Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
gav krigen på slagmarken en asymmetri, hvor små styrker kunne bekæmpe langt større
styrker effektivt. 78
I det danske forsvar introducerede man disse nye våbentyper fra midten af 1970’erne,
hvor man fik nye og moderne kampvogne, panserværnsmissiler og søbårne missiler,
ligesom de eksisterende luftværnsmissiler løbende blev videreudviklet. Dette gav de
relativt små danske styrker en langt større slagkraft, end man tidligere havde haft. Hæren,
Søværnet og Flyvevåbnet fik avancerede og meget kostbare missilsystemer til pansrede
køretøjer, skibe og fly, og værnene fik samtidig mere avancerede systemer til overvågning
af dansk territorium. Et godt eksempel på netop den asymmetri, som de nye våben tilførte
slagmarken var de 10 torpedomissilbåde af Willemoesklassen, som det danske søværn i
slutningen af 1970’erne udrustede med radarstyrede missiler af typen Harpoon.
Missilerne satte de bare 225 tons store torpedomissilbåde i stand til effektivt at bekæmpe
meget store skibe som destroyere og hangarskibe. Sammen med tilsvarende missiler på
land var dette med til at styrke Danmarks muligheder for at sikre de danske farvande. De
dyre missiler til luftmål og sømål var dog få og ville i en krigssituation hurtigt være brugt
op.
Tilsvarende udviklede naturligvis også Warszawapagten mere præcise og effektive
våbensystemer, som på stor afstand og med større præcision kunne ramme mål på dansk
territorium. Ikke mindst blev Warszawapagtens flådeenheder og landgangsstyrker
udrustet med missiler, hvilket øgede truslen mod NATO’s styrker i det danske område. Det
var ikke kun Warszawapagtens store orlogsfartøjer, der blev udrustet med missiler, også
mindre fartøjer fik slagkraftige missiler, og der fremkom helt nye klasser af orlogsskibe,
som var små og hurtige og meget velegnede til indsats i Østersøen i såvel offensive og
defensive roller. Samtidig opstilledes der særligt i Polen og DDR raketstyrker med
sømålsmissiler, som på større afstande kunne indsættes mod NATO-skibe langt ud i
Østersøen.
De mere effektive og præcise våben fik ikke bare en stor betydning for krigen på
slagmarken, men måtte også indregnes som en faktor i det militære byggeri.
Bygninger til vitale militære funktioner som kommandoanlæg, ammunitionsdepoter,
flyhangarer etc. var nu endnu mere udsatte for at blive ramt. Det samme gjaldt for den
civile beredskabs og de politiske kommandoanlæg. Det blev nødvendigt yderligere at
camouflere og skjule vitale funktioner eller at sikre dem en bedre passiv beskyttelse. Flere
anlæg blev derfor moderniseret gennem ombygning af ventilationsanlæg,
varmebeskyttelse af panser mv. for at skjule anlæggene for varmebilledkameraer. I NATOs
infrastrukturprogrammer i 1970’erne og 1980’erne blev disse typer af yderlige passive
beskyttelse indarbejdet som en selvstændig målsætning.
8.5 Afspænding og fornyelse, 1970-79
I løbet af 1970’erne skete der en gradvis fornyelse i det danske forsvar med udgangspunkt
i en ny lov om forsvarets ordning fra 1970.
Ovenpå en højeksplosiv udvikling i øst-vest forholdet i 1960’erne begyndte en tilnærmelse
og afspænding med internationale nedrustningsaftaler og en tilnærmelse mellem DDR og
Vesttyskland. Samtidig var krigsmodstanden under indtryk af Vietnamkrigen på sit højeste,
og oliekrisen og den økonomiske krise fra 1973 var med til at lægge et pres på en
reduktion af forsvaret og en øget afstandstagen til USA’s dominans i forsvarssamarbejdet.
Udviklingen i forsvaret op igennem 1970’erne var imidlertid også et udtryk for, at man fra
NATOs side i højere grad begyndte at satse på en teknologisk overlegenhed i
våbenkapløbet med Warszawapagten, og der skete en betydelig fornyelse af såvel våben
som operative doktriner i NATO. De mere moderne våbensystemer stillede samtidig større
78 Richard P. Hallion: Precision guided munitions and the new era of warfare, Air Power Studies
Centre, Paper no. 53 (1995)
54