vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

Den der ler sidst … Av
yasmina reza
L’aube le soir ou la nuit
Flammarion Albin Michel, 2007
60
alain badiou
De quoi Sarkozy est-il le nom
lignes, 2008
icolas sarkozy er en klovn. Ikke
på grund af hans politik. Selvom der
er nok at være uenig i, er den ikke så
markant at den kan kvalifi cere så
stærke udtryk. Nej, det der gør
Sarkozy til en klovn – ikke en hvid
klovn, vel at mærke, men en klassisk
trist klovn med eller uden rød næse –
er hans læber. Hans fyldige læber, der synes at
bevæge sig frit rundt i et ansigt de er alt for store til;
et ansigt hvor der ligesom er alt for meget hud, hængende
øjenbryn, kødfulde kinder; og alt sammen placeret på en
mand der tydeligvis er for lille og helt uden format til at
bære det. Sådan ser en klovn ud. En trist, tragisk klovn,
der falder på halen og selv får de lagkager i ansigtet, som
han havde udset sig andre som mål for.
Sådan en karakteristik er ganske respektløs over for en
statsmand fra en af verdens, trods alt, førende stormagter.
Ikke desto mindre ligger den nær mange af de hånlige
beskrivelser, den franske præsident har været udsat for i
dette forår. Fra at have vundet en sikker og overbevisende
valgsejr sidste år, har Sarkozy sat nye rekorder som den
mest upopulære siddende præsident nogen sinde, ikke
mindst med henvisning til hans fremtoning og hans
manerer, som da han for nylig afviste en tilhører der ved
en landbrugsmesse ikke ville tage hans hånd, med det
siden berømte udråb: »Casse-toi alors, pauvre con!«, der i
oversættelse betyder noget i stil med: »Pis af, idiot.« Sådan
noget sætter franskmændene ikke pris på. De er vant til
veluddannede politikere fra det bedre borgerskab. Enarker
uddannet på den prestigefyldte École Normale d’Administration.
I modsætning til Sarko, der forsøgte sig med en
uddannelse på Sciences Po, der fungerer som adgangsvej
til ENA, men tidligt måtte opgive på grund af manglende
Om klovnen Sarko og alle de andre artister
mads anders baggesgaard
evner. Så de fortryder, gør de, at de valgte en lille utiltalende
mand med gummiansigt til præsident, uagtet at de
fl este utvivlsomt er ganske enige i den politik han fører.
Den eneste formildende omstændighed er at Sarko, tre
måneder efter skilsmissen fra hustruen Cecilia, giftede sig
med supermodellen og sangeren Carla Bruni der er både
køn at se på og fornuftig at høre på. Hvis hun kan forelske
sig i ham, må der alligevel være noget ved ham, synes
rationalet at være.
Men selv om Sarkozy lige nu ikke står franskmændenes
hjerter nærmest, er det utvivlsomt endnu alt, alt for
tidligt at afskrive ham. Han har igennem hele sin karriere,
for at bruge en politisk kliché, vist sig som en terrier der
ufortrødent fortsætter trods modstand og forhindringer,
og chancerne er gode for at han til næste valg netop
klemmer sig op over de 50% ligesom hans amerikanske
modstykke George W. Bush. Der synes at være noget i
tiden der producerer politikere, der lader kritik og dårlige
meningsmålinger prelle af, vel at mærke ikke til fordel for
en visionær politik, men tværtimod til fordel for den rene
bekræftelse af deres eget ego. Vi elsker, som vi altid har
gjort det, at kritisere vores ledere, men hvor denne kritik
tidligere gav ledere der forsøgte at stå fast og stå imod, i
realiteten eller som ren positur, ser vi nu ledere der i stedet
svælger i rollen som objekter for andres hån, som klovne
med andre ord, der agerer skydeskive for publikums latter,
men som vel at mærke selv har situationen under kontrol
og publikum i deres hule hånd.
Sarkozy er således helt uden tvivl et symptom, uden
at det står helt klart hvad det er han er et symptom
på. Og måske derfor har det sidste år ikke alene budt på
kritik og forhånelse, men også på en række analyser der
på forskellige måder forsøger at komme bag om fænomenet
Sarko. To af de mest interessante, der begge har
alain badiou fejres af Slavoj Žižek som vor
tids største fi losof og har gennem en årrække
besat den højeste fi losofi ske lærestol i Frankrig
som professor ved École Normale Supérieure.
Samtidig kritiseres han fra fl ere sider for sin højstemte
alvor. Peter Osborne har således udråbt
Badiou som den fi losofi ske neoklassicismes
førstetænker (og det er ikke en kompliment!),
og direkte adspurgt om sin holdning til Badiou
svarer hans kollega på Université Paris viii gennem
20 år, Jacques Rancière, med et skuldertræk
og bemærkningen: »Tja, han vil jo så gerne være
fi losof …«
Badiou deler vandene fordi han insisterer på
ikke alene at tænke store tanker, men også bygge
store systemer i en tid der ellers er grundigt vaccineret
mod den slags. Hans to hovedværker
L’être et l’événement (1988) og Logiques des mondes
(2006) søger at præsentere henholdsvis en ontologi
og en logik for fænomenets tilsynekomst
på grundlag af matematikken (matematikken er
ontologien selv) og er lige så komplicerede som
de er ambitiøse. Badious tanker formuleres i et
helt eget vokabular, som han ikke viger tilbage
for at lade ledsage af matematiske formler. [ ]
61