vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

mads anders baggesgaard
levet deres liv højt placeret på bestsellerlisterne, angriber
præsidenten på vidt forskellige, men gensidigt oplysende
måder. Tidens konge blandt de radikale fi losoff ers, Alain
Badiou (f. 1937), analyserer, som det fremgår af titlen, i
essayet De quoi Sarkozy est-il le nom Sarkozy som et rent
symptom på en underliggende strømning, som et egennavn
der betegner og personifi cerer en tendens i tiden.
Sarkozy er ifølge Badiou et symptom på frygten og den
politiske apati i et kriseramt Frankrig, der sammenlignes
med Frankrig under den lidt for samarbejdsvillige
Vichyregering i 2. Verdenskrig. Dengang var det maréchal
Petain der nød godt af franskmændenes angst for krigen,
i dag er det Sarkozy der nyder godt af et fransk folk lammet
af frygt, nu for indvandrere, terror og stigende globalisering.
Resultatet er, nu som dengang, en regering der
ikke opstiller idealer, men tværtimod alene søger at tækkes.
Essayet er både en svidende karikatur af l’homme aux
rats – rottemanden Sarkozy der som Freuds patient for
alt i verden søger at undgå at træff e nogen beslutninger
overhovedet, paralyseret af frygt – og en aktualisering af
Badious mere principielle fi losofi ske og politiske forfatterskab
i forlængelse af hans overvejelser over forholdet
mellem individ og samfund i specielt L’éthique, essai sur la
conscience du mal (1993), Abrégé de métapolitique (1998) og det
sene hovedværk Logiques des mondes (2006).
Billedet af Sarkozy er derimod noget mere positivt
i Yasmina Rezas (f. 1960) L’aube, le soir ou la nuit, der er
resultatet af et års observationsarbejde hvor Reza har fået
lov at følge Sarkozy i hans arbejde som indenrigsminister
og i kampagneperioden frem til valget. Yasmina Reza er
først og fremmest kendt som dramatiker, blandt andet
for stykket Art (1995), der blev en international succes
og vandt talrige priser, men hun har også de to romaner
Hammerklavier (1997) og Une Désolation (2001) bag sig. Det
var således lidt af en overraskelse at Sarkozy indlod sig på
projektet, og resultatet, der ikke er en traditionel reportage,
men bærer undertitlen roman, var ventet med stor
spænding. Rezas roman er et forsøg på at skildre mennesket
Sarkozy, men vel at mærke også her i en symptomatisk
forstand, nemlig som individ formet og farvet
af de magtspil og det magtapparat han er placeret i. Et
spaltet menneske, der spiller det politiske spil bedre end
nogen, men som samtidig har meget svært ved at fi nde
sin plads i verden, »De er utvivlsomt rovdyr i deres egen
arena, men udenfor er de tamme,« 1 skriver Reza om politikerne
i bogens indledende afsnit og understreger således
romanens fokus på dobbeltheden: det er privatmanden
Sarkozy der skrives om, men privatmanden Sarkozy i sin
funktion som off entlig person.
De begivenheder der skildres, og de begivenheder
Reza har fået lov til at følge, er i sagens natur hovedsageligt
off entlige begivenheder og beskrivelser af livet
bag scenen med kampagnemedarbejderne og de politiske
konsulenter. Privatlivet med konen Cécilia lades, som
det mange steder er blevet kommenteret, bemærkelsesværdigt
uberørt. Med god grund viste det sig, da Nicolas
og Cécilia få måneder efter valget lod sig skille. Bogens
efterskrift rummer en tak til Cécilia, og i bagklogskabens
lys står en række scener i bogen tydeligt frem som symptomer
på det forestående, som en beskrivelse af en togtur
hvor Sarko utålmodigt venter på et telefonopkald som
aldrig kommer, et telefonopkald fra Cécilia naturligvis.
Cécilias fravær fra bogen er utvivlsomt resultatet af en
aftale som Reza overholder, indgået mellem hende og
Sarkozy, men fraværet er også på sin vis typisk for bogens
metode: En række af bogens temaer er først blevet rigtig
tilgængelige for læserne i månederne efter bogens udgivelse,
efterhånden som de spor der er lagt ud i romanen,
materialiserer sig i den politiske off entlighed efterhånden
som privatmennesket Sarkozy former præsidentrollen på
godt og ondt.
Et naturligt spørgsmål er her hvilken af de to metoder
der er bedst egnet til at forstå fænomenet Sarkozy:
Filosoff ens teoretiske blik, der forstår præsidenten som
en tom plads, der gennemløbes af historiske tendenser;
eller romanforfatterens indlevende beskrivelse af
mennesket i system, der åbner for en reel forståelse af
en præsident, som mange ikke føler den store sympati
for. Det er imidlertid et spørgsmål vi hurtigt kan lægge
på hylden, fordi Badiou explicit ikke prøver at forstå
Sarkozy, hverken som menneske eller historisk fænomen.
Badious bog er langt fra et portræt af Sarkozy, ja, den
er ikke engang hverken et portræt eller en kritik af det
politiske spil Sarkozy må tænkes at være en brik i. Politik,
af den slags Sarkozy bedriver, den slags der indebærer
politikere, valg, traktater og menneskerettigheder, er
nemlig ifølge Badiou slet ikke politisk, men tværtimod
alene et udtryk for statsmagtens legitimering af sig selv,
manifesteret gennem valghandlingen. Politik, og valgkamp
i særdeleshed, giver således ikke mulighed for at
skabe ændringer i samfundet, men er tværtimod ideologiske
skinmanøvrer der kun tjener til at fj erne fokus
fra de dele af samfundet der kunne danne subjekt for en
egentlig politisk begivenhed, nemlig præcis de dele af
samfundet der er ekskluderet fra valghandlingen i form
af i første række illegale indvandrere der lever og arbejder
i Frankrig, men ikke har stemmeret, og i anden række de
milliarder der lever under vestlig dominans i den tredje
verden uden skygge af mulighed for politisk indfl ydelse
på de processer der direkte eller indirekte styrer deres liv
og sundhed.
Løsningen ligger for Badiou om ikke lige for, så dog
klart foran os: Opgaven er at skyde det politiske cirkus
bort og i stedet insistere på at kigge efter bevægelser der
foretager en egentlig politisk handling, kigge efter det
Badiou gennem hele sit forfatterskab har betegnet begivenheden,
den radikalt uventede skabelse af det politiske der
på en ny vis trækker det hidtil usete ind i vores syns- og
handlingsfelt. Begivenheden er hos Badiou så radikal at vi
ikke kan foregribe den, men vi kan så at sige berede grunden
for den ved at åbne vores øjne for de dele af verden vi
ikke ser. De quoi Sarkozy est-il le nom er således ikke i første
række en beskrivelse af tingenes tilstand, men tværtimod
en intervention der forsøger at fremsætte den aksiomatiske
sætning: »Der er kun én verden« som paradigme for
vores politiske væren. Og alene ved at fastholde denne
enkle sætning som ufravigelig, begår vi ifølge Badiou en
politisk handling der langt overgår enhver deltagelse i
både politiske debatter og valghandlinger: »At bekræfte:
’Der er kun én verden’ er således et princip for handling.
Og dette princip gælder også ligheden af eksistenser på
ethvert sted i denne ene verden.« 2 Ligheden har universel
værdi på tværs af alle geografi ske og sociale skel, og hvis vi
holder os denne enkle sandhed for øje er vejen for virkelig
politisk forandring åben. Ikke nødvendigvis fordi vi dermed
indstifter en reel lighed, men fordi den rene udsigelse
af denne sætning trodser den frygtens konsensus som
Sarkozy er navnet på. At fastholde ligheden som aksiomatisk
princip for politisk handling negerer petainismen, som
Badiou beskriver som den franske reaktions historiske
form, dens transcendentale, og holder et mulighedsrum
åbent, som ifølge Badiou skaber intet mindre end muligheden
for en ny kommunistisk tænkning. Og dermed
bliver det også klart at Sarkozy i Badious læsning ikke er
symptom på en historisk udvikling, men derimod typisk for
en ahistorisk fi gur, nemlig den reaktionære som ontologisk,
politisk og logisk kategori. Sarkozy er ikke en person, han
er heller ikke bare et udtryk for den tid han lever i, men en
negering af det politiske som sådan.
Set i det lys er det imidlertid bemærkelsesværdigt
hvor meget plads Badiou bruger på at tale om personen
[ ] Desuden insisterer Badiou på at supplere
sin fi losofi ske virksomhed med en konkret
politisk praksis placeret på den yderste venstrefl
øj. Badiou var i 60’erne aktiv i det radikale
kommunistparti ucfml og stiftede i 1985 med
vennerne Sylvain Lazarus og Natacha Michel
den post-maoistiske bevægelse L’Organisation
Politique, der med den kinesiske kulturrevolution
som forbillede søger at rejse den franske
befolkning til modstand mod den statslogik der
efter organisationens overbevisning styrer de
eksisterende politiske partier, og tale de svages
sag: arbejderne og de tusindvis af statsløse sans
papiers der lever et liv under kummerlige forhold
i dagens Frankrig.
Sarkozy. Badious behandling af præsidenten er alt anden
en respektfuld, ikke bare med henvisninger til rotter, men
også med nedladende beskrivelser som »en ophidset strisser«
og, med henvisning til Sarkozys beskedne højde, »en
meget lille Napoleon.« 3 Beskrivelser der er med til at gøre
De quoi Sarkozy est-il le nom til en meget underholdende
bog, og som utvivlsomt også har bidraget til at gøre den
til en bestseller, men også beskrivelser der sætter spørgsmålstegn
ved Badious egentlige ærinde. For hvis formålet
er at bortlede opmærksomheden fra det politiske cirkus
til fordel for den virkeligt politiske arena, burde dette
fokus på personen og personaen Sarkozy vel ikke være
nødvendigt?
Hvis man studerer receptionen af Badious bog i
Frankrig bliver det da også hurtigt klart at den umiddelbare
reaktion, naturligvis som den er formet af mediernes
selektionskriterier, ikke peger i retning af en større forståelse
og opmærksomhed overfor samfundets udstødte.
Fokus er tværtimod helt klart på oppositionen mellem
den venstreintellektuelle Badiou og statsmanden Sarkozy.
Og det er vel at mærke en særdeles velkendt opposition,
62 63