Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
En hjørnesten i mobiliseringsforsvaret var løbende at uddanne værnepligtigt mandskab,
som kunne genindkaldes i tilfælde af en krig til at betjene funktioner indenfor det militære
eller civile forsvar. Forsvaret var således opbygget som en kadreorganisation med et
stampersonel bestående af officerer og befalingsmænd, som i fredstid uddannede
indkaldte værnepligtige i forskellige funktioner, og som udgjorde forsvarets fredstyrke.
Efter endt uddannelse og en kort periode med gavntjeneste kunne de værnepligtige
hjemsendes for i givet fald senere at blive genindkaldt til tjeneste i tilfælde af en
mobilisering. Der indkaldtes gennem hele perioden årligt op til 25.000 værnepligtige, som
gjorde tjeneste i 9-24 måneder, og op imod 1 million danske mænd har i perioden 1945-90
gjort tjeneste i det militære forsvar eller i civilforsvaret.
Uddannelsen af personel skete ved garnisoner og på skoler med specialer indenfor de
forskellige tjenestegrene ved forsvaret og civilforsvaret, som med tiden blev placeret
overalt i landet. Hertil kom en lang række træningsfaciliteter i form af øvelsespladser,
ruinbyer og skydebaner, hvor større eller mindre styrker kunne træne under uddannelsen
og i forbindelse med genindkaldelser.
En anden hjørnesten i mobiliseringsforsvaret var etableringen af depoter med udrustning,
materiel, ammunition og forsyninger, så den genindkaldte styrke kunne udrustes og
indsættes umiddelbart. Der blev derfor etableret en omfattende depotstruktur med
mobiliserings- og forsyningsdepoter til at understøtte ikke bare det danske militære og
civile beredskab men også i et vist omfang de NATO-styrker, som i tilfælde af en krig ville
operere i eller fra Danmark. Enorme mængder af udrustning blev under Den Kolde Krig på
denne måde indkøbt og lagt i depot, hvor det løbende blev vedligeholdt og til dels fornyet.
Endelig indgik også store dele af den civile sektor i mobiliseringsberedskabet, således at
man kunne mobilisere og disponere væsentlige samfundsressourcer i tilfælde af en krig.
Dels blev det pålagt de enkelte ministerier at opbygge og vedligeholde et beredskab, som
kunne fortsætte væsentlige samfundsfunktioner inden for de respektive ressortområder i
tilfælde af en krig. Det gjaldt f.eks. sygehusberedskabet, men også indenfor alle andre
ressortområder blev der udviklet planer, så man kunne disponere over både offentlige og
private ressourcer. Tilsvarende udvikledes et omfattende kommunalt civilforsvar, som
skulle sikre indkvartering, forsyning af civilbefolkningen og forestå redningsindsatsen –
eventuelt bistået af det statslige civilforsvar. 59
Mobiliseringsforsvarets sammensætning og omfang blev løbende udviklet gennem
perioden i overensstemmelse med den aktuelle trusselvurdering i form af det politiske
klima i øst-vest-konflikten, udviklingen i våbenteknologier og som en afspejling af den
generelle samfundsudvikling med et stadigt mere komplekst samfundsliv.
Totalforsvarets forskellige dele vurderede løbende trusselsniveauet, hvilket kom til udtryk
ikke bare i planlægningen men også i de krigsscenarier, som man forsøgte at opstille i et
forsøg på at bedst muligt at forberede beredskabet på en krig, som kunne antage
forskellige former og have forskellig intensitet.
Der var imidlertid tre konstanter i den danske og i NATO’s beredskabsplanlægning: Truslen
kom fra øst, og det ville være Warszawapagten, som først indledte et angreb. Endeligt
blev det taget for givet, at en konflikt mellem øst og vest ville inddrage Danmark på et
meget tidligt tidspunkt. Dette ændredes der ikke grundlæggende ved gennem hele
perioden, og kom til at præge forsvarets form, sammensætning og opgaver i al
væsentlighed frem til midten af 1990’erne.
Søforsvaret
Forsvaret opbyggede gennem Den Kolde Krig et søforsvar, som i fredstid havde den
primære opgave at overvåge Warszawapagtens bevægelser i Østersøen og gennem de
59 Forsvarsministeriet: Danmarks totalforsvar. (1983) Pjece udgivet til uddannelsesbrug.
37
Søværnets primære fartøjstyper:
- Store bevogtningsfartøjer til brug
særligt i Nordatlanten.
- Større kampenheder (fregatter,
korvetter) til kamp mod
fjendtlige skibe i Kattegat og
Skagerrak
- Mindre bevogtningsfartøjer til
observation i de indre danske
farvande.
- Minelæggere og minestrygere til
udlægning eller optagning af
søminer.
- Mindre kampenheder (ubåde,
torpedobåde til indsats mod
fjendtlige skibe i Østersøen).