vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

More documents

Recommendations

Info

peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk pludselig kriminelle og skider på, at der måske kan ske noget med dem, fordi de går ind og tager nogle bajere eller et farve-tv. das beckwerk: Når alle mulige folk, der ikke er ungdomshusaktivister eller kriminelle, går med i de her plyndringer og går ind og stjæler ting, så har det for mig at se ikke noget at gøre med en demokratisering af protesten. Det er jo tværtimod netop et udslag af markedsmekanismerne. Og en bekræftelse af dem. Hov, nu kan vi få noget gratis! Det er jo noget, der sker uden bevidsthed om noget som helst, nærmest helt dyrisk. Jeg tager et eller andet! Men der er absolut et sammenbrud i de situationer, dét kan jeg se i det. Og jeg er også glad for, at du prøver at vende det på hovedet og går skridtet længere i den forkerte retning, så det pludselig bliver en demokratisering af protesten. Altså det som alle de ‘gode’ i ungdomshusmiljøet tager afstand fra, for de vil nemlig gerne gøre ligesom Soros og Bono. De vil lave deres revolution, uden at nogen bliver vrede. De vil gerne have et godt ry i off entligheden. bolt: De prøver jo hele tiden at balancere, så de på den ene side stadig kan mobilisere en masse mennesker på gaden og samtidig kunne være en legitim dialogpartner for Ritt Bjerregård. g13 aktionen, hvor de ville besætte huset ude i Vanløse, var jo i den henseende perfekt. Det var et supersmart marketingstrick fra de unges side, da de gik ud og sagde, at det var en ikke-voldelig demonstration, men vi tager huset! Politiet spillede så af en eller anden grund med på den historie og valgte bagefter at gå ud og sige, jamen de unge var faktisk fl inke, de var ikke voldelige. De kunne jo nemt have kørt den modsatte strategi og i stedet have sagt, at det var løgn, at de skubbede til politiet og krænkede den private ejendomsret. Måske valgte de af økonomiske årsager at sige, at de unge opførte sig fi nt, for så kan man jo også sige, at man måske skulle overveje at snakke lidt med dem. Og så gik snakken jo rent faktisk i gang, og politiet selv kom til at fremstå endnu mere som vindere, for de kan gå ud og sige, at de her ting har kostet så og så mange millioner, så de har nu fået en ekstra bevilling på 50 millioner. Alle har faktisk vundet. Ritt har vundet, for Kø ben havn er blevet en smart og levende by, ung domshusmiljøet er blevet kæmpestort og får nu sikkert også et hus, og politiet får fl ere penge. Når nu alle implicerede parter i konfl ikten synes at have vundet, var det så den mulighed, der lå i Ungdomshuskonfl ikten ud fra det store perspektiv, der blev den store taber? bolt: Ja. Vi skal lige tilbage til spørgsmålet om, hvorledes de her plyndringer skal forstås. Her havde I jo tilsyneladende to forskellige perspektiver på den sag. bolt: I forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en demokratisering af protesten eller snarere en bekræftelse af markedsmekanismerne, som Beckwerket nævnte, vil jeg jo mene, at begge elementer er til stede. Det vigtige for mig at se er det her element med, at der pludselig bliver åbnet et andet rum med nogle andre spilleregler. Byen som festival eller leg. Sådan nogle ting. Man udfordrer eller ophæver for et øjeblik den private ejendomsret. Men som du også rigtigt nok nævner, så bekræfter man den samtidig i ét og samme moment ved at gå ind og tage netop den eller den bestemte vare. Det er i den forstand en underlig paradoksal situation, hvor man ser en internalisering og bekræftelse af den kapitalistiske vareøkonomi samtidig med den her pludselige ophævelse af den og dens bytteformer. Det er også det, man kan se i nogle af de her dybt underlige og morsomme situationer fra nogle af de store uroligheder i usa, hvor man ser hjemløse stjæle tv’er! Jeg mener, hvor fanden skal de stille tv’et? De har jo heller ikke noget stik til det. Jeg ved ikke helt, hvad der sker i sådanne situationer, men det må have noget at gøre med, at vi jo ved, at de her varer simpelthen er lykken. Om tv’et så kan tilsluttes eller ej. das beckwerk: Ligesom jeg går ind for selvmord, hvis det er originalt, så må de her begivenheder à la plyndringerne også have noget originalt, noget formbevidst over sig og ikke bare ende med at bekræfte varebegæret. Hvis man f.eks. røvede en bank og brugte pengene som huskesedler, altså klipsede dem sammen til en lille notesbog, eller bruger dem som toiletpapir. Det ville være fi nt. Men den her trang til tv’er har efterhånden fået karakter af et almenmenneskeligt behov, som vi også er stødt på, når vi har rejst rundt i verden. I det øjeblik verdens mange fattige får deres helt basale behov, altså behov, som vi slet ikke kender længere i Danmark, når de bliver dækket, så opstår straks den her trang til at få varer, til at få tv’et og noget at stille det på og noget at stikke det ind i. Måske fordi der ikke er andet at gå efter. Men alligevel. Derfor opstår også spørgsmålet om, hvordan man skaber en forbindelse mellem folk, der umiddelbart bare ønsker et tv og noget at stikke det ind i, og så en eller anden utopi om et revolutionært projekt. Der har Das Beckwerk jo bl.a. haft to radikalt forskellige strategier. I Irak var der den positive og gode fremgangsmåde, hvor man samtalede med folk og tog dem alvorligt og så videre. Et smukt initiativ, men resultatet blev bare temmelig formløst og luftigt. Vi kom, mødtes, vi sejrede, og så var vi væk. I Iran var projektet meget mere arrogant i en vis forstand. Der misbrugte eller rettere sagt forførte vi de iranske unge til at gøre nogle ting, der var farlige for dem selv, samtidig med at vi også selv bragte os i fare. Der stod vi ikke i det godes tjeneste, for at ville gøre det gode ville endnu engang bare ende som en slags Bono-aktivisme på vores niveau, altså et forsøg på inden for rammerne af det forhåndenværende at mødes med alle parter og få alle parter til at mødes, mens de overordnende strukturer i virkeligheden fortsætter som altid, og intet i sidste ende har ændret sig til det bedre. Der var en eller anden form for sammenbrud i det, vi lavede i Iran, men som altså ikke var så entydigt sympatisk eller uskyldigt. bolt: Det var ikke opbyggeligt. Det mindede med sin dekadence mere om noget kvasi-Bataille-agtigt tilsat hemmelige agenter og det hele. das beckwerk: Ja, Nielsen & Altheimer var en slags hemmelige agenter, som bare ikke stod i nogens tjeneste eller i hvert fald kun i sammenbruddets tjeneste. Og vi kom jo også derhen, hvor højre- og venstrefl øjen bøjer sammen som på en globus og mødes i enderne der, hvor det er lidt uklart, om det egentlig var radikalt revolutionært eller snarere højreradikalt liberalistisk. bolt: Irakprojektet var et opbyggeligt forsøg på at indføre demokratiet, som godt nok blev gennemspillet på den her meget bogstavelige måde. Det resulterede i, at alle de forskellige medieringer af projektet hele tiden kom til at handle om, at kommunikationen brød sammen, at kommunikationslinjerne hele tiden blev blokeret. det revolutionære liv Man kunne ikke overskue undtagelsestilstanden. Man bliver, som den Nielsen, der befandt sig dernede, henvist til at sidde og se på sig selv og sine helt nære omgivelser. Det minder om det, vi kom fra med 30’erne og Benjamin, hvor dem, der burde vide, ikke vidste noget som helst. I Iran var det så bare ikke radio Moskva, men radio Democracy, der ikke sendte. das beckwerk: Det bryder sammen på en eller anden begejstrende måde, som jeg stadig ikke helt kan gennemskue, men ikke desto mindre mener jeg, at man eller vi bare må fortsætte i den retning, for der er altså noget interessant på færde i sammenbruddet. bolt: I Irak var der vel ikke på samme måde som i Iran en glæde ved at det brød sammen. Der endte det jo med, at de her vilde konspirationsteorier erstattede den reelle kommunikation. das beckwerk: Det er selvfølgelig rigtigt. Forskellene i de to projekter skyldes blandt andet, at forholdene i Iran var de stik modsatte af dem i Irak. Det var en anden slags undtagelsestilstand i Iran, hvor rollerne var så hårdt fordelt og systemet så stift, at det eneste, der var at gøre, var at forsøge at få det til at bryde sammen, og derfor har du også ret i, at begejstringen over sammenbruddet var større i Iran. For sammenbruddet var den eneste mulighed, der var for at få samfundet i bevægelse. bolt: Den her nærmest solipsistiske dekadence og den meget individuelle nydelse viste sig at være subversiv stillet over for den systematiske og regimeautoriserede bevægelse eller revolution, der hersker i Iran. Den vestlige livsstil som en form for angrebsvåben. das beckwerk: Men en så radikal vestlighed, som amerikanerne aldrig kunne levere eller repræsentere. For de vil altid i det mindste forsøge at levere en vare, der lod, som om den var god. bolt: Strategien med at vælge dekadencen frem for det opbyggelige som kritikkens form minder på mange måder om den situation, Bataille så sig selv i i 30’erne. Han er interesseret i at gå hele vejen, når dialektikken bryder sammen. Det er det, Breton ikke kan klare. Han vil jo gerne skabe en balance mellem de destrutive og opbyggelige energier, han vil i hvert fald ikke så langt ned 78 79
peder holm-pedersen, mikkel bolt & das beckwerk Det man forbinder med rigtig kunst, det religiøse osv., det spiller ikke rigtig nogen rolle. i lortet, som Bataille vil. Breton satser ikke ifølge Bataille. Han vil ikke svines til, ikke have snavs på habitten. Den forløsning Bataille er interesseret i, er ligesom jeres projekt i Iran alt andet end opbyggelig. Derfor er han også hurtigt opmærksom på, at der er et eller andet i fascismen, som faktisk er interessant, fordi det den gør – fascismen – er, at den lader massen komme til udtryk. Massen bliver italesat. Og det er de parlamentariske demokratier slet ikke i stand til i 1930’erne, så der er en eller anden form for suverænitet, imødekommelse af det heterogene, og det er jo det, Bataille er interesseret i. De vestlige kapitalistiske samfund er jo netop kendetegnet ved, at det heterogene, de her skadelige energier, er blevet udgrænset. Det man forbinder med rigtig kunst, det religiøse osv., det spiller ikke rigtig nogen rolle. Man er blevet et trist kedeligt rationelt væsen. Han er opmærksom på, at der mangler et eller andet her. Kulturen er kold. Så han kan se, at fascismen kan et eller andet. Men han gør i samme ombæring opmærksom på, at det er en falsk suverænitet i den forstand, at den virkelig suveræne handling, det ved han jo fra Nietzsche, hvad er det? Det er, at man satser alt. Man satser sig selv. Og det gør fascismen jo ikke, for den retter aggressionen udad – mod jøderne eller andre nationer, så den resulterer i krig. Den virkelig suveræne han ville jo ofre sig selv. Selvfølgelig skal man ikke køre de her paralleller mellem 30’erne og vores samtid for langt ud, men den forcering af den politiske horisont, der fandt sted i 30’erne, svarer på nogle måder til den forcering, der fi nder sted nu. At verden forsøges reduceret til et valg mellem to ting, terrorisme eller demokrati, enten er du med os, eller også er du imod os. For Batailles vedkommende var problemet, at der blev lavet en forenet antifascistisk front, som gik ud på at forsvare den kulturelle civilisation. Bataille fattede simpelthen ikke, hvad der foregik, for det var jo netop den – den kulturelle civilisation, avantgarden hele tiden havde været interesseret i at smadre, at sprænge i luften, og nu skulle man så pludselig forsvare den, fordi truslen fra fascismen gjorde, at man var nødt til at redde et eller andet. Den politiske horisont var på den måde blevet reduceret til et valg mellem fascisme eller den borgerlige kulturelle civilisation. Og Batailles problem var selvfølgelig, hvordan man etablerer alternative positioner i sådan et politisk landskab. Det ender derfor også med, at han helt afstår fra det politiske engagement og helt konkret går under jorden og laver en gruppe, som vi nærmest ikke ved noget om den dag i dag. Vi ved, at gruppen hed Acéphale, dvs. den hovedløse, og var en hemmelig sekt, der nægtede at give hånd til antisemitter, og mødtes under rituelle omstændigheder. Og så var det meningen, at de skulle have foretaget en menneskeofring ude i en skov under et tordenramt egetræ. Historien er, at alle medlemmer af sekten meldte sig som den, der skulle ofres, men ingen af dem ville være bøddel. Så det lykkedes ikke. Men, altså, ingen ved rigtig, hvad det gik ud på. Det var så hemmeligt og mystisk, at man også i dag er i tvivl om, hvorvidt Bataille selv var klar over, hvad det gik ud på. Da krigen så kom, holdt Bataille op, og han blev den store veletablerede fi losof. Men det er vel ikke den form for revolutionær livspraksis, vi efterlyser, hvor vi skal blive hovedløse og foretage menneskeofringer under tordenramte egetræer. Vi leder vel efter en livsførelse, hvor vi stadig kan forblive en del af samfundet og samtidig være med til at forandre det? bolt: Der hvor jeg kommer fra, som er et eller andet miskmask af postsituationistisk ultraleftistisk revolutionær teori, så er det sådan, at uden en reel tilbundsgående social krise er det ikke muligt at skabe en forbindelse mellem revolutionær teori og revolutionær praksis. Mobiliseringen er simpelthen ikke mulig. Derfor må man også spørge, om det overhovedet giver mening at tale om en revolutionær livsførelse på nuværende tidspunkt, altså en revolutionær praksis, når omgivelserne i en eller anden forstand umuliggør, at man kan leve det liv. das beckwerk: Men man bliver da nødt til at forsøge det, for ellers kan man legitimere hvad som helst. Så kan man jo bare læne sig tilbage, alt imens man tjener masser af penge og nyder turen med det her løbske tog, vi alle er kastet ombord på, og ganske selvtilfreds sige, at man går ind for revolutionen, men man venter bare på den. bolt: Det er selvfølgelig ikke det, jeg siger. Men man må være sig bevidst, at der er mange problemer forbundet med f.eks. den situationistiske model, hvor man mente at leve et revolutionært liv. De gjorde jo netop et forsøg på så at sige at springe ventetiden over og leve det revolutionære liv nu og her. Men hvordan skulle man så gøre det? Ser vi på Guy Debord, så koketterede han jo f.eks. med, at han aldrig havde haft et arbejde. For det er klart, at det at have et job er jo noget af det værste. På samme måde holdt han sig altid på afstand af institutionerne og afviste enhver form for institutionel anerkendelse osv. Sagde han. das beckwerk: Til gengæld opbyggede han en god gammeldags myte om den radikale og konsekvente enegænger Debord. bolt: Og netop i forbindelse med den myte, så melder spørgsmålet sig, om det liv han rent faktisk levede, nu også var et liv, der kunne stå mål med myten. Kunne det liv overhovedet leves? Og var det virkelig så revolutionært? Det var det jo nok ikke. I virkeligheden var det et ganske marginaliseret liv, hvor han boede ude på en gård, fi k konen til at lave al maden, og så svinede han ellers alle til, der henvendte sig. Så, ja, vi må gøre forsøget, men samtidig må vi jo også være os bevidste, at det næppe er muligt. Man skal ikke tro, man lever det her revolutionære liv, for så ender vi i den her situation, hvor man meget selvtilfreds opstiller imperativer, der reelt ikke lader sig realisere og derfor bare bliver moralske. En sådan selvforståelse udvikler sig hurtigt til en form for dømmesyge, hvor man, som Debord, ender med at svine alle andre til. Der lå jo en skam over de her liv, vi fører, i modsætning til f.eks. Debord, der lidt selvhøjtideligt hævdede at leve det revolutionære liv. det revolutionære liv das beckwerk: Derfor må man også være radikal i sin selvkritik og være sig bevidst, at der altid vil være noget, der kompromitterer og latterliggør en, når man forsøger. Om det så er hunden, eller det at konen laver maden. Der vil altid være noget. Derfor irriterede det mig også på en begejstrende måde, da du sidste gang forsøgte at svare eller rettere netop hele tiden veg udenom, da vi bad dig fortælle, hvordan du helt konkret levede eller skulle leve dit revolutionære liv. Der lå jo en skam over de her liv, vi fører, i modsætning til f.eks. Debord, der lidt selvhøjtideligt hævdede at leve det revolutionære liv. Du pegede ikke på dit liv og sagde ‘Hør her venner, nu har jeg endelig fundet ud af det, nu gør jeg det rigtige!’ bolt: Et andet problem i forbindelse med den her model, hvor revolutionen søges realiseret her og nu i ens eget liv, er, at det meget let går hen og bliver et personligt projekt. Det er udtryk for et personligt engagement, der ikke evner at forbinde sig med det kollektive niveau, og det er for mig at se et stort problem. I den forbindelse kunne man også spørge, om ikke der i Beckwerkerne er en tendens til, at det engagement, de lader komme til udtryk, først og fremmest også er et personligt engagement. Altså et individuelt engagement, som det kan være svært at se, hvorledes skal forbinde sig med det kollektive. Måske fordi Beckwerkerne også forsøger at springe over, fordi ventetiden er uudholdelig, og derfor går man bare i gang med sit individuelle projekt. das beckwerk: Det er selvfølgelig en hård, men nok også en rammende kritik af hele Beckwerk-tingen. For den er jo enormt individualistisk. Selvom de forskellige versioner af Nielsen og også Rasmussen og hans afl øser Altheimer alle er en slags ideelle afpersonaliserede tomme individer, så har Beckwerket jo aldrig formået at mobilisere massen og skabe den her forbindelse til det kollektive. Derfor mistænker jeg også nogle gange mig selv for, at den radikalitet, jeg har gang i, i virkeligheden ender ude i sådan noget ultraliberalistisk, altså en form for 80 81
Page 1 and 2: # 4 2008 TIDSSKRIFT for LITTERATUR
Page 3 and 4: vagant # 4 / 2008
Page 5 and 6: - leder - Utstøtningen er det slik
Page 7 and 8: press inviterte forfattere av ulik
Page 9 and 10: odd w. surén tone hødnebø: Skamf
Page 11 and 12: odd w. surén I det stillestående,
Page 13 and 14: odd w. surén i Aristoteles’ defi
Page 15 and 16: mazdak shafieian & sigurd tenningen
Page 17 and 18: anna hallberg hårda pappskivor« -
Page 19 and 20: anne helene guddal Höss gjør seg
Page 21 and 22: anne helene guddal når emnet er uk
Page 23 and 24: - selvfølgelig med unntak av det f
Page 25 and 26: gisle selnes Off eret som måtte ti
Page 27 and 28: De malte Av marcel beyer Oversatt a
Page 29 and 30: marcel beyer «Neustadt-punkerne»:
Page 31 and 32: Russerne kommer! Russisk samtidslit
Page 33 and 34: Den der ler sidst … Av yasmina re
Page 35 and 36: mads anders baggesgaard der ikke tj
Page 37 and 38: Utvidelse av hatsonen bhl: Nylig fa
Page 39 and 40: peder holm-pedersen, mikkel bolt &
Page 41: peder holm-pedersen, mikkel bolt &
Page 45 and 46: Art, not nature Tre versjoner av Pa
Page 47 and 48: jenny hval the pain of disappearing
Page 49 and 50: kjetil sletteland til den norskætt
Page 51 and 52: Att skriva eller låta sig skrivas
Page 53 and 54: anders johansson Det som no skjedde
Page 55 and 56: frode helmich pedersen I anledning
Page 57 and 58: Wunderkammer Løveids snakkende mus
Page 59 and 60: sindre ekrheim Det er en episk fort
Page 61 and 62: Vagant er blitt 20 år - hvem skull
Page 63 and 64: TORE RENBERG vis jeg har forstått
Page 65 and 66: cathrine strøm «utover, bakover,
Page 67 and 68: hans jacob ohldieck Tidlig i 2005 b
Page 69 and 70: audun lindholm Jeg ristet på hodet
Page 71 and 72: audun lindholm utgi et tidsskrift.
Page 73 and 74: audun lindholm Vi hadde en forkjær
Page 75 and 76: audun lindholm Benetton-kampanjen p
Page 77 and 78: audun lindholm forståelig, på den
Page 79 and 80: audun lindholm Vagant, men både ha
Page 81 and 82: 156 FOUCAULT HEIDEGGER BAKHTIN GADA
Page 83: 160 Gyldendal presenterer «... per

vagant 4 2008 innmat KUTTA2.indd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?