Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
sine baser i Grønland med en række varslingsstationer og fremskudte flybaser, som en del
af luft- og missilforsvaret af det nordamerikanske kontinent. Udbygningen skete særligt
fra begyndelsen af 1950’erne i Thule, hvor en stor og kompleks flybase blev opbygget,
som kunne facilitere dels jagerfly, der indgik i luftforsvaret mod langtrækkende sovjetiske
bombemaskiner, dels amerikanske bombefly, som fra basen i Grønland ville få en
betydeligt kortere flyvetid og dermed længere operationstid mod Sovjet. Fra sidste
halvdel af 1950’erne og særligt i 1960’erne udbyggedes endvidere i Thule og flere andre
steder store radarstationer, som kunne varsle USA mod indkommende sovjetiske
bombefly og ballistiske missiler. Disse anlæg blev opført af USA og var amerikansk
ejendom efter overenskomst mellem USA og Danmark.
Ligesom Grønland var vigtig for det amerikanske luftforsvar og varslingssystem, spillede
Færøerne en betydelig rolle for det britiske luftforsvar. Med sin placering midt i
Nordatlanten, lå Færøerne på de sovjetiske bombemaskiners primære rute fra baser i ved
Ishavet, nord om Norge og til Storbritannien eller videre mod USA’s østkyst. Danmark
etablerede i begyndelsen af 1960’erne en overvågningsradar på Sornfelli uden for
Tórshavn, hvorfra dansk personel kunne overvåge lufttrafikken og styre jagerfly frem til at
eskortere og overvåge de sovjetiske bombefly. Selvom stationen var dansk opført og
dansk bemandet, indgik den som en integreret del af det britiske luftforsvar inden for
rammerne af NATO-samarbejdet.
Tilsvarende udgjorde Færøerne en vigtig post for farvandsovervågningen i Nordatlanten,
idet mange sovjetiske skibe passerede forbi øerne på vej til eller fra patruljer. Søværnet
men særligt den amerikanske flåde havde derfor allerede fra starten af 1950’erne to
overvågningsstationer, som løbende blev videreudviklet. Stationerne var opført af USA,
men var dansk ejendom og bemandet med dansk personel.
Forsvaret mod de indre fjender
Et karakteristisk træk ved dansk forsvar under Den Kolde Krig var den del, der omhandlede
forsvaret mod ”indre fjender”, det vil sige elementer i det danske samfund, som
modarbejdede det militære forsvar eller måske i tilfælde af en krig aktivt ville støtte
fjenden. Denne del af forsvaret var som udgangspunkt politiets opgave støttet af dele af
Hjemmeværnet, men forsvaret mod indre fjender var også et væsentligt aspekt af det
militære forsvar.
Spionage og kontraspionage er allerede behandlet ovenfor, men forsvaret mod indre
fjender havde også langt mere konkrete udtryk og var blandt andet meget synlige i
forbindelse med forsvarets byggerier. Kaserner, depoter og andre militære anlæg blev
forsynet med pigtrådshegn og adgangskontroller og blev løbende patruljeret af
vagtmandskab med hunde. Dette gjaldt ikke mindst i de operative anlæg; flyvestationer,
radarstationer, forterne og missilanlæggene, hvor man passede særligt godt på. Frygten
var dels, at spioner eller sabotører skulle kunne komme ind og ødelægge vigtige
installationer, dels opstod særligt i 1980’erne en frygt for at krigsmodstandere skulle
belejre anlæggene eller kunne forstyrre virksomheden. Det sidste sås i England, hvor
demonstranter belejrede den britisk/amerikanske flybase Greenham Common i protest
mod opstillingen af nukleare mellemdistancevåben. Selvom der gennem perioden og
særligt i løbet af 1980’erne var adskillige tilløb til tilsvarende aktioner i Danmark, kom det
aldrig til sådanne aktioner.
Forsvaret var dog parat til at imødegå en indre trussel og foruden et straffelovstillæg, der
gav mulighed for at idømme lange fængselsstraffe for ”landsskadelig virksomhed” var
forsvarets vagter udrustet med skarp ammunition og med en stor frihed til at skyde. Ved
alle militære tjenestesteder var der ligefrem et egentlig kup-beredskab, med vagtstyrker,
som umiddelbart kunne indsættes ved et forsøg på en kommunistisk magtovertagelse.
I maj 1964 ønskede SF’eren Otto Mathiasen at få forsvarsminister Victor Gram og
justitsminister Hans Hækkerups svar på, om der vitterligt blev forberedt en form for
41