Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen

Kulturstyrelsen 2013. ”Den Kolde Krigs Anlæg”.
Warszawapagtens øvelsesplaner og reelle krigsplanlægningen, som vi kender den i dag,
svarer i al væsentlighed til den trusselsvurdering, som man fra Danmarks og NATO’s side
allerede fra starten af 1950’erne arbejde med, og som kom til at præge
forsvarsplanlægningen i hele perioden. Som tidligere anført, forventede NATO, at
Danmarks strategiske placering ved ind- og udsejlingen til Østersøen ville gøre det
nødvendigt for Warszawapagten at sikre gennemsejlingen af de danske stræder gennem
et angreb på Sjælland og øerne i en tidlig fase af krigen, og en stor del af NATO’s forsvar af
Danmark var derfor indrettet på at kunne imødegå et sådant angreb, som man forventede
ville tage form af en landgang særligt på Sjælland. Netop denne situation blev igen og igen
øvet både praktisk og i stabsøvelser i nationalt og i NATO-regi med forskellige nuancer i
kriseudviklingen og varslingstiderne og ikke mindst i anvendelsen af nukleare våben i
forbindelse med et angreb.
Det var som tidligere nævnt et grundvilkår i NATO’s planlægning, at krigshandlingerne ville
blive indledt af Warszawapagten som led i en krise og fra slutningen af 1960’erne
eventuelt som et uprovokeret angreb med kort varsel. Warszawapagtens frygt for, at
NATO kunne indlede en krig, hvor dansk territorium ville danne udgangspunkt for et
angreb ind i Østersøen blev blandt andet næret af, at styrker fra det amerikanske
marinekorps fra midten af 1950’erne ved flere lejligheder øvede landgangsoperationer i
Danmark og eventuelt ville indgå i de forstærkningsstyrker, som NATO ville sende til
Danmark. Endvidere rådede Danmark over et betydeligt antal jagerbombere, som kunne
nå militære mål i det nordlige Østtyskland og Polen som indledning til en offensiv
operation. Intet tyder imidlertid på, at man fra NATO’s side på noget tidspunkt reelt
regnede med muligheden for at indlede offensive operationer mod Warszawapagten fra
dansk jord, men det kunne blive aktuelt ved imødegåelsen af et angreb fra
Warszawapagten og som støtte for en landoffensiv gennem Nordtyskland.
Udgangspunktet for NATO’s operationer i og omkring Danmark var således defensive
gennem hele perioden med den målsætning at kunne standse et angreb fra
Warszawapagten frem til en fredsslutning gennem forhandling.
I stedet spillede Danmark en væsentlig rolle for NATO’s varsling af et angreb fra
Warszawapagten. Forsvaret af Danmark havde som sin primære funktion at virke
forsinkende ved dels at kontrollere gennemsejlingen af de danske farvande, dels at
imødegå et angreb så tidligt som muligt med søoperationer i Østersøen. Samtidig skulle
der ske en opbygning af forstærkningsstyrker på dansk territorium, som dels skulle slå en
landgang på øerne tilbage og dels skulle indsættes i landoperationerne mod øst i
Nordtyskland. 44
6.1 Kystfronten og Jylland
Warszawapagtens kystfront-aktiviteter skulle indledes i Nordvesttyskland. Et af
østblokkens første skridt ville være nedkæmpelsen af danske, vesttyske og andre vestlige
styrker i Slesvig-Holsten, ligesom den sydlige del af Sønderjylland og Kielerkanalen skulle
erobres. Herefter skulle de polske og sovjetiske styrker gennemføre en fremrykning mod
den jyske halvø og øerne. Cirka fire dage inde i angrebet ville Kystfrontens styrker krydse
den dansk-vesttyske grænse.
Fem dage inde i fremrykningen forventedes det fra Warszawapagtens side, at egne styrker
var nået til området omkring Vejle og derfra kunne overføre styrker til det fynske område.
Østtyske styrker skulle indtage området omkring Lillebæltsbroen og sikre broen for at
lette polske enheders erobring af Fyn og den videre færd til Tåsinge og Ærø. Fra søsiden
skulle østtyske styrker landsættes på Langeland for at indtage henholdsvis Langelandsfort
og Marinens Udkigsstation for at sikre kontrollen med ind- og udsejlingen af Storebælt.
Ved siden af dette fortsatte Kystfrontens enheder nordpå og fortsatte forsøget på at
nedkæmpe de danske styrker. På dag fem forventedes man at være nord for Fredericia, og
44 Ole L. Frantzen og Knud J.V. Jespersen (reds.), Danmarks krigshistorie 1814-2007 bd. 2 (2008).
25