Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
4. Dansk forsvarspolitik og indenrigspolitiske afvejninger
Udviklingen i det danske militære og civile forsvar gennem Den Kolde Krig foregik ikke
isoleret og kan ikke kun ses i udviklingen af det rent militære trusselsbillede i perioden.
Udviklingen var i høj grad også et billede på den generelle samfundsudvikling, på synet på
det moderne samfunds udvikling og de mange sikkerheds- og indenrigspolitiske og ikke
mindst økonomiske hensyn, som kendetegnede udviklingen i Danmark efter 2.
Verdenskrig.
I det følgende gennemgås en række af de indenrigspolitiske, sociale, økonomiske og
ideologiske udviklingstræk, som sammen med øst-vest-konflikten var med til at
karakterisere udvikling af forsvaret i det moderne danske samfund.
4.1 Danmark i den ideologiske øst-vest-konflikt
Danmark var isoleret set en lille spiller i Den Kolde Krig, og det var i langt højere grad de
nære ting i konflikten mellem øst og vest, der motiverede de danske aktører, end det var
de helt overordnede geostrategiske hensyn. Ikke desto mindre spillede de ideologiske
modsætninger mellem kommunisme og en totalitær samfundsform på den ene side og
det demokratiske samfund på den anden side en helt central rolle for Danmarks stilling i
konflikten.
Den Kolde Krig blev på mange måder en ny kulmination af en værdikonflikt, som tog sit
udgangspunkt i den samfundsudvikling, som Danmark havde gennemgået siden midten af
1800-tallet med en stigende industrialisering og urbanisering, som skabte et nyt socialt og
demografisk danmarkskort. Perioden havde introduceret forskellige bud på, efter hvilke
ideologiske principper det moderne Danmark skulle indrettes; fra en national eller
liberalistisk model til en socialdemokratisk eller kommunistisk international
samfundsorden. Disse modsætninger blussede op med afslutningen på 1. Verdenskrig og
den Russiske Revolution og kom til at præge tiden op til 2. Verdenskrig. Besættelsen gav
en ny national konsensus mellem parterne i kampen mod et helt andet bud på en
samfundsorden; den fascistiske. Men da det fra 1944 stod klart, at Tyskland og fascismen
ville forsvinde som en magtfaktor gav det fornyet kraft til diskussionen om, hvordan det
moderne Danmark skulle indrettes. På den ene side stod de statsbærende partier; de
konservative, venstre, de radikale og socialdemokraterne, som ønskede at fastholde en
national, demokratisk samfundsform i tæt tilknytning til Vesteuropa og USA, og på den
anden side stod kommunisterne, som ønskede et kommunistisk indrettet samfund, hvor
Sovjet ville stå som garanten. 2. Verdenskrigs afslutning gav alle parter nyt håb om at
kunne indpasse Danmark i en ny international samfundsorden. 19
Det var i dette helt grundlæggende ideologiske og værdimæssige modsætningsforhold, at
Danmark i tiden efter 2. Verdenskrig og gennem hele Den Kolde Krig løbende forsøgte at
indpasse sig i den nye bipolare verden. Der var blandt de statsbærende partier en klar
konsensus om, at kommunismen i øst var den største trussel mod Danmark, og det var
derfor tilsvarende klart for hovedparten af Folketingets partier, at Danmark skulle
orientere sig mod vest for at kunne opnå en sikkerhedspolitisk garanti i konflikten mellem
de nye supermagter. Danmark blev dermed ikke kun inddraget i øst-vest-konflikten, men
kom til at tage aktivt del i konflikten.
Øst-vest-konfliktens omfang og karakter gjorde samtidig den enkelte borger til aktør i
konflikten. Truslen om en altomfattende krig betød en trussel ikke bare for
samfundsordenen, men også for den enkelte, og sammen med forsvarets omfang og
synlighed i samfundslivet samt den økonomiske belastning blev den løbende og aktive
forsvarsdebat et betydeligt indenrigspolitisk tema for den enkelte borger.
19 Se eksempelvis Kristine Midtgaard: Småstat, magt og sikkerhed. Danmark og FN 1949-65 (2010)
og Poul Villaume og Torsten Borring Olesen (2005).
12