det er ikke, fordi der er nogen, der forbyder
dem og Benjamin selv at få noget at vide. Problemet
er simpelthen, at samtiden er blevet uigennemsigtig. Han
kan ikke se, hvor de her forskellige ledemærker og pejlepositioner
er henne. Så den historiske udvikling accelererer
voldsomt på det her tidspunkt, og Benjamin, Bataille
og de andre føler simpelthen, at de er ved at falde af toget.
På det punkt ser jeg en klar parallel til den situation, vi
står over for i dag. Det er ganske enkelt meget svært at
se, hvad det er, der foregår i vores samtid, og hvor det er,
Historien er på vej hen. Derfor er det også meget svært
for en kritisk politisk fi losofi at pege på, hvad det er, der
skal gøres.
For Benjamin betød det eksempelvis, at hans tænkning
i stadig stigende grad blev messiansk. I de historiefi
losofi ske teser, som han skriver, lige før han begår
selvmord, er der ingen tiltro til, at der skulle være nogen
positiv progression i historien, som når Marx skriver, at
marxismen skal forstås som et lokomotiv, der bare drøner
fremad i Historien. Det billede oversætter eller forvandler
Benjamin til et nej, det er ikke historiens marxistiske
lokomotiv, der er revolutionen. Det er afb rydelsen.
Revolutionen er afb rydelsen af den bevægelse, en form
for standsning, en rydning, hvor der kan ske noget andet.
Han ved så ikke, hvad det er, der skal ske.
das beckwerk: Hvis toget bare kører, og det ikke styres
af det marxistiske lokomotiv, men det i stedet bare
er Historiens tilfældige kræfter, der drøner derudad,
og ingen kan se, hvad der foregår, så er det klart, at det
eneste, man kan drømme om, er et øjebliks ro. At lortet
bliver afb rudt, så vi lige kan orientere os.
Hvordan skulle denne afb rydelse så iscenesættes?
bolt: De fl este af de her 30’er-tænkere er tilbøjelige til
at mene, at det er hinsides den enkeltes evner, at det sker.
Igen med Benjamin, der skriver om Historiens engel, der
baglæns blæses frem i tiden og ikke kan indløse noget
som helst.
Og det bliver et billede på hans egen afmagt. På trods af denne
afmagt drister jeg mig nu alligevel til at forsøge at etablere en
afb rydelse. Om ikke andet så i hvert fald i denne samtale, for nu
kørte toget også bare af sted med os og samtalen. Vi skulle jo gerne
bevæge os hen imod spørgsmålet om, hvad der bør gøres helt ned
på individplan.
das beckwerk: Ja, og jeg havde egentlig også tænkt
på en åbning til den her samtale i dag, men det vil sgu
være latterligt, hvis jeg begynder at komme med den nu.
Sådan lidt festarrangøragtigt. Og vi kan ikke bare starte
forfra, når Historiens tog kører. Så realistiske må vi være.
Når samtalen kører, så kører den, og så må vi se, om vi
kan få lokomotivet til at køre i den rigtige retning.
Vi er vel allerede godt på vej, for nu har vi jo fået tematiseret den
her afmagt, som man meget let kommer til at føle, stillet over for
de store politiske og historiske processer, der bestemmer vores samtid.
Men den afmagt og den passivitet, som den som oftest aff øder,
vil I vel ikke acceptere?
das beckwerk: Absolut ikke. Men samtidig må vi jo
også sige, at toget har kørt lige siden, Benjamin prøvede
at stoppe det og altså endte med helt at hoppe af. Og det
har jo kun kørt stærkere og stærkere. Der er ikke sket
nogen standsning. Det er kørt så heftigt, at alle dem, der
måtte have siddet længst fremme og have styret toget, er
faldet tilbage i passagervognene. Det betyder også, at når
det revolutionære liv
man tidligere til 1. maj kunne have kapitalister med horn
i panden som et billede på den onde togfører, så er det
i dag nogle ansigtsløse kræfter, der kører toget, akkurat
ligesom i metroen. Selv Bill Gates er jo bare med på vognen.
Mange af dem prøver så ligesom f.eks. den tidligere
fi nansspekulant George Soros og rocklegenden Bono at
være gode i farten. Men de er allesammen om ikke ofre,
så underlagt togets fart og retning. Nogle af dem har så
bare været heldige og er kommet med på første klasse,
mens andre tramper rundt i nogle kemikalier for at farve
det tøj, som dem på første klasse slet ikke gider have på,
men som de nærige små borgere på economy class køber.
Der er på den måde ikke nogen onde, vi kan udpege. Det
er bare lortet, der kører derudad. Der er jo ingen, der
arbejder for at fremme den globaliserede kapitalisme.
Der er ingen hattedameforening, der arbejder til fordel
for kapitalismens bevarelse og udbredelse. Den kører
bare af sig selv. Det er ikke sådan, at der står nogen eller
noget bag alt det her med en masterplan.
bolt: Men det er jo dog klart, at der er nogen, der
faciliterer den her udvikling. Og hvis man skulle prøve
at identifi cere nogle af de her hattedame-foreninger, så
er det jo sådan nogle instanser som Verdensbanken eller
g8-landene, der kan fremstå som de store monstre.
das beckwerk: Det er jo også kun, fordi man gerne vil
have et monster og ikke bare det abstrakte Ingen, som
markedskræfterne og markedets ny verdensorden er.
bolt: Ja, ja, og alle spiller spillet. Bono, der går ind og
hilser på i g8-klubben og siger: Er I ikke med på, at det
store problem, vi må fokusere på nu, er fattigdomsbekæmpelse
i Afrika, eller nogle økologiske problemer,
eller hvad det nu kunne være.
Der kører hele tiden det her mediemæssige spil, hvor
nogle forskellige kendisser går ind og forsøger at forhandle
med de her klubber. Uden for murene står der
så den her store gruppe af alle mulige forskellige former
Og vi kan ikke bare starte forfra, når Historiens tog kører. Så realistiske
må vi være. Når samtalen kører, så kører den, og så må vi se, om
vi kan få lokomotivet til at køre i den rigtige retning.
72 73