vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk
for aktivister, der forsøger at afb ryde møderne og gøre
opmærksom på, at det er en forkert dagsorden, og at den
frihandelskapitalisme g8-møderne står for, i virkeligheden
er med til at ruinere en masse mennesker og gør, at
folk dør af sult osv. osv.
Men selvfølgelig har vi med nogle økonomiske strukturer
at gøre, der er langt større end det, der foregår på
de her møder. Og de økonomiske strukturer er der som
sådan ikke nogen, der sidder bagved og styrer, og som vi
kunne kalde onde.
Kampene i forbindelse med de her møder er ikke
desto mindre vigtige som symbolske kampe. På samme
måde som f.eks. de her latterlige billeder af Bush, der
fejrer sejren i Irak ved at servere kalkun til Thanksgiving,
har stor symbolsk betydning. Jagten på billeder er bare
supervigtig i dag. Og den symbolske betydning må man
medregne, når sådan nogle fænomener som Bono og
Soros og deres funktion i det her spil skal analyseres. For
er de med deres tilstedeværelse nemlig ikke bare med til
at legitimere det her system? De problematiserer jo overhovedet
ikke selve systemet, men træder blot ind i det og
forsøger at få noget igennem. Og selvom det, de forsøger
at få igennem, selvfølgelig umiddelbart kan lyde ganske
fi nt, er de jo med deres deltagelse også med til at give
disse mekanismer legitimitet.
das beckwerk: De vil jo ikke have, at det skal gøre ondt
på nogen. Vi skal endelig ikke derud, hvor nogen forvrider
ankelen eller bliver slået ihjel. Så de prøver i en eller
anden forstand at nå hen til det gode, uden at noget skal
grundlæggende forandres.
Men det er jo ikke kun hykleri fra de her meget rige
typer som Bono, Gates og Soros’ side. Ligesom jeg tror
på det idealistiske aspekt i amerikanernes indtog i Irak,
så tror jeg også, at de her folk virkelig mener og tror
på det. De sidder dér med deres alt, alt, alt for mange
penge og deres alt, alt, alt for megen magt, og det er bare
skide svært, for hvad fanden skal de stille op med alle de
muligheder? Det er jo også derfor Gates går ned på den
lokale burgerbar og spiser, for hvis han skulle udtænke,
hvordan den middag skulle se ud, der ville svare til alle
de penge og muligheder, han har, så ville han jo aldrig få
noget at spise. Han ville skulle tænke og tænke og tænke.
Derfor tænker typer som ham også, om de dog ikke kan
nå at gøre et eller andet godt med deres mange penge, for
det går alt sammen så pisse stærkt, og om lidt bliver de
gravet ned. De ved jo godt, det er løgn, men tænk nu,
hvis verden kunne blive god, og vi kunne narre den her
Historiens løbske vogn.
Hvis ikke det er Bono-vejen, vi skal følge, hvor man forsøger at
gøre noget godt i farten, hvad stiller vi så op? Hvordan skal vi
kunne ændre retningen på ‘Historiens løbske vogn’? Hvad stiller
vi op med uoverskueligheden, hvad kan vi gribe fat i?
bolt: Det er jo bl.a. det, der er opgaven for os intellektuelle.
Vi sidder jo på en eller anden måde og venter og
forsøger at analysere den her uoverskuelige situation og
udpege, hvor det kritiske potentiale eller ligefrem det
revolutionære afsæt kunne være. Ligesom f.eks. Hardt
og Negri og hele multitude-diskussionen. Er multituden
der nu, eller er den der ikke? Kunne man måske forestille
sig, at det er det prekære arbejde, der udgør en mulighed,
og skal vi sætte vores lid til de indiske arbejdere eller
måske dem i Kina? Og sker der måske endda noget herhjemme,
man kan gribe fat? Er der f.eks. en ungdomskultur
i miljøet omkring Ungdomshuset, man kan forlene
med et eller andet kritisk alternativ?
Når man så som intellektuel har forsøgt at udpege
dette sted, hvorfra der kunne ske noget, så forsøger man
at udvikle, hvad man i bedste fald ville kunne kalde en
eller anden form for revolutionær teori. Men man sidder
og venter på den revolutionære praksis.
das beckwerk: Det er jo netop den intellektuelles traditionelle
praksis, som han eller hun normalt retfærdiggør
ved at sige, at min skriftpraksis er praksis nok, og derfor
kan jeg godt have hund og leve sådan en småborgerlig
tilværelse ved siden af.
Men der er jeg simpelthen for dum til at forstå, at det
kan være sådan. Det er også derfor, jeg straks peger på din
hund og spørger, hvad fanden skal den hund her? Der må
gøres et eller andet ved den, den er jo kontrarevolutionær
eller i hvert fald en sikker revolutions-prævention, den
skal jo både luftes og have mad, og jeg ved sgu ikke hvad,
som overhovedet ikke har noget med revolutionen at gøre.
bolt: Det var jo også derfor, jeg kom for sent i dag.
das beckwerk: Til din ros må jeg jo så samtidig sige,
at du alligevel har ladet hunden løbe i den forstand, at
du jo ikke bare sidder med din teoretiske praksis. Du har
kontakt med Ungdomshusmiljøet på en anden måde end
den traditionelle form for kontakt, man oftest ser, når
akademikere har kontakt med praksis, hvor de jo ofte
fungerer som en slags guruer.
Du er begyndt at afh olde nogle kurser eller sådan
noget, ikke?
bolt: Jo, altså det bliver en form for workshops, som i
øjeblikket er under udvikling, og de kommer til at fi nde
sted i november 2007. Det er sammen med en gruppe, der
kalder sig ‘Vi er alle militante-initiativet’, som indeholder
repræsentanter fra forskellige grupperinger inden for
miljøet. Netop den intellektuelles rolle i et sådant engagement
er en svær balancegang. På den ene side må man
undgå at reproducere den her klassiske avantgardemodel,
hvor man instruerer nogle andre til noget. Hvor man
tror, man ved noget, som de andre måske er på nippet til
at fi nde ud af, og som man så ligesom skal fungere som
fødselshjælper for eller sådan noget. Altså den her gurustatus,
som du også nævnte.
På den anden side kan et sådant engagement også
betyde, at man reelt bliver nødt til at udvande det, man
arbejder med. Den teoretiske aktivitet udvandes, for at
man kan være i forbindelse med masserne, i det her tilfælde
Ungdomshuset. Skal man f.eks. være en del af det
miljø og kunne spille en rolle i det, så har det, man kommer
med, kun mening, hvis man er optaget af at være
politisk engageret og kan indgå i det politiske kredsløb på
samme måde, som de gør.
Men det revolutionære projekt, som jeg taler om, kan
netop ikke identifi ceres som et politisk projekt. Det har
noget at gøre med en hverdagspraksis.
Men hvad er det så, du kan gøre i det engagement? Hvad kan du
bidrage med?
bolt: Det handler selvfølgelig bl.a. om at gøre
opmærksom på nogle af de her identitetsmæssige
faldgruber, som vi jo også tidligere har talt om. At
Ungdomshusbevægelsen tenderer til at reproducere en
ganske traditionel forestilling om at være imod noget og
derved, når det kommer til stykket, måske er med til at
bekræfte det, de egentlig er imod.
das beckwerk: Og den identitetsfælde ligger de i den
grad under for.
bolt: Det er meget, meget tydeligt. Og det kommer
også til at udgøre et problem for dem, for nu ser det jo ud
det revolutionære liv
til, at de får deres nye fritidsklub. Og hvad så? Hvad skal
der så ske? De klynger sig til ‘69’ og skriver det over det
hele. Det gode er, at det måske ender med at gå hen og
blive sådan et neoistisk tomt navn.
das beckwerk: Det kunne selvfølgelig gå hen og blive
det, men i øjeblikket er det jo bare identitetsaffi rmerende,
og det mimer jo fuldstændig markedsøkonomien. Deres
‘69’ er blevet et perfekt brand, og om ganske få år kunne
de sikkert sælge brandet ‘69’ for mange milliarder på det
internationale marked.
bolt: Der er tydeligvis en eller anden underlig forbindelse
mellem Ungdomshuset og den identitets- og livsstilsproduktion,
de har gang i, og det man kunne kalde
den kreative klasse eller oplevelsesøkonomien eller sådan
noget. Det er jo ikke så længe siden, at København blev
udnævnt som en af de smarteste byer i verden af det her
meget stilbevidste internationale magasin – The Monocle.
Og det var primært pga. Ungdomshuset. Så selvom
mange folk på Nørrebro sikkert er ved at være godt
trætte af, at deres cykler er smadret, eller hvad ved jeg, så
må man jo sige, at Ungdomshuset i et større perspektiv er
en fantastisk måde at brande København på.
das beckwerk: Christiania er også blevet lidt for
Madame Tussaudagtigt, selvom der selvfølgelig stadig
kommer mange turister. Men man har brug for noget nyt.
bolt: Ja, og der kommer Ungdomshusbevægelsen ind.
Christiania har jo reelt ikke bidraget med meget andet
end Christiania-cyklen og chillumpiben. Der er mere
røre i Ungdomshusbevægelsen. g13, hvor man ville
besætte et hus i Vanløse, var jo f.eks. en enormt eff ektiv
aktion, hvor man var supergode til at få medierne til at
‘købe’ historien om en ikke-voldelig besættelse.
Men spørgsmålet er selvfølgelig, om man risikerer
at reproducere nogle problematiske strukturer, når man
indgår i et medieskuespil, som det var tilfældet med
eksempelvis g13.
Det er det ene problem: at en bevægelse, der forstår sig
som alternativ, lader sig opsluge i et massemediekredsløb,
der har til funktion at sy samfundet sammen. Det andet
problem er, når man forstår sig som de udvalgte, ‘vi er
de revolutionære’, og så trækker sig tilbage i en eller
anden selvvalgt marginaliseret position. Denne militante
identitet fører i så fald til en hierarkisering, der skaber
74 75