Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
Landforsvaret blev i vid udstrækning udformet som en mobil styrke med kampvogne,
pansrede mandskabsvogne og lastbiler støttet af artilleri. Styrken var samtidig udrustet til
bedst muligt at kunne imødegå et forventet angreb fra Warszawapagtens side med
kemiske og nukleare våben.
Hæren uddannede fra kaserner og skoler rundt om i landet løbende store styrker af
soldater, som i tilfælde af krig kunne mobiliseres, udrustes fra de forberedte depoter og
herefter indgå i de to store kampenheder, som Danmark kunne stille til forvaret af dansk
territorium og af NATO’s nordregion. Hærens opgaver i tilfælde af en krig var således
dobbelt. En del af styrken skulle forsvare Sjælland og øerne mod en landgang fra
Warszawapagten, som man forventede ville ske i områderne omkring Faxe Bugt eller Køge
Bugt som led i Warszawapagtens forsøg på at sikre sig gennemsejlingen af stræderne og
som en trussel mod hovedstaden. Målet for Hæren var at forhindre en landgang eller
sinke fjendens fremgang mest muligt, til forstærkningsstyrker fra NATO kunne nå frem.
Det andet ben i landforsvaret tog udgangspunkt i forsvaret af den jyske halvø, hvor hæren
skulle optage kampen mod et angreb fra Warszawapagten gennem Nordtyskland. I
fredstid havde Hæren et fælles hovedkvarter med tyske styrker i Rendsborg og allerede i
en kriseopbygning ville danske styrker blive skudt helt frem mod den indre tyske grænse.
NATO’s tilsagn om og reelle planer for at sende forstærkningsstyrker til Danmark i tilfælde
af en krig varierede op gennem perioden. Selvom man fra dansk side havde en klar
forventning om, at særligt britiske styrker ville blive deployeret til Danmark, ville det i
sidste ende afhænge af den aktuelle operative situation, om hjælpen ville komme. Såvel
Tyskland som Storbritannien og USA havde på forhånd etableret depoter med materiel og
ammunition flere steder i Danmark og i blandt andet Esbjerg blev indskibningen af styrker
forberedt med etableringen af kajanlæg og depoter.
Hjemmeværnet
Parallelt med genopbygningen af et dansk forsvar fandtes stadig levnene fra
Besættelsestidens modstandsgrupper. Allerede fra 1943-44 skete der en politisk
polarisering af modstandsbevægelsen, og de borgerlige og militære dele af
modstandsbevægelsen blev organiseret i de såkaldte CHAIR-grupper – eller ventegrupper.
Disse skulle stå til rådighed for de allierede i forbindelse med en invasion eller en kamp
mod tyskerne i Danmark, og grupperne blev udrustede og skarpt styret af det britiske
Special Operations Executive (SOE). Med befrielsen forsvandt den tyske trussel men blev i
vid udstrækning for ventegrupperne afløst af en tilsvarende trussel fra en kommunistisk
magtovertagelse. Ventegrupperne beholdt deres våben og organisation; klar til at
imødegå et kommunistisk kup.
Ventegrupperne var blevet organiseret i seks modstandsregioner, og denne struktur blev
efter besættelsen overtaget af forsvaret og holdt ved lige gennem hele koldkrigsperioden.
Tilsvarende holdt modstandsbevægelsen fast efter befrielsen, og den
veludrustede hjemmehær gled fra 1949 ind i Hjemmeværnet som kernen i en ny decentral
og frivillig forsvarsorganisation. Med etableringen af det statsligt hjemmeværn i 1949 blev
der anlagt i hundredvis af nye hjemmeværnsgårde, depoter, skydebaner og anlæg til brug
for de ca. 60.000 medlemmer, som både i freds- og krigstid udgjorde Hjemmeværnet.
Hjemmeværnet bestod primært af tre forskellige dele, som havde forskellige opgaver som
støtte til forsvarets tre værn.
Hærhjemmeværnet udgjorde langt den største del af hjemmeværnet og skulle blandt
andet understøtte hærens operationer med bevogtning og nærforsvar af militære anlæg
og samfundsvigtige installationer. Samtidig kunne hærhjemmeværnet deltage i egentlige
kamphandlinger sammen med hæren.
Flyverhjemmeværnet havde tilsvarende bevogtning- og nærforsvarsopgaver omkring
Flyvevåbnets radaranlæg, flyvepladser og depoter. Samtidig omfattede luftmeldekorpset
39